Maja fra Letland var 16 år, da hun fik et barn efter en voldtægt.
Barnet kom på børnehjem, og Maja blev solgt til prostitution. Hun havnede på et bordel i Århus, hvor voldtægt, mishandling og trusler på livet var hverdag. Med hjælp fra to andre kvinder blev Maja hentet ud af dansk politi og sendt hjem til Letland. Ved ankomsten blev hun fanget af bagmændene og solgt videre til et bordel i Tyskland. Historien om Majas skæbne og flere tusinde andre kvinder som hende har været med til at skabe det politiske pres, som nu får regeringen til at forlænge det tidsrum, handlede kvinder kan blive i Danmark, før de bliver sendt hjem. Hidtil har kvinderne kun fået midlertidigt ophold i 30 dage. Det vil regeringen udvide til 100 dage, hvis kvinderne selv samarbejder om hjemsendelse. Hjemrejse skal tilrettelægges »Formålet er at sikre bedre tid til, at vi på en ordentlig måde kan få tilrettelagt deres hjemrejse og skabe gode kontakter til ngo’er og andre organisationer, som kan hjælpe dem, når de kommer hjem. Så vi kan sikre, at der er noget at komme hjem til«, siger integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). »Så det er ikke 100 dage for at kunne blive i Danmark 100 dage længere. Det er 100 dage for at kunne tilrettelægge tilbagesendelse på en god og ordentlig måde«. Forslaget er en del af regeringens udspil til ny handlingsplan for bekæmpelse af kvindehandel, som offentliggøres i begyndelsen af næste uge. Regeringen har i det seneste halve år været under massivt politisk pres for at give kvinderne længere tid. Både fra oppositionen og fra egne rækker. Flere politikere fra V og K har opfordret til at udvide det midlertidige ophold til de tre måneder, som også EU anbefaler. Hidtil har regeringen afvist. Blandt andet af frygt for, at det ville få flere prostituerede kvinder til at komme til Danmark. Men den frygt er ubegrundet, mener Dorit Otzen, der leder værestedet Reden og pilotprojektet ’Reden – stop kvindehandel’. Hun peger på, at man i Italien giver de handlede kvinder et år uden at se den effekt.



























