En slange i min lejlighed

Klokken er hen ad halv et natten til tirsdag. Børnene har sovet trygt og godt i flere timer. Selv har jeg siddet lige så trygt og godt i min sofa og levet mig ind i denne aftens kriser hos Nikolaj og Julie - optaget på video. Nu er det sengetid. Troede jeg. Det viser sig, at høj musik fra en af nabolejlighederne ikke bliver denne nattesøvns værste fjende. På vej ud på badeværelset strejfer jeg noget med mine bare fødder. Noget, som er varmt og blødt. Og levende. Hårene rejser sig. Hvad fanden var det? Det bevægede sig. Det er jeg helt sikker på. Uf. Angstens sved pibler frem Skal jeg tænde lyset? Bliver kræet, hvad det så end er for et, så bange og forsvinder? Ind i værelset, hvor pigerne sover? Ind i stuen? Angstens sved pibler frem. Jeg løber ud i køkkenet. Tænder lyset. Og så ser jeg den. Slangen. Sort og gul mønstret. Som snor sig selvsikkert omkring i min entré. Lidt ind under gulvtæppet, og så ud igen. Ind under de skæve træpaneler, hvor der er god plads. Kan den mon komme videre ind til soveværelset? Hvad mon der sker, hvis man slår den? Hvæser den så? Eller bider?« Panikken lurer. Men det duer ikke. Har trods alt to sovende piger, som ikke kan bruge en panikslagen mor til ret meget. »Rolig nu. Den er sikkert ufarlig«, messer jeg til mig selv, mens jeg bogstaveligt talt slår badutspring rundt om min egen krop, rundt og rundt, af frygt for at krybet skal nærme sig mine bare fødder igen. Synes, jeg kan mærke den alle vegne. Også inde i de gummistøvler, jeg haster fødderne ned i. I må ikke selv prøve at fange den Undlader at tænde lyset og lister ind i stuen efter telefonen. Ringer ned til min skønne underbo Nina, som søvndrukkent haster op ad trappen - iklædt badekåbe, sovehår og bare tæer. Mens hun holder øje med slangen, finder jeg en gryde frem. Den er ikke tung nok til at slå uhyret ud af kurs, men måske den kan bruges til at indkapsle den. Finder også en tyk træske frem. Nina foreslår, at vi kan få slangen til at sno sig om skeen. Hvad mon der sker, hvis man slår den? Hvæser den så? Eller bider? Ingen af os aner det. Vi griner hysterisk. Børnene sover ufortrødent. Det er værst, når den forsvinder ind i panelerne, og det gør den tit. Klokken er nu over et, og gode råd dyre. Nina går ned til sig selv og gør klar til tre overnattende gæster: mig og mine børn. Imens slår jeg febrilsk op i telefonbogen under Dyr. Finder en dyreskadestue, som har døgnåbent. Thank God! Politiet på vej Men de kan ikke hjælpe. »Desværre«. Selv om jeg ævler løs. Desperat efter, at nogen tager over her. Der er en slange i min lejlighed, for pokker! »I må ikke selv prøve at fange den. Ring til politiet«, lyder det venlige råd. Som sagt så gjort. Og efter en kort forklaring til vagthavende på Bellahøj Politistation, er vognen sendt. Tak, søde vagthavende. Tusind, tusind tak. Den spiser kun koldblodede dyr Men ... hvad nu, hvis slangen ikke kommer frem? Går strisserne så igen? Og efterlader den i min lejlighed? Hænderne ryster. En ryger ville vælge en smøg nu. Jeg tager en slurk hvidvin. Det hjælper bare ikke lige så godt. Pludselig bevæger den sig. Hurtigt og uden lyd. Over dørtrinnet og ud i opgangen. Yes! Ut af min kiosk! Den putter sig inde under min datters ridestøvler, som står foran døren. Vi kan ikke se den, men nu kommer betjentene. En han og en hun. Smilende og en anelse utrygge ved situationen. De har tilkaldt en ekspert af en slags. »Vi skal sgu ikke nyde noget«, griner politimanden, mens han i meget strakt arm stikker politistaven ned i ridestøvlerne. Det virker. Slangen kommer frem. Vi har den! Hurtigt. Gryden. Slam! Vi har den. Under gryden. Som nu bevæger sig. En tung værktøjsdims oven på gryden. Sådan. Nu går gryden ingen steder. Specialisten kommer halsende op ad trappen, hvorpå vi triumferende kan fortælle, at byttet er nedlagt. Han løfter gryden. Slangen snor sig lystigt på afsatsen, og Nina og jeg søger i dækning op ad trapperne. Specialisten er helt rolig. »Det er en egyptisk rottehalesnog. Den er helt ufarlig. Den spiser kun koldblodede dyr«, beroliger han os, mens han bruger en lang kroget metaldims til at lempe den op i et medbragt bur, som han heldigvis tager med sig. Tilbage står bare at få pulsen ned. Og en kammeratlig snak med overboen, hvis første reaktion er: »Den gør ikke noget«. Det er hans slange, der krøb løbsk. Nu har han én tilbage i sit terrarium. Gæt selv, hvordan det føles, når flere medier i går kunne citere vagthavende på Bellahøj for at sige, at »den egyptiske rottehalesnog er kendt som en udbryderslange«.