Familien Vestergaard har passet ældre i tre generationer

Tilsammen har de 101 års erfaring fra plejesektoren. I tre generationer har kvinderne i familien Vesselgaard fra Sorgenfri valgt samme levevej. Som ansatte på plejehjem, i hjemmeplejen eller på genoptræningsafsnit. Samtidig har den mellemste generation, Henriette Vesselgaard, giftet sig med Kim Vesselgaard, der også er hjemmehjælper. Ligesom hans søster, Betina, og hans mor, Tove, også er uddannet fra social- og sundhedsskolen. Til familiefesterne går snakken om lønforhold, tidstyranni, og ’kan du huske, hvordan det var engang?’.
Fra fire timer til tre kvarter om dagen Henriette Vesselgaards mor, 62-årige Gunni Madsen, kan godt huske dengang. Hun erindrer, hvordan hun for år tilbage var hos en borger fire timer om dagen, hvor man i dag kun har tre kvarter. »Dengang var det jo godt at være hjemmehjælper. Især for de gamle. De fik meget mere tid, mens det i dag er frygtelig stresset«, siger hun. »Tidligere fik man bare et tidsrum til at besøge en borger. Nu er det hele delt ud. En halv time til sengebad, fem minutter til at vaske op og ti minutter til at lave morgenmad. Ingen tid til at være menneske for et andet menneske«, bryder Betina ind, da politiken.dk møder de seks med mere end 100 års plejeerfaring. »Men de kan skrive det antal minutter, de vil. Hvis ikke det er det, borgeren har brug for, når vi kommer ud, så må minutter være minutter. Så gør vi, som vi vil«, tilføjer Henriette. »Vi kan ikke gøre det så godt, som vi gerne vil« Der er sjældent mere end et sekunds ro, når de fem kvinder og den ene mand diskuterer deres hverv. Dømt ud fra forsamlingen på tiende sal af en betonklods nær Virum er snakkegenet nødvendigt for at arbejde i plejesektoren. Ligesom kulsort kaffe vist også er det. De taler om, hvad der venter de mange mennesker, der for tiden søger ind på social- og sundhedsskolerne. To ud af tre skoler må afvise kvalificerede ansøgere på grund af pladsmangel, viser en rundspørge fra FOA. Det er langtfra optimale arbejdsvilkår, der venter de nye plejere, er de seks personer i lejligheden enige om: »Hele tiden løber vi ind i at føle, at vi har svigtet borgeren, fordi vi ikke kan levere den standard, vi gerne vil. De skal nok få tøj på og mad og alt det der, og ingen ligger i sølet. Men vi kan ikke gøre det så godt, som vi gerne vil«, siger Kim og ryster på hovedet. »Den menneskelige del er gået væk«, supplerer Betina. »Men jeg vil altså alligevel sige, at jeg har været glad for mine år i hjemmeplejen og på plejehjem. Hvis jeg skulle vælge uddannelse i dag, ville jeg stadig vælge den«, afbryder Tove, der stoppede med at arbejde for et par år siden. »De ser frem til, at vi kommer« Og det sporer samtalen ind på, at arbejdet trods den sparsomme tid til opgaverne giver en særlig glæde: »De fleste er virkelig taknemmelige. De ser frem til, at vi kommer, og de er glade for vores besøg«, siger Tove. »Drivkraften er, at man via sin hjælp kan bidrage med noget, der gør borgernes verden bedre«, funderer Henriette. Tredje generation vælger samme vej Det er blandt andet de positive erfaringer, der har fået den tredje generation i familien Vesselgaard til at vælge samme vej. Henriettes 20-årige datter, Kim Beatrix, er lige blevet optaget på hjælperuddannelsen efter at have hørt på »en masse ævl og kævl« om jobbet: »Det er da blandt andet for at gøre en forskel«, siger Kim Beatrix. Men ligesom de seks personer i lejligheden gerne ville have mere tid til opgaverne, ville lidt mere i lønposen heller ikke skade: »Vi er jo ikke ligefrem blevet hjemmehjælpere for at blive rige«, siger Henriette. »Nej, så havde jeg nok valgt at blive minister«, griner Gunni.