Forsvarer: Æresdrab var et uheld

Velkommen til X-købing. En provinsby i Danmark og hjemstavn for den statelige Gunnar Andersen. Han er en holden mand, hvis 18-årige datter Gitte en dag forsvinder - politiet siger, hun har det godt, men ikke ønsker kontakt med familien. Sladderen går - har familien ikke opdraget deres datter ordentligt? Det er pinligt, logebrødrene vil ikke rigtig se Gunnar i øjnene længere. Tyk symbolik i procedure Samtidig er det uhyggeligt, for hvem er denne Erik, hun skulle være forsvundet med? Nogle siger, han er en sortsmudsket araber, og at de da vist bor ganske tæt på Istedgade i København - måske vil han gøre hende til prostitueret. Gittes bror Anders vil finde de to unge, så de kan få et ordentligt bryllup. Men han er lidt beklemt ved at skulle møde Erik - måske er han en stor og stærk fyr. Så Anders køber en pistol. Symbolikken er åbenlys i advokat Bjørn Elmquists procedure i Østre Landsret, hvor sagen om drabet på Ghazala Khan i Slagelse kører. Erik er den danske version af Emal. Gitte er Ghazala, hvis bror og far slet ikke reagerede så unormalt, da hun i september løb hjemmefra med en ukendt mand. Bevisbyrden halter Det mener Bjørn Elmquist i hvert fald. Og som forsvarer for Ghazalas bror, der trykkede på aftrækkeren i den vestsjællandske by, skal han overbevise nævningene om, at drabet ikke var en planlagt henrettelse, men uheldige skud affyret i nødværge. Anklager Jørgen Jensen sagde i sin procedure i går, at handlingen var udansk. At det var svært at forestille sig i Danmark år 2006, at en far ville udstede en dødsdom over sin datter. Men at denne familie havde taget sine pakistanske traditioner med sig fra landsbyen i hjemlandet - herunder æresbegrebet. Men det er vel forhåbentlig ikke udansk at kere sig om sin familie, argumenterer Bjørn Elmquist. Det er vel ikke udansk at søge efter en bortløben datter, hvis man er bekymret for hende. »Skød ikke for at dræbe« Men når man begynder at søge, suser sladderen igennem samfundet. »Rygter går i gang, og de bliver senere brugt og faktisk misbrugt af politiet og anklagemyndigheden«, siger forsvareren. Kroppen vipper frem og tilbage over pulten. Han hæver og sænker stemmen som en præst i kirken. »Dét er anklagerens fødekæde af beviser: Rygter på rygter på rygter i fjerde eller femte led. Det er ikke særlig betryggende og slet ikke tilstrækkeligt til domfældelse«. For faktisk skød broren ikke for at dræbe, procederer Bjørn Elmquist. Som flere vidner ellers siger. Han skød, fordi det unge par ikke ville komme med ham og blive forsonet. Et klammeri opstod, Emal sparkede ud efter broren, og så skød han. Øjenvidner og fotos Men øjenvidnerne, hvad med dem? Og billedet taget med et mobilkamera, der viser broren stående med strakte arme, to hænder om pistolen, pegende med mundingen mod sin søster, der ligger på jorden, mens hendes mand, Emal, sidder på knæ ved hendes side - hvad med det? »Øjenvidneberetningerne stritter i hver sin retning. Det ligner spin og spekulationer, alt det her«, siger Bjørn Elmquist. Det er ikke påvist, at broren havde fået instruktioner om at dræbe sin søster, mener advokaten. Lyver som en hest Det gør hans kollega Harry Tschernja også. Anklagerne har måske bevist, at de ni tiltalte eftersøgte Ghazala og Emal. Men de har fejlet i at bevise formålet, mener advokaten. For familien kunne lige så godt have ønsket Ghazala hjem til en forsoning, ønsket at holde bryllup for de to unge, ønsket at sende Ghazala til Pakistan eller ønsket at give Emal tæsk, som nogle rygter sagde. Harry Tschernja er forsvarer for Ghazalas farbror, der blev set i Ringsted den dag, det unge par skulle mødes med Ghazalas tante. Den dag, de måtte flygte fra mødestedet, fordi Emal anede uråd og senere måtte suse i taxa til Slagelse, hvor de blev indhentet af kuglerne fra brorens pistol. Farbrorens mobiltelefon er blevet registreret på en mast i Ringsted, men han vidste ikke noget om mødet. Det har han selv erklæret. Derimod havde han kørt en kunde fra København til en bilauktion i Ringsted - en auktion, der godt nok ikke blev afholdt den dag. Så punkterede han og blev nødt til at blive noget tid i byen og skifte hjul. Og taxaradioen var i stykker og var gået ud i flere timer. Og godt nok ringede han til Ghazalas brors mobiltelefon ét minut før drabet, men de talte ikke om Ghazala, men om en bil, broren skulle have kørt på værksted. Sådan har farbroren forklaret. »Det kan være, anklagemyndigheden har ret i, at min klient lyver som en hest. Jeg er ligeglad, det er anklagemyndigheden, der skal bevise det her«, siger forsvareren. Tankeeksperiment Hans pegefinger stritter frem og tilbage i luften foran nævningene, hver gang han når en pointe. Og så inviterer han de tolv i nævningetinget med på et tankeeksperiment: For hvad hvis anklagerne har ret i hvert et punkt i denne sag. Hvad hvis de har ret i, at de tiltalte jagtede parret, at de holdt vagt ude foran de unges skjulested, at de brugte tanten som lokkedue for at få Ghazala og Emal ud af deres skjul. Hvad nu, hvis anklagerne har ret i alt dette, men tager fejl, når de antager, Ghazala skulle dræbes? »Måske er det allermest spændende i denne sag ...«, siger advokaten og holder en kunstpause. »Måske er det mest spændende Emals allerførste forklaring fra dengang, han var indlagt på hospitalet. Han forklarer, at broren kom løbende på banegårdspladsen. Han råbte, at de skulle stoppe, men det ville de ikke. I det samme tog broren en pistol frem og skød uden varsel«. Forsvarerens pegefinger er stoppet stift i luften. »Giv mig et logisk svar på, at broren siger: »I skal komme med mig«, hvis formålet var at dræbe«.