Krydstogtet

Sandras øjne ville bare ikke blive tunge. Det kildede for meget i maven, på den gode måde. I den lille kahyt på Oslobåden lå hun og lyttede til lyden af skibets motor og sin mors tunge åndedrag. Det var skønt at sove i samme rum. Have hende helt for sig selv. Og i morgen skulle det blive endnu bedre, for så var det mors fødselsdag. Hvad mon mor ville sige til overraskelsen? Sandra havde mobiliseret alt sit mod, da hun tidligere på dagen listede sig ned i bådens børnediskotek og spurgte, om de ville hjælpe hende med at lave noget sjovt for hendes mor. De havde sagt ja. Det havde været sværere at vælge gaven. Nede i kiosken havde hun stået med flere forskellige bluser i hænderne. Hvilken ville mor blive mest glad for? Den ferskenfarvede eller den lyseblå T-shirt med krydstogtlogoet på? Sandra valgte den ferskenfarvede. To styks. En i medium til mor. Og en small til hende selv. Sandra havde god tid, for hun havde sagt til mor, at hun bare skulle gå i seng. Selv var hun gået videre over i smykkebutikken. Her var hun ikke i tvivl. Det skulle være den brede sølvring med similistenene. For mor var sej. Ikke som de andre mødre. En af venindernes mor var rigtig strid og satte drengene til at slå græs, hvis de kom på besøg. Andre mødre blandede sig hele tiden, når man sad på værelset og ville være alene. De sagde også nogle vildt pinlige ting nogle gange. Mor kunne også godt være ret pinlig. For eksempel når hun grinende dansede numsedans lige foran vinduet ud til stien. Come on, mor. Sandra kunne næsten ikke lade være med at fnise, når hun tænkte på det, her i køjen. Hun trak tæppet med lagenet op omkring sig og faldt i søvn. Næste morgen blev mor rigtig glad for ringen, men T-shirten var vist lidt for lille, for mor leverede den tilbage. Da Sandra senere på dagen tog mors hånd for at føre hende ned i skibets børnediskotek, kunne hun mærke den nye ring. Det var rart, at mor havde den på. Indenfor i diskoteket stod børnene i en cirkel om dansegulvet og klappede. Mor fik en børnecocktail. Da Britney Spears-sangen blev sat på, sprang Sandra alene ud på dansegulvet og dansede den dans, hun havde øvet sig på så mange gange derhjemme. Mor havde helt våde øjne, da hun sad på en af børnetaburetterne og nippede af sodavandsdrinken med sugerør og frugtstykker på kanten af glasset. Sandra gav sig 110 procent. Mor plejede altid at sige, at man senere ville ærgre sig, hvis man kun gjorde ting 50 procent og ikke 110 procent. Så var det bedre at lade være. Sandra havde gået til dans i seks år og trænede hver dag. Hjemme på værelset havde hun et glasskab med medaljer. Flere af dem stod der ’Danmarksmesterskabet’ på. Mor rejste sig og klappede, mens hun gik ud på dansegulvet til Sandra, der stod forpustet og bukkede for sit publikum. Sandra fik et kæmpe kram. Mor hviskede hende i øret, at det allerede var den fedeste fødselsdag, hun nogensinde havde haft. Hun sagde ikke noget til, at Sandra havde mascara og eyeliner på. Deres aftale lød ellers på, at Sandra først måtte gå med sminke efter sin konfirmation. Mange af veninderne havde længe gået med både øjenskygge, eyeliner og ’massakre’ henne i skole. For et par uger siden havde hun fået en sms fra en veninde om, at hun ikke ville være venner med Sandra mere. Sandra havde jo bare sagt, at mor mente, at veninden gik med alt for meget sort om øjnene. Men det var åbenbart for meget. Et venskab var blevet forvandlet til en byge af onde ord mod Sandra i frikvartererne: »So. Svin. Bitch«. Heldigvis havde hun da to andre veninder ovre på skolen. To, Sandra kunne stole på, og de sagde, at hun bare skulle glemme det. Det var svært. Men lige nu ville hun ikke tænke på det. Hun ville bare nyde dagen. Og at de var et team – de to. Hende og mor.