Nu sad hun der på bænken på togperronen, og batteriet på mobilen var løbet tør.

Mor havde ikke lige fået husket Sandra på at lade det op, da hun ringede fra sit arbejde i morges for at vække hende. Sandra slukkede telefonen og håbede, at der om lidt ville være strøm nok til at ringe op til far. Han holdt jo på stationen 50 kilometer væk og ventede på hende. Men toget kørte ikke længere på grund af snestormen. Sandra havde sat sig på perronen for at vente. Ja, på hvad? Hun var jo alene. Den 10-årige pige prøvede at koncentrere sig om at finde en udvej, men det var, som om tankerne bare ikke ville blive inde i hendes hoved og lagre sig i en logisk rækkefølge. Bænken under hende bed af kulde. Skibukserne havde hun glemt ovre på skolen. Det var bare så svært at huske det hele. At have alt med, hver gang hun skulle på besøg hos far eller hjem igen til mor. Perronen var mørk og stille. Kun den fygende sne lyste op og gav lidt lyd. Sandra håbede bare på snart at se lygterne fra et tog et sted derude. Det var første gang, Sandra skulle på weekend hos far det nye sted. Hele dagen havde hun været lidt bange for, om sommerfuglene i maven skulle ende som mavepine, mens hun tænkte på, om hun nu selv kunne finde vejen derop. Far var lige flyttet sammen med en ny kæreste, og Sandra skulle møde hende for første gang. Hvordan mon hun skulle opføre sig? Skulle hun virke stille eller snakkende? Sjov eller alvorlig? Og hvad med de tre små børn, som fars kæreste havde med? Hvordan ville de mon have, at hun skulle være over for dem? Sandra forsøgte at tænde mobilen igen. Yes! Hun kunne lige nå at lægge en hæsblæsende besked. Mon han nu blev rigtig sur? Sådan rigtig gal, som han nogle gange blev? Eller ville han denne gang godt kunne se, at det altså ikke var Sandras skyld? De havde ikke boet sammen, siden Sandra var baby. Forældrene blev skilt, og så langt Sandra kunne huske tilbage, havde hun besøgt sin far hver anden weekend. Dengang han stadig havde sin tidligere kæreste, havde det været lidt lettere at være på besøg. Hun var nemlig rigtig sød. Men nu var hun væk, ude af billedet. Det gav et sæt i Sandra, da en skrattende mandestemme annoncerede i højtaleren, at et tog ville komme forbi om lidt og forsøge at forcere det hvide landskab. Far var egentlig ikke vred, da hun satte sig ind i bilen. Oppe i hans nye hus skyndte Sandra sig ind for at skifte til noget tørt tøj. Det tog lidt tid at finde det, for alle hendes ting lå stadig i uåbnede papkasser. Kun sengen stod det rigtige sted. Sandra havde mest lyst til bare at lægge sig ned og lukke øjnene. Hun var træt efter turen og en dum skoledag. En af veninderne havde givet Sandra et møgfald over, at hun ikke kunne komme til hendes fødselsdag i morgen. Men det var da ikke Sandras skyld, at hun skulle være hos far i de ulige weekender. Han boede alt for langt væk til at det kunne lade sig gøre at komme med. Og de skulle jo også lave noget sammen. Ikke kun Sandra og far, men dem alle sammen. Hun ville ellers gerne have haft lidt tid alene med far. Det havde hun sendt ham en sms for at sige. Havde spurgt, om de ikke kunne lave noget i løbet af weekenden. Bare de to. Gå i biografen. Eller tage på cafe og snakke. Men det kunne ikke lade sig gøre. Nu var Sandra ikke længere hans eneste barn. Nu var kærestens børn også hans, og han ville ikke forskelsbehandle dem, havde han skrevet. Sandra rejste sig fra sengen og gik ned i stuen, hvor de tre andre børn stadig var oppe og så fjernsyn. Sandra satte sig ind til dem for ikke at virke uhøflig. Efter en tegnefilm ville den mindste skifte kanal. Børnene begyndte at slås om fjernbetjeningen. Sandra bad om at få den. Nu. Hun var trods alt den ældste og følte sig nødsaget til at gribe ind, så ingen af dem larmede for meget. Hun rakte ud efter fjernbetjeningen i det øjeblik, fars nye kæreste kom ind for at se, hvad der foregik. Kæresten sagde ingenting, men gik tilbage til køkkenet for at bede far om at gribe ind. Sandra fik lidt ondt i maven, da far kom ind i stuen. Nogle gange var det svært at se, hvornår han var virkelig vred, og hvornår han bare var lidt vred. Selv når han var glad, talte han hårdt, følte Sandra. Sandra vidste ikke helt, hvorfor hun var så bange for ham. Han havde jo aldrig slået hende. Aldrig nogensinde. Mon han egentlig elsker mig?, tænkte Sandra, da hun lagde sig ind i den nye seng. Under dynen tastede hun hurtigt en sms til en af veninderne. »Glæder mig til at komme hjem. Er som en gæst her. Skal vi ses søndag aften?«.