Indlæggelsen

Mor havde lige ringet for at vække Sandra. Det plejede hun jo, når hun havde afleveret de to små halvsøstre i vuggestue og børnehave og var landet på sit arbejde klokken syv. Men Sandra var ikke parat til at gå i skole den torsdag morgen. Havde hverken spist eller fundet noget tøj at tage på. Krumbøjet gik hun rundt i rækkehuset, smerter i maven fik hende til at græde. Hun skulle tisse, men trapperne op til toilettet på første sal virkede uoverkommelige. Sandra krøb ned i den cremefarvede sofa med fleecetæpperne. Feber havde hun vist ikke, men det var, som om fem knive havde kilet sig fast i hendes højre side. Mor havde sagt, at hun skulle blive hjemme fra skole og ringe til mormor, hvis det blev værre. Mor kunne ikke gå fra sit arbejde lige nu, det var jo den travleste tid på dagen. Sandra tastede mormors nummer, hun kunne det udenad. Mormor havde heller ikke lige tid, men Sandra skulle huske at ringe igen, hvis det blev værre. Det gjorde det. Da mor kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, lå Sandra stadig i fosterstilling. Mor blev vidst lidt forskrækket, for hun ringede straks til de små søstres far. Ham, som Sandra bedst kunne lide at tænke på som sin far. Selv om han var flyttet fra dem, var han der stadig, når de havde brug for ham. Og det havde de nu. Papfar kom hurtigt med sin bil, og mor bar hende derud. På skadestuen mente lægen, at det nok var en akut blindtarmsbetændelse, så Sandra blev indlagt på børneafdelingen til observation og fik smertestillende piller. Men lige meget hjalp det. Sandra kiggede på sin underarm, hvor der sad tre vattotter med plastre ovenpå efter blodprøverne. Hun var også blevet bedt om at tisse i et uringlas og levere en bæprøve. Det var altså klamt. Især da sygeplejersken sagde, at den lugtede fint, ja, den lugtede faktisk lige som den skulle. Klamt. Smerterne var stadigvæk så slemme, at hun næsten ikke kunne rejse sig op, da den søde sygehjælper kom ind med kartoffelmos. Sandra elskede kartoffelmos, især sådan noget fra hospitaler, fordi der ikke var kartoffelklumper i.Lidt senere kom resultaterne fra de mange prøver. De viste ingenting. Og da smerterne var forsvundet på tredjedagen, blev Sandra sendt hjem. Ingen på hospitalet kendte til hendes hverdag fordelt på flere hjem. Hun havde heller ikke fortalt dem, at der var nogen henne på skolen, der bagtalte hende, når hun ikke var der. Det havde en veninde selv fortalt. Fem dage efter udskrivelsen kom smerterne snigende igen. Da mor ringende for at huske hende på at få sin madpakke med, lå Sandra stadig i sin pyjamas på sofaen. Denne gang gjorde det kun lidt ondt, men Sandra fik alligevel lov til at blive hjemme igen. Hun krøb ind under tæppet og kiggede på de fotorammer, der stod på sofabordet. Sandra var med på de fleste af billederne. Hun kunne godt lide at blive fotograferet. Det var rart at tænke på dengang, de stadig boede sammen, alle sammen. Som på billedet der til venstre, hvor familien var på vej til fest. Sandra og de to halvsøstre havde lyserøde kjoler på og så rigtig glade ud. Især Sandra. Dengang var der ikke tre hjem at forholde sig til. Ét hos mor. Ét hos far med hans nye kæreste og hendes tre børn. Og egentlig også ét hos papfar, hvor hendes to søstre var noget af tiden. Da mor kom hjem fra arbejde den eftermiddag, lå Sandra og vred sig af smerte. Knivene i højre side huggede igen. På børneafdelingen sagde kirurgen, at det måske var blindtarmen, og at hun måske skulle opereres. Men nu ville de lige se tiden lidt an, ligesom sidst. Det var rart at ligge under den tunge, varme hospitalsdyne. Og da Sandra vågnede næste morgen, var smerterne væk. Tre dage senere blev hun udskrevet igen. Og sådan blev det ved. I de næste fire uger blev hun indlagt tre gange mere. Prøverne viste stadig ingenting, fortalte den kvindelige overlæge, da hun under Sandras fjerde indlæggelse satte sig på hendes sengekant. »Sandra, hvordan går du egentlig og har det«, spurgte hun så. Var der noget, Sandra var bange for? Ked af? Sandra kunne godt lide lægen. Hun var sød, nem at tale med. Lige sådan som en læge helst skulle være. Sandra fortalte om morgenerne, hun skulle klare alene. Om tvivlen på sin fars kærlighed. Om drillerierne henne i skolen. Overlægen spurgte, om Sandra vidste, hvad det ville sige at have stress. Sådan på den dårlige måde. Det vidste Sandra ikke rigtig, men lægen sagde, at hun godt kunne hjælpe, og at hun ville tage en snak med Sandras mor. Sandras mave og bryst føltes pludselig sådan helt let under dynen, mens overlægen talte. Hun mente, at Sandra og mor skulle have mere tid sammen. Lave noget rart sammen, alene. Det kildede i maven på den gode måde, da hun dagen efter gik ud fra hospitalets gule gang med mor i hånden, og mor så pludselig spurgte: »Skulle vi ikke tage på en krydstogt til Oslo sammen, bare dig og mig?«.