I foråret 2003 stod præsident George W. Bush og hans danske og britiske allierede med sejrens palmer efter et kortvarigt felttog mod den irakiske diktator Saddam Hussein, og hans danske og britiske kolleger kunne glæde sig over høje tal i meningsmålingerne. Det kan de ikke mere. Det er to politikere med alvorlige skrammer, som i dag i København skal diskutere de kaotiske forhold i Irak og de vanskelige udsigter for NATO’s aktion i Afghanistan. Premierminister Tony Blairs partifæller har tvunget ham til at træde tilbage næste år, og i Danmark viser flere meningsmålinger, at krigen i Irak er en alvorlig belastning for statsministeren.
Det store spørgsmål er: Hvad kan de gøre? Fokus på »fremskridt« Udadtil kan de forsøge at give den skeptiske offentlighed i Danmark og den negative opinion i Storbritannien indtryk af, at der er styr på tingene i de britiske og danske indsatsområder i Irak. Ifølge flere kilder i centraladministrationen er der nemlig en stigende irritation i regeringen over, at medierne slår den danske Irakindsats i hartkorn med den amerikanske fiasko i Bagdad. I stedet ønsker regeringen at dreje fokus over mod, hvad den anser for »alle de positive fremskridt, de danske styrker oplever i det sydlige Irak«, som en kilde siger. I den sammenhæng er de gentagne udmeldinger om britisk tilbagetrækning fra Sydirak honning i Foghs øren. For på den måde kan regeringen fortælle danskerne, at det ikke går som i Bagdad. Men der er også et problem med den strategi, siger kilderne. For realiteten i det sydlige Irak er, at det langtfra går godt, og i tilfælde af en forværring står regeringerne i London og København med håret i postkassen med deres positive udmeldinger. Så vil kritikerne med rette kunne beskylde dem for ikke at have gjort deres arbejde ordentligt. »Og det vil ikke se godt ud i en valgkamp«, siger en kilde. Så selv om den britiske forsvarsminister, Des Browne, i går udtalte, at briterne forventer at trække tusinder af soldater hjem, inden 2007 er omme, var der også et vigtigt forbehold: »Vi overgiver først kontrollen, når det er det rette at gøre. Vi motiveres ikke af tilfældige deadlines, men af realiteterne i felten«, sagde forsvarsministeren. Militskontrol i syd Lige nu er problemet for både briter og danskere, at »virkeligheden i felten« langtfra er opmuntrende trods forsøg på at give offentligheden et andet indtryk. De seneste uger har britiske dagblade bragt reportager fra Basraområdet, hvor engelske elitesoldater bliver bombarderet og beskudt næsten daglig af militser, hvis ledere er tæt knyttet til regeringen i Bagdad. De samme – stærkt religiøse militser – kontrollerer alle dele af samfundslivet i det dansk-britiske indsatsområde. »I den forstand har irakerne overtaget kontrollen med området. Men det er ikke helt, som vi oprindelig forestillede os«, siger en tidligere dansk udsending i området. Billedet er endnu værre i og omkring Bagdad og i store byer som Mosul og Kirkuk. De seneste dages massakrer og attentater i Bagdad fik i weekenden debatten i USA til nærmest at eksplodere. Et ord gik igen i overskrifterne om Irak, nemlig ’withdrawal’, tilbagetrækning. Den amerikanske debat kommer også til at påvirke de danske og britiske beslutninger, af den enkle årsag at Iraks fremtid i høj grad bliver bestemt i Washington – og ikke i London eller København. Usikkerhed i USA Blair og Fogh har begrænsede manøvremuligheder, for de hverken vil eller kan bryde med den amerikanske Irakpolitik – og USA vil ikke på én gang trække sig ud. Flere kilder siger også, at mødet fra dansk side vil blive brugt til at »lodde stemningen hos briterne«. Hvad ønsker Downing Street med deres Irakpolitik, og hvor står de i forhold til amerikanerne? Spørgsmålene er centrale på et tidspunkt, hvor det danske Udenrigsministerium arbejder på højtryk for at få selv de mindste oplysninger og analyser ud af deres kollegaer i USA og Storbritannien. For rådvildheden breder sig også i USA. Den indflydelsesrige republikanske senator Chuck Hagel skrev søndag i Washington Post, at »USA må indlede planlægningen af en tilbagetrækning fra Irak i flere faser«. Hagel nævnte de amerikanske tab, presset på hæren, som hverken har mandskab eller udstyr til en ny offensiv og omkostningerne ved krigen, der beløber sig til 8 milliarder dollar om måneden – og den vurdering er det demokratiske flertal i Kongressen og et stigende antal republikanske senatorer enige i. Det er på det grundlag, amerikanerne næste år tager stilling til det videre forløb, og det bliver afgørende for Storbritannien og Danmark. Uanset forsøgene på at fortælle en anden historie.
