Den danske regering bliver nu kritiseret for ikke at have udvist medfølelse over for de pakistanere, som har arbejdet for at sikre den danske ambassade i Pakistan. Det sker, efter at ambassaden i sidste uge blev ramt af en terrorbombe. I Politiken i går undrede familien til den dræbte Shahid Hussain Zaidi, der var sikkerhedsvagt i et privat firma hyret af ambassaden, sig over, at familien siden ikke har hørt et ord fra det danske udenrigsministerium.
»Min søn beskyttede den danske ambassade. Og så kan de ikke engang komme og kondolere. Er det ikke bare en medmenneskelig sympatisk ting i det mindste at kondolere?«, spurgte faderen Sardar Hussain. »Vi tager det i den rækkefølge, det kommer«Klavs A. Holm, ambassadør for offentligt diplomati, hvorfor har Udenrigsministeriet ikke sendt kondolencer til de vagters familier, som har ladet livet for at beskytte danske interesser?
»Vi er meget berørte af det, der er sket. Derfor var det også noget, udenrigsministeren berørte i sin mindetale, da vi allerede dagen efter samledes rundt om flagstangen med et minuts stilhed for de sårede og pårørende. Der blev vagten faktisk også nævnt eksplicit. Men vi skal se tingene i det rette perspektiv. Vi har en ambassade, der har været udsat for et terrorangreb. Vi sender en krisestab ned for at hjælpe, og de havner bogstaveligt talt oven på murbrokker, glasskår og blod i de selv samme lokaler, hvor de har mistet to kollegaer«.
»Det er et virkelig, virkelig hårdt arbejdspres, hvor de skal tage sig af ambassadens ansatte. Derfor er det jo ikke rigtigt at sige, at vi ikke har gjort noget som helst, for vi har besøgt de sårede sikkerhedsvagter, og vi har haft mindehøjtidelighed på ambassaden, og dertil kommer også, at sikkerhedsvagterne indgår i vores overvejelser om kompensation. Vi tager det bare i den rækkefølge, det kommer«. Nu er ambassaden nået til kondolencenDu siger, at I ligger vandret for at få styr på det hele. Har I undervurderet omfanget af terrorbomben?
»Nu er vi jo altså nået til at arrangere den her kondolence til vagtens familie, som vil blive overbragt personligt, hvis det er muligt. Det er selvfølgelig beklageligt, at det først sker nu, men vi kunne ikke gøre det hurtigere«. Pas på omvendt klogskab
Men det er vel rimeligt vigtigt. Burde I så ikke have sendt flere ned for at hjælpe?
»Det kan du sige. Men pas nu på, at det ikke ender med omvendt klogskab. Det nytter jo heller ikke noget, at vi sender mange folk ud til en usikker situation. Da vi sender krisefolk af sted i sidste uge, da ved vi ikke, om det overhovedet er muligt at arbejde dernede. Vi sender en ret voldsom styrke af sted fra starten. Den består af ti personer, så jeg vil ikke sige, at vi har undervurderet situationen«. Det er bare, fordi du siger, at I har været under et voldsomt arbejdspres?
»Nej, det sagde jeg ikke. Jeg sagde, at vi kom under et voldsomt arbejdspres lige fra den første dag derude og ligesom måtte tage det vigtigste først: sikkerheden, bygningen og opretholdelsen af kontakten med sikkerhedsmyndighederne. Samtidig var der et kæmpearbejde med at tage hånd om vores ansatte, som er rystede derude. Det lægger beslag på virkelig mange ressourcer. Men nu når vi så til kondolencerne«. Glade for at kunne holde sammen på arbejdsplads
Du er selv ambassadør for offentligt diplomati. En kæmpesatsning, der skal sikre Danmark bedre omtale i de lande, hvor vi er upopulære. Er det her så ikke et selvmål, at man ikke – specielt i Pakistan – kondolerer over for de folk, der lader livet for os?
»Du får det til at lyde, som om vi ikke har kondoleret. Selvfølgelig har vi taget os af vores egne ansatte, så har vi besøgt de sårede vagter, og de bliver omtalt i selve mindehøjtideligheden med udenrigsministeren, så det er jo ikke sådan, at vi ikke har gjort noget, men i en situation, hvor folk bliver dybt berørt, vil man altid kunne finde nogen, som gerne ville have haft, at det var blevet gjort anderledes«. Så pakistanerne må bare være mere tålmodige?
»Man skal passe på med at slutte bagud og sige, at vi skulle have gjort alle mulige ting. Vi skal være glade for, at det i første fase kunne lade sig gøre overhovedet at holde sammen på en arbejdsplads, som er blevet så hårdt ramt både fysisk og psykisk. Og det har vi altså prioriteret først«.
