Selvfølgelig skal kræftpatienter ikke vente så længe på behandling.
Det siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), der vil sende de praktiserende læger på efteruddannelse. En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at halvdelen af kræftpatienterne må vente over 100 dage på at komme i behandling. Bent Hansen kalder tallene tankevækkende og mener, at lægerne skal være bedre til at opdage kræften tidligere hos patienterne og dermed sætte en behandling hurtigere i gang. Ser tiden an »De praktiserende læger er ikke altid sikre på, om patienten nu har kræft. De ser tiden an og sætter måske forskellige andre behandlinger i gang først. At kunne aflæse signaler om kræft kræver derfor en opkvalificering og efteruddannelse af lægerne«, siger Bent Hansen. Derudover skal der gøres meget mere for at nedbringe ventetiderne på de enkelte sygehuse. Tallene i undersøgelsen er indsamlet fra september 2004 til august 2005, og ifølge Bent Hansen er der strammet op på ventetiderne siden. Men det skal ikke være en sovepude, siger han. »Vi skal være bedre til at fjerne flaskehalse ved at udvikle behandlingsplaner, få patienterne hurtigere ind i nogle behandlingsforløb og minimere de interne ventetider på sygehusene«, siger Bent Hansen. Frygter flaskehalse Hans frygt nu går dog mere på, at der skal dannes flaskehalse på de kræftkirurgiske afdelinger. »Når man sætter mammografiscreeninger i gang, finder man også flere, der skal igennem det operative system, som der i forvejen er pres på. Så når man i løbet af 2007 og 2008 tager imod flere patienter, uden at der samtidig er flere hænder, og man ikke kan nå at uddanne flere, ligger der en kæmpe udfordring forude«, siger Bent Hansen.




























