Det er kun ti år siden, Martin Kusej begyndte at instruere opera, men han har allerede haft masser af opgaver i førende operahuse i Stuttgart, Hamburg og Salzburg, hvor de i Mozartåret brugte hans ’Don Giovanni’. Fra Zürich kommer nu østrigerens nådesløst effektive ’Lady Macbeth’, og kendetegnene er de sædvanlige: Sammen med sin faste scenograf har Kusej ladet sine personer spærre inde i bur.
Dér klæder han dem af til skindet – eller i hvert fald til det skidne undertøj – i originalversionen af Sjostakovitj’ skæbneopera om en rig købmandsfrue, der i kedsomhed tager sig en plump elsker blandt gårdens arbejdere. Og ender med at dø som straffefange. I et glasbur fuldt af sko keder Katerina sig. Inden vi når til sidste akts stillads af en fangelejr, har elskeren brugt et par af stiletterne til at dræbe ægtemanden. Når en bondekone mobbes hos Kusej, klædes hun nøgen først, så brysterne slasker, og teaterkys erstattes af den ægte vare. I den nøgne symbolscenografi er fokus på det psykologiske, og når orkestret skriger, er skriget til Katerinas.
