Dansk Folkeparti vil ikke være med til at indføre bompenge for bilister, som skal ind og ud af København.
Det siger partiets trafikordfører, Kim Christiansen, efter at 16 hovedstadskommuner i dag i Berlingske Tidende har ytret ønske om at indføre en afgift på 25 kroner i myldretiden og 10 kroner i de øvrige dagtimer med henblik på at komme de store trafikale problemer til livs. » I vores øjne er der tale om en ekstra skat til bilisterne, og det går vi ikke ind for. Vi har i forvejen de højeste bilafgifter i Europa, og derfor skal bilisterne ikke betale yderligere«, siger Kim Christiansen. DF vil bruge gulerod I følge Kim Christiansen skal der i stedes investeres i en bedre kollektiv trafik. For Kim Christensen er overbevist om, at forbedres den kollektive trafik, så vil flere bilister også benytte sig af det. »Til efteråret skal vi udarbejde den store investeringsplan for infrastrukturen i Danmark, og i den forbindelse er det vigtigt, at der bliver afsat penge til en forbedring af den kollektive trafik. For vi er jo ret beset enige om målet – nemlig, at vi skal have færre biler, men det kan ske på to måder: Enten skræmmer man bilisterne med afgifter, eller også giver man pendlerne bedre forhold i den kollektive trafik. Og vi er tilhængere af det sidste«, siger Kim Christiansen. Letbaner er dyre Han peger på, at der skal laves forbedrede parkeringsforhold ved indfaldsvejene, og at der skal etableres enten letbaner eller pendlerbusser, så folk kan komme nemt ind til byen. »Det er jo frygtelig dyrt med letbaner, så måske skal man satse på busser i første omgang«, siger han. Men det er jo netop for at skaffe penge til en forbedret kollektiv trafik, at de 16 kommuner har foreslået det her. Er det ikke en god idé? »Nej, for det er jo ikke bilisterne, der skal betale for en forbedret kollektiv trafik. Det er brugerne af en kollektiv trafik«, siger Kim Christiansen.




























