Det begyndte med et akvarium - længe inden Stiig Markager uddannede sig til biolog. Som dreng havde han en legekammerat, der fik et akvarium. Sådan et måtte Stiig også have, og sådan blev det. Interessen udviklede sig, og som 12-13-årig havde knægten værelset fuld af liv. Planter og fisk levede i hans akvarier, og hver dag efter skoletid skyndte han sig hjem for at se, hvordan livet udspillede sig. Om nogle planter var vokset i løbet af dagen. Om nogle af fiskene havde ynglet. Og om nogle var døde. »Det fascinerede mig at se ting vokse og forandre sig. Når du kommer hjem til akvarierne om eftermiddagen, er det ikke det samme som om morgenen. Der er sket forandringer. Fisk får unger, planter vokser, de rådner, nogle fisk dør. Man skulle hele tiden arbejde med at få planter og dyr til at trives«, fortæller Stiig Markager, der nu arbejder som seniorforsker på Danmarks Miljøundersøgelsers afdeling for Marin Økologi. Livet og døden i havet Det var disse akvarier, der lagde grundstenen til Stiig Markagers interesse for livet i havet, der - sammen med døden i havet, kunne man tilføje - er kernen i hans projekt på Galathea3-ekspeditionen. Sammen med en række kolleger skal Stiig Markager undersøge det, han kalder, 'havets jord'. Det vil sige de rester af planter, der ender som opløst organisk stof på bunden af havene og i havene. Vi kender 'havets jord' som det stof, der farver vandet i skovsøen mørkt. Med særligt konstruerede 'vandhentere' vil forskerne samle vand op fra forskellige dybder. Så vil de sende lys igennem for at se, hvor meget lyset svækkes af det organiske stof i vandet. Det kan give svaret på mængden af organisk stof ifølge en teknik, som Stiig Markager og hans kolleger har udviklet. Dernæst vil forskerne undersøge, hvilke komponenter der er i det organiske stof. Modvirker klimaforandringer Formålet med undersøgelsen er at få bedre viden om omsætningen af kulstof på planeten Jorden. 97 procent af alt kulstof i havet er bundet i det opløste organiske stof, der altså er de planterester, der ikke bliver nedbrudt og forsvinder helt. Stiig Markager forklarer: »Vi har på Jorden det problem, at vi tilfører CO2 (kulstof, red.) til atmosfæren, når vi afbrænder kul og olie, og det ændrer klimaet på Jorden. Det, der modvirker processen, er, at CO2 optages i planter på land og i vand. Når planterne så dør, bliver det meste af dem nedbrudt, og dermed bliver kulstoffet frigivet til atmosfæren igen. Det interessante er så, at en del af planten ikke bliver nedbrudt, når den dør. Den fortsætter som opløst organisk stof i havet og binder på den måde en del af kulstoffet fra atmosfæren og modvirker dermed klimaforandringer«. Hvorfor nedbrydes de ikke? Derfor vil Stiig Markager og hans kolleger gerne have svar på, hvorfor hele planten ikke bliver nedbrudt, og hvad der bestemmer, hvor stor en del af planten, der nedbrydes og hvorfor. Og det vil de undersøge ved at beskrive, hvor meget opløst organisk stof, der er i havet forskellige steder på Jorden - projektet er med på hele Vædderens rute. Forskernes viden og resultater fra undersøgelserne kommer til at indgå i de modeller, der laves over Jordens kulstofkredsløb. »Og det er de modeller, der lægger til grund for verdens klimaaftaler og dermed lægger grund for fremtidige indgreb over for udledningen af CO2«, understreger Stiig Markager.