»Ingen skal lægge hænder på slægtens piger«

Ikke lang tid før, at nyheden om drabet på en 18-årig kvinde bliver kendt i offentligheden, træder en firskåren dansk-pakistansk mand ind ad døren til sin kiosk et sted i København. Han hilser rundt i lokalet. Her sidder et par pakistanske mænd og hænger ud, blandt andet hans importør af tyske øl, der ligesom de andre får et »goddag« med på vejen. »Arbejdet er udført« Til sin irritation får kioskejeren ikke nogen hilsen retur - og da han senere prikker lidt til ølimportøren og spørger, om alt er okay, er der heller ikke den mindste reaktion. Bare et par gloende, berusede øjne. Men så, som ud af ingenting, meddeler importøren: »Arbejdet er udført«. Anklager Jørgen Jensen kigger på kioskejeren. Det samme gør de ni tiltalte i sagen om den 18-årige dræbte Ghazala. En af dem er ølimportøren - broren til Ghazalas tante - der følger med i kioskejerens vidneforklaring på retssagens 10. dag i Østre Landsret. Tilbagelænet og med stiv nakke. Møde i familien Kioskejeren er en af anklagerteamets tungeste vidner. I detaljer fortæller han om alt det, ølimportøren angiveligt har betroet ham, og på den måde kommer der navne, steder og oplysninger frem, som - set med et par anklagerøjne - er af helt afgørende betydning for sagen: At der blev holdt en sammenkomst i Ghazalas familie, hvor drabet på hende og hendes mand blev planlagt. At familien efter drabet ønskede at fuldende arbejdet og derfor på flere forskellige hospitaler ledte efter Ghazalas sårede mand. Og endelig: At det hele var et spørgsmål om slægtens ære. »Jeg kan ikke vise mit ansigt over for andre«, havde Ghazalas far sagt til familiesammenkomsten, hvor han ifølge kioskejeren havde beordret de andre familiemedlemmer til at »gå ud og gøre et eller andet«. Ingen tilgivelse »Betyder det, at den unge mand skulle slås ihjel?«, vil Jørgen Jensen vide. »Sådan opfattede jeg det«, fortæller kioskejeren, der havde spurgt importøren om familien dog ikke kunne tilgive datteren. »Han svarede: »Nej det kan vi ikke. Ingen skal lægge hænder på slægtens piger. Det skal tjene som en advarsel«, fortæller kioskejeren. Den eftermiddag, hvor ølimportøren beruset hang ud i kiosken, havde kioskejeren imidlertid blot troet, at hans bekendte mest af alt var fuld af løgn, da han havde gentaget sine ord: »Arbejdet er fuldført. Det er færdigt«. »Pludselig bliver der helt stille. Jeg siger: »Hvad er det, der er sket?««, fortæller kioskejeren og fortsætter: »Han sagde: »Det som er sket, er sket i Slagelse. Det kan du se i fjernsynet««. Senere, da kioskejeren i medierne havde hørt om drabet på familiens datter og drabsforsøget på hendes mand, stødte han på importen og fik den fulde historie: Ved hjælp af en kvindelig meddeler, havde importøren og hans fætter - den unge piges bror - fundet frem til parret. Broren var uerfaren med våben, og derfor havde importøren instrueret ham i, hvordan han skulle sigte efter hjertet. Ghazalas mand overlevede imidlertid skuddene, og derfor ledte familien nu ihærdigt efter det hospital, hvor han lå indlagt. »Det er Guds vilje« Kioskejeren havde afvist at hjælpe med eftersøgningen, »det er Guds vilje, at den person er overlevet«, havde han sagt. Jørgen Jensen kigger igen på ham. Til slut vil han vide, om nogen monstro har blandet sig i, hvad kioskejeren skulle sige i dag i retten. Og ja, det er der, fortæller han. En ven af importøren har truet ham og sagt, han skulle komme med en anden forklaring, end den han tidligere har givet politiet. Øjensynligt valgte kioskmanden ikke at parere ordre.