Muhammed-advokat: Det var ingen uartighed

Lyt til artiklen

Det var ikke ment som en uartighed, da advokat Michael Christiani Havemann i marts antydede, at Jyllands-Postens ledelse direkte opfordrede sine tegnere til at tegne Muhammed så groft som muligt. Tværtimod var der tale om en teknisk juridisk procedure - og derfor ikke et brud på injurielovgivningen, mener Havemann selv. To af avisens hovedpersoner under Muhammed-krisen - ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose - har ellers i dag stævnet Michael Christiani Havemann for injurier. Ikke grove nok Havemann, der er advokat for 27 muslimske foreninger, som 29. marts stævnede Jyllands-Posten for at have offentliggjort Muhammed-tegningerne, skrev i forbindelse med stævningen: »Efter hvad jeg har fået oplyst, er den groveste af tegningerne - den med bomben - lavet af en af bladets egne tegnere, tilsyneladende bestilt af ledelsen, fordi de udefra kommende tegninger åbenbart ikke var grove nok«. Disse anklager er så grove, at Jyllands-Posten har valgt at sende en stævning den anden vej. »De beskyldninger, som advokat Havemann har fremsat i sin pressemeddelelse er simpelthen så grove og fornærmende, at han har overskredet grænsen for, hvad vi vil finde os i«, siger Carsten Juste til Jyllands-Postens netavis. Juridisk begreb Men Michael Christiani Havemann afviser, at der er tale om brud på loven: »Jeg stiller jo et spørgsmål«, siger han og fortsætter: »Det var ingen uartighed. Det er helt normal retsprocedure at fremkomme med en provokation - her forstået som et teknisk juridisk begreb, hvori man opfordrer modparten til at oplyse, om det rent faktisk forholder sig sådan«, siger han. Havemann oplyser, at han fra pålidelig kilde var blevet oplyst om, at Jyllands-Posten opfordrede tegnerne til at gøre tegningerne af profeten særligt grove. »Og i så fald havde der jo været tale om en skærpende omstændighed«, siger han. Støtte fra professor Professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve levner heller ikke Jyllands-Posten store chancer: »Jeg har svært ved at se, hvordan det skulle kunne skrues sammen til at være et brud på injurielovgivningen«, siger han. »Advokaten videreformidler på relativ neutral vis, hvad hans klient vil procedere for i retten. Det har advokaten lov til - og advokaten har i så fald endda en udvidet frihed«, siger han. Jyllands-Posten kræver mortifikation af udtalelsen - dvs. at udsagnet erklæres for ugyldigt - og en godtgørelse til de to sagsøgere på 100.000 kr.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her