Efter i flere måneder at have begrundet sin modstand mod at mødes med 11 muslimske ambassadører med, at de krævede, at regeringen tog »retslige skridt« mod Jyllands-Postens profettegninger, justerer statsminister Anders Fogh Rasmussen nu sin forklaring. Ny stil Det skete på statsministerens ugentlige pressemøde, hvor han understregede, at rigtig oversættelse eller ej, så havde et møde med de 11 ambassadører ikke ændret en tøddel på regeringens holdning til sagen: »Så er der nogen, der har sagt, at man kunne have oversat brevet på en anden måde. Men jeg vil gerne sige, at oversættelsen af brevet er i den henseende mindre væsentlig. Ja, den er faktisk helt uvæsentlig. For selv en ikkeretslig indgriben over Jyllands-Posten er ikke mulig i vores system«, sagde han. Og fortsatte: »Vi lever ikke i et land, hvor en statsminister bare kan tage telefonen og ringe til en redaktion, hvis statsministeren er uenig i den redaktionelle linje, og så komme med en irettesættelse. Sådan fungerer det ikke i Danmark. Og sådan skal det ikke fungere i Danmark«. På de foregående pressemøder har statsministeren brugt mest tid på at forklare om de muslimske landes vrede mod Danmark. Men nu har han skiftet stil. For første gang svarede han igen på kritikken fra den hjemlige opposition, som i weekenden beskyldte regeringen for ikke at have håndteret profetsagen ordentligt. Fogh afviser interesse for ambassadørbrev Statsministeren afviste blankt at have gjort noget forkert i sagen: »Det er helt afgørende nu, at vi fra dansk side bevarer overblikket og en rolig hånd, og at vi fokuserer på det, der er vigtigt«. »Og det får mig til at sige et par ord om den hjemlige politiske debat, der nu tilsyneladende handler mere om møder og breve end om grundliggende principper og udenrigspolitiske perspektiver. Jeg siger næsten ligeud, at interessen nu næsten - før røgen fra ambassadebrandene har lagt sig - samler sig om, hvorvidt jeg som statsminister skulle have holdt et møde med en række ambassadører eller ej, og hvordan et brev er blevet håndteret«. Hvorfor fandt regeringen ikke anledning til at orientere Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om, at den danske ambassadør i Kairo allerede fire dage efter din afvisning af at mødes med de 11 ambassadører fik en kraftig advarsel fra Egypten om de konsekvenser, det kunne have? »Altså, jeg tror, at udenrigsministeren har redegjort for den information, der er givet til Udenrigspolitisk Nævn, og det må jeg henvise til. Der har fra regeringens side været tale om en håndtering af denne her sag i forhold til Udenrigspolitisk Nævn, som er fuldstændig i overensstemmelse med sædvanlig praksis«. Vidste du noget om den advarsel, som ambassadøren fik i Kairo? »Jamen, vi oplyser af principielle grunde ikke om de indberetninger, vi får rundt omkring fra«. Så du vil ikke svare på mit spørgsmål? »Det vil jeg ikke svare på, fordi det også er i overensstemmelse med fuldstændig sædvanlig praksis. Udenrigsministerens håndtering af situationen i Udenrigspolitisk Nævn er foregået fuldstændig efter de regler, der gælder. Principiel sagVille du gerne have haft en sådan information? »Jeg har ikke savnet nogen som helst oplysninger i denne her sag. Denne her sag er først og fremmest en sag af meget principiel karakter, er jeg nødt til at understrege. Det er ikke et spørgsmål om praktisk håndtering. Det er et spørgsmål om politik og principper«. Er det rigtigt - som der står i en avis i dag på forsiden - at Udenrigsministeriet på et tidspunkt anbefalede, at statsministeren tog et møde med de 11 ambassadører?

»Nej. Jeg kan sige, at der har været fuldstændig overensstemmelse mellem vurderingerne i Udenrigsministeriet og Statsministeriet i denne her sag hele vejen«. Hvis man ser bort fra den fejlinformation, som er kommet frem om, at alle 11 ambassadører deltog i et møde, hvor der kun var 8, er du så 100 procent tilfreds med den orientering, du har fået fra Udenrigsministeriet hele vejen igennem? »Jeg kan i hvert fald sige, at jeg har ikke følt, at jeg savnede nogle informationer«. Du og udenrigsministeren henviser til, at I har haft mange samtaler med ledere i mange muslimske lande. Alligevel har vi set en konflikt eskalere til voldsomme dimensioner. Hvorfor har regeringens diplomatiske indsats ikke virket bedre?

»Det har jo været en indsats, som tog sin start langt tilbage i efteråret, da vi blev opmærksomme på, at der var en kritik fra en række muslimske landes regeringer. Og det var grunden til, at jeg gjorde temaet til et væsentligt punkt i min nytårstale, og det var grunden til, at min nytårstale blev oversat til arabisk«. »Vi havde klart den opfattelse, at sagen havde fundet sin løsning. Men så udviklede den sig pludseligt. Det var, som om religiøse kredse tog over. Og vi kan i hvert fald konstatere, at der tidsmæssigt var et vist sammenfald med, at hjemlige religiøse ledere har været på rundrejse i Mellemøsten«.