Skal man give eller lade være?

En bums kommer ind i kupeen, og de sociale alarmklokker begynder at lyse rødt. Skal man give? Har man penge? Hvad gør de andre? Skal man lyve? »Og hvad hvis nu jeg kun har en 2-krone og sedler i pungen? Skal jeg så give ham 2 kroner eller bede ham få byttepenge tilbage?«. Der er meget på spil, når en tigger kommer igennem toget, og det er ikke altid lige rart. Det siger Preben Brandt, formanden for Rådet for Socialt Udstødte, der synes, man skal give tiggere, hvis man har lyst. Men som ikke selv ville give penge i S-toget. »Der er en gang imellem en, der ser så sølle ud, at jeg giver ham penge. Men normalt synes jeg, at S-toget er et dårligt sted at gøre det, og den indflydelse vil jeg gerne have. Jeg vil have et spil omkring det, hvor jeg kan sige nej på en ordentlig måde«, siger Brandt, der også har kontakt med tiggere i sin egenskab af bestyrelsesformand for hjemløseprojektet Projekt Udenfor, og som har skrevet en bog om tiggeri i historisk sammenhæng. Rivende udvikling De mange togtiggere er bare et eksempel på en branche i rivende udvikling. Fra at være en relativ sjældenhed for tyve år siden har tiggeri udviklet sig til et fænomen, mange byboere daglig skal tage stilling til. »Den form for tiggeri, hvor man går rundt og beder om at få nogle penge lidt diskret - den har vi kendt i årevis. Det der med at sidde med et skilt med påskriften 'Jeg er sulten, jeg er hjemløs, jeg har ingen penge', og så bare sidde og kigge ud med en lille skål foran sig, er et fænomen, der begyndte at brede sig for seks-syv år siden. Det kom fra udlandet, men er blevet en velintegreret del af den danske kultur«. »Den sidste form er den type tiggeri, vi normalt kun har set, når vi rejser i Sydeuropa, hvor tiggerne sidder og blotter et stort sår eller et ben, der mangler. Det er en form, der ikke har en tradition i Danmark, hvis man kan tale om en dansk kulturform for tiggeri. Sydeuropæisk kalder jeg det. Sådan en form, hvor ydmygheden og jammeren er meget fremherskende«. DemonstrativtEr det en mere kynisk måde at tigge på? »Det er en mere demonstrativ og teatralsk måde. Som jeg i øvrigt, hvis jeg sådan skulle være erhvervskonsulent, ville vurdere ikke virker særlig godt over for danskere. Det virker i hvert fald ikke på mig!«. Hvorfor er der flere tiggere i dag? »Jeg har en hypotese om, at der er en magisk grænse. Hvis der er tilstrækkelig mange, der sidder synligt og tigger, så er det lettere for den næste også at sætte sig. Den anden årsag er den tendens i samfundet, at vi er blevet mere individualister. Den der med, at vi skal udnytte situationen helt ud, og det er mig, det handler om - den smitter også af på dem, der er sat udenfor«. »Det betyder, at dem, vi ser tigge, har mere fremdrift, end man havde før i tiden. Det er i stigende grad yngre mennesker under 30-35 år, i hvert fald når vi taler om de etnisk danske tiggere. De siger også, 'Vi har brug for flere af livets goder', de er lige så meget materialister, som vi er - det kan godt være, det så er stoffer, alkohol eller sådan noget, men det er ligegyldigt: købetrangen, ikke? Men det betyder ikke, at der er færre af de etnisk danske tiggere, der får penge af det offentlige, end før i tiden«. »Ikke i nød, men i pengenød«Vil du påstå, at når unge går ud og tigger i højere grad end tidligere, så er det et tegn på iværksætterlyst? »Ja, det kunne jeg godt finde på at sige. Men jeg er ikke sikker på, at det er den slags iværksætterånd, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen vil sætte allermest pris på«. Jeg troede, der var blevet flere ekstremt fattige? »Jo, det er klart, og derfor kan de også have behov for de ekstra penge. Men det er meget sjældent, at nogen bliver lukket helt ude af bistandssystemet. For nogle år tilbage var der en tendens til, at hvis man ikke havde en fast adresse, så kunne man heller ikke få kontanthjælp. Men det sker meget sjældent i dag«. I situationen, hvor de tigger, er de så i nød? »I nød måske ikke, men i pengenød måske nok. Det er der, det teatralske kommer ind med de tiggere, man kan møde i stigende omfang i løbet af sommeren. De prøver at illustrere, at de er i nød. Det er de måske også, men generelt er dem, der sidder med et skilt, ikke i hjælpeløs nød«. Skal vi give dem penge? »Jeg vil nødig have, at nogen skal diktere, om jeg skal give penge eller ej. Man skal give penge, hvis man synes, at det er rigtigt. Ikke fordi man føler sig forpligtet til det. Hvis min medfølelse eller trang bliver vakt, når jeg møder lige dét menneske, så giver jeg måske en tier eller tyver eller for den sags skyld 2 kroner, men ikke over 20-25 kroner. Tiggeri handler om småbeløb. Spørgsmålet er: Synes jeg, at den her person er den rette for mig at give nogle penge?«. Moraliseren på andres vegnePengene går bare til bajere og stoffer ... »Det er rigtigt! Nej, det er ikke helt rigtigt, kun i 80 procent af tilfældene. Hvis man har meget imod det, så lad være at give noget. Men den løn, jeg tjener ved mit arbejde - skal jeg ikke have lov til at bruge den, som jeg vil? Vi skal ikke moralisere på andres vegne«. Man giver jo en almisse, fordi man gerne vil hjælpe. Men hjælper det nogen, hvis de bruger pengene på stoffer? »Man bliver nødt til at sige: Hjælpe til hvad? Hvis man vil hjælpe dem til at føle sig bedre tilpas. Hvis man vil hjælpe dem til at føle, at der er nogen, der anerkender dem og ser dem, så kan man sagtens hjælpe ved at give en almisse. Men hvis man vil hjælpe dem til at blive stoffri, så er det ikke den rigtige metode - men det er det heller ikke at lade være med at give penge«. Må man godt give udelukkende for sin egen skyld? »Ja, det ved gud. Man skal give, fordi man er et medmenneske, og fordi man har det godt med at være et ordentligt medmenneske. Og man skal lade være, hvis man ikke har lyst til at demonstrere det på den måde den dag«. Nogle siger, at man ikke skal give tiggere penge, men købe bladet Hus Forbi i stedet for, for så støtter man dem på den ordentlige måde. »Jeg synes, det er fint at købe Hus Forbi. Men der er jo grænser for, hvor mange numre af Hus Forbi, man kan samle på. Ingen har glæde af at ligge inde med 40 numre. Det er lidt til grin og også resursemisbrug«.