Knap er blæsten omkring Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed stilnet af, før avisen puster nyt liv i balladen med et kontroversielt modangreb. To af avisens hovedpersoner under Muhammed-krisen - ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose - har i dag stævnet advokat Michael Christiani Havemann for injurier. Havemann er advokat for de 27 muslimske foreninger, der den 29. marts stævnede Jyllands-Posten for at have offentliggjort Muhammed-tegningerne i september i fjor. Tegninger ikke grove nok I forbindelse med stævningen skrev Michael Christiani Havemann i en pressemeddelelse: »Efter hvad jeg har fået oplyst, er den groveste af tegningerne - den med bomben - lavet af en af bladets egne tegnere, tilsyneladende bestilt af ledelsen, fordi de udefra kommende tegninger åbenbart ikke var grove nok«. Og videre: »Hvis det er korrekt, understøtter det yderligere en af vores grundlæggende påstande: At formålet med bladets aktion var, at et religiøst mindretal i Danmark absolut skulle forhånes.« 'Der er grænser' Og disse anklager er så grove, at avisen nu svarer igen med et injuriesøgsmål den modsatte vej. »De beskyldninger, som advokat Havemann har fremsat i sin pressemeddelelse er simpelthen så grove og fornærmende, at han har overskredet grænsen for, hvad vi vil finde os i. Vi er ikke tyndhudede, men der er grænser«, siger Carsten Juste til Jyllands-Postens netavis. »Tegnerne blev udtrykkeligt bedt om frit at fremstille profeten Muhammed, som de så ham - altså uden forskrifter fra avisens side,« siger Carsten Juste. »Hvis vi havde gjort, som advokat Havemann beskriver, ville det have været magtmisbrug og moralsk forkasteligt,« siger han videre. Kræver 100.000 kr. Jyllands-Posten kræver mortifikation af de ærekrænkende beskyldninger og en godtgørelse til de to sagsøgere på 100.000 kr. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Michael Havemann selv, men professor i strafferet, Vagn Greve, levner ikke Jyllands-Posten store chancer: »Jeg har svært ved at se, hvordan det skulle kunne skrues sammen til at være et brud på injurielovgivningen«, siger han. »Advokaten videreformidler på relativ neutral vis, hvad hans klient vil procedere for i retten. Det har advokaten lov til - og advokaten har i så fald endda en udvidet frihed«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























