Kommuner ignorerer stressen

En dag i marts gik det galt for 48-årige Palle Petersen. Han var på vej til Vordingborg med sin chef og nogle kollegaer på inspirationstur. »Jeg havde intet at byde på hele dagen. Jeg var helt blank, smilede bare og nikkede på de rigtige tidspunkter for at komme gennem dagen«, fortæller Palle Petersen om indledningen på sin stressnedtur for otte måneder siden. »På vej hjem spurgte en af de andre mig, hvorfor jeg ikke sagde noget. Jeg sagde et eller andet, som jeg ikke kan huske, hvad var, men der blev pinlig tavshed«. Palle Petersen fortsatte med at arbejde, men ugen efter blev han sygemeldt med stress. I sommer var han kortvarigt tilbage på job på nedsat tid, men det gik heller ikke. Nu er han indstillet til fyring af arbejdsgiveren Frederiksberg Kommune. »Jeg føler mig som et offer for, at min arbejdsgiver ikke har nogen retningslinjer for, hvad man stiller op med medarbejdere, der går ned med stress, og hvordan de kommer tilbage på jobbet«, siger Palle. En medlemsundersøgelse, som Palle Petersens forbund Fag og Arbejde (FOA) har lavet, bekræfter indtrykket. Blot otte procent af medlemmernes svarer ja til spørgsmålet, om deres arbejdsplads har en stresspolitik. 47 procent siger nej og resten siger »ved ikke«. Stress ind i overenskomsten »Der er slet ikke godt nok, når 92 procent i medlemsundersøgelsen siger nej eller ikke kender til nogen stresspolitik. Det vil reelt sige, at der ikke er nogen stresspolitik. Det kan godt være, at nogle kommunale arbejdspladser har skrevet en stresspolitik ned, men hvis medarbejderne ikke kender den ...«, siger forbundssekretær Inger Bolwinkel (FOA). I overenskomstaftalen fra 2005 blev arbejdsgivere og lønmodtagere enige om, at der skal laves retningslinjer for, hvordan arbejdspladserne skal både forebygge og håndtere stress. Overenskomstaftalen blev den første, som implementerede EU’s stresspolitik. »Det er vigtigt at få undersøgt årsagerne til stress. Ellers kommer den enkelte til at sidde alene med stressen. Det er ikke nok at skrive en stresspolitik ned. Den skal indarbejdes i dagligdagen«, siger Inger Bolwinkel. Kommuner har et års frist Hun peger på, at social og sundhedsassistenter har 21,6 sygedage om året, så der er meget at hente ved at komme dagligdagens stress til livs. »Det går langsomt med at få implementeret stressaftaler. Vi kan ikke bare sidde og vente. Det går ud over dem, som bliver ramt af stress, og det koster samfundet hænder, der ellers skulle yde service over for borgerne. Derfor vil vi ruste tillidsfolk og sikkerhedsrepræsentanter, så de kan gå mere aktivt ind i stressbekæmpelse«, siger Inger Bolwinkel. FOA sender i øjeblikket materiale ud, som skal sætte det psykiske arbejdsmiljø og stress på dagsorden. Hvis ikke kommunerne har retningslinjer for stress næste år, så skal sagen forhandles igen. Borgmester: Megen snak om stresshysteri I Kommunernes Landsforening tvivler formand for løn- og personaleudvalget Mads Lebech på, at det står så galt til, som FOA’s undersøgelse tyder på. Der er fokus på stress, slår han fast. »For nylig holdt vi en stor personalepolitisk konference i Bella Center. De kommunale arbejdsgivere har stort fokus på stress, men også på, at der er noget, der er privat og arbejdsrelateret stress«, siger Mads Lebech, der også er konservativ borgmester på Frederiksberg. »Vi har jo lavet stressmagasiner. Stress er på dagsordenen i samarbejdsudvalgene i kommunerne, så vi har fat i det. Men vi kan ikke løse den del af det, hvor det er svært at skelne, om stressen er arbejdsbetinget eller familiebetinget«, fortsætter Mads Lebech. Borgmesteren peger på, at der er megen snak om stresshysteri for tiden. »Der er også den positive stress. Det er de dage, hvor man er stresset, og stressen øger præstationsevnen. Problemet er, når stressen bliver permanent, så man bliver slidt ned. Vi er også i gang med en undersøgelse om medindflydelse på arbejdsdagen. Stress bliver ofte udløst af manglende indflydelse«. Gør I nok? »Der er ingen tvivl om, at det er en proces, og vi gør mange ting sammen med organisationerne, synes jeg. Og det er ikke noget, arbejdsgiveren kan løse alene.« De klassiske tegn på stress Tilbage til Palle Petersen, der var leder af kommunalt botilbud for voksne med psykiske problemer. Han havde alle de klassiske tegn på stress, inden han gik ned. Rastløs, koncentrationsbesvær, manglede energi, angst, brystsmerter, mave- og hovedpine. »Jeg har følt mig værdsat og respekteret for min faglige viden, men har været på arbejde døgnet rundt. Jeg sagde ikke til kollegaer og pårørende, at de kun skulle ringe, hvis blodet sprang. Tværtimod«, siger Palle Petersen, der gerne vedkender sig, at private forhold også har spillet ind. »Nogle ting i mit privatliv har haft betydning. Jeg har boet alene i syv år og ikke haft nogle i det daglige at dele bekymringer med. Ensomheden er blevet sat i relief af, at jeg har haft en kæreste i to måneder«. Frederiksberg Kommune har betalt psykologhjælp og haft Palle Petersen til omsorgssamtaler flere gang i forløbet. »De har behandlet mig, som de skulle, men jeg har haft fornemmelse af, at stress er noget andet end en fysisk sygdom. Havde jeg brækket to ben, så havde de noget konkret at forholde sig til i form af genoptræning«, siger han. Kommunen har ikke dårlig samvittighed Kommunen har ikke dårlig samvittighed over at indlede afskedigelsesprocedure. »Vi har været både fair og tålmodige. Vi synes, at vi har taget de hensyn, som skulle tages. Der er taget hånd om ham fra starten af sygeforløbet. Jeg mener, at der er opmærksomhed på stress i årlige medarbejderudviklingssamtaler«, siger afdelingschef Hans Henrik Plange, der oplyser, at kommunen ikke har »en specifik stresspolitik«, men arbejder på det. Baggrunden for den bebudede fyring er en vurdering af, at Palle Petersen næppe kan komme til at kunne bestride sin stilling i overskuelig fremtid. »Det er urealistisk at have den stilling, hvis man for eksempel ikke kan ringes op om aften«, siger Hans Henrik Plange.