Telefonrøret føltes pludselig så tungt mellem Sandras fingre. Det var, som om hele hånden og resten af armen blev for slap til at holde det, efterhånden som fars ord susede ind i hendes ører.
»Løgner, grådig, sindssyg« var nogle af dem, men hun havde svært ved at holde sammen på hans sætninger. Noget med, at fars kærestes datter havde en pung med 475 kr., og nu var pengene væk. At Sandra havde stjålet dem, og at det nu var på tide at indrømme det, for han havde selv læst i Sandras dagbog, at hun før havde opkrævet penge af den lille pige. Men de havde jo bare leget loppemarked og købt hinandens ting for sjov. De havde jo slet ikke leget med rigtige penge. Og de 475 kr. vidste Sandra altså ikke noget om. Papsøsteren var jo kun otte år. Måske havde hun tabt dem? Sandra ville gerne sige alle disse ting, men det var vist kun bittesmå brudstykker, der kom ud af hendes mund. Det meste af tiden var hun bare stille, mens ordene flød i den anden ende af røret. Mor kom ind i stuen for at skrue ned for tv’et, så Sandra bedre kunne høre, hvad der blev sagt. Men det var ikke nødvendigt. Sandra krummede den ene hånd sammen om sin græsgrønne T-shirt, dér hvor stoffet ramte maven. Den anden hånd prøvede hun at knuge om røret, så hun ikke skulle tabe det. Men hun kunne ikke holde fast, da mor kom og tog telefonen ud af hånden på hende og lagde på. Så blev det helt sort. Hvor kunne hun dog gøre det? Hvad ville far nu ikke tænke om hende? Tårer piblede ned over Sandras ansigt, mens hun krummede sig sammen på sofaen. Hvor kunne mor dog gøre det? Én ting var Sandra bare sikker på nu. Hun ville ikke op til far igen. Aldrig mere, lød det inde i hendes hoved, igen og igen, indtil hun faldt i søvn. Den næste morgen tastede Sandra hans nummer. Heldigvis tog telefonsvareren imod, og beskeden til den var, at hun ikke ville op til far igen. Aldrig mere. For sådan kunne man ikke tale til sin datter. Ikke hvis man elskede hende. Sandra lagde røret på og slukkede sin mobil, så mor kunne gemme den væk. Ventetiden blev ved. Hvad ville han gøre? Var han blevet rigtig gal nu? Ville han komme og hente hende? Som han havde gjort dengang i skolen, hvor hun ikke var dukket op hos ham, og han insisterede på, at hun skulle med? Eller som dengang, da hun sad hjemme på værelset og hørte Britney Spears sammen med Naja og Frederikke, og far pludselig ringede på. Dengang nåede hun ikke at få rent tøj og tandbørsten med, fordi de skulle af sted inden myldretiden. Men denne gang kom han ikke. I stedet kom et brev. Ugen efter, en morgen lige inden hun skulle ud ad døren og i skole. Far accepterede hendes valg, hun var jo en stor pige nu, der selv måtte bestemme. Men han ville blive ved med at elske hende, som kun en far kan elske sin datter. Hvis hun en dag ville genoptage kontakten, ville hun være velkommen. Hvis ikke, håbede han, at hun blev glad for sit valg. Men han ville ikke undskylde sine ord i telefonen. Han havde været nødt til at sætte hende på plads, for hendes egen skyld. Sandras hjerte dunkede hårdt, mens hun ringede til mor og mormor for at fortælle, at han gav op. Brevet lå på spisebordet. Egentlig havde hun mest lyst til at smide det ud, men mor havde sagt i telefonen, at hun skulle lægge det ned i sin æske med ’Sandra-ting’. I hvert fald skulle hun gemme det, syntes mor. Livet kunne jo se anderledes ud, engang.
