Med flere dages forsinkelse gik betjente i Århus fredag i gang med at undersøge et livsfarligt overfald, som skete søndag eftermiddag på en parkeringsplads ved Karetmagertoften i Højbjerg. Det 26-årige offer blev stukket med en spids genstand i tindingen og blev kørt på hospitalet. Det skete i et privat køretøj og ikke en ambulance. - Der skete et kiks med hensyn til at underrette politiet. Hvis han var blevet kørt i ambulance, havde vi sandsynligvis hørt om det. Nu er vi bagud på point, men forhører os i området, siger vagtchef Dan Homann fra Østjyllands Politi i Århus fredag aften. Ung mand eftersøges Efter udskrivelsen fredag anmeldte manden sagen til politiet, som derefter gik i gang med at undersøge gerningsstedet, ligesom hunde blev brugt i forsøget på at finde våbnet. Gerningsmanden er en mand med sydlandsk udseende. Han er cirka 18 år, kronraget og med et to-tre centimeter langt fipskæg på hagen.
Han talte dansk med lidt accent. Manden var iført mørke joggingbukser, mørk bluse med hætte og formentlig en jakke. Han kørte væk på en lyserød scooter med sort sæde.




























