Det er ikke hver dag, man hører landets byretsdommere pive. Men de mener, det er nødvendigt, at nogen hejser advarselsflaget, inden Folketinget vedtager, at antallet af retskredse reduceres fra de 82 nuværende til 22 slagkraftige enheder. Juristerne forsvinder Mange af dommerne er bange for, at retssikkerheden bliver sat over styr, hvis 60 af landets domhuse bliver rømmet for jurister og i stedet lavet om til supermarkeder, eller hvad man nu finder på at bruge de tomme bygninger til. Når regeringen lukker tre ud af fire byretter, skal danskerne rejse længere for at møde i retten. Det vil blandt andet gå ud over malermesteren, som skal have kradset penge ind hos dem, som skylder ham penge. Og den kriminelle vil oftere udeblive fra retten, lyder vurderingen. »Der er en risiko for, at folk mener, at det er for besværligt at møde i retten og derfor accepterer bøder for forhold, de ikke har begået. Hvis de betaler bøden eller får en dom for at have overtrådt straffeloven, fordi de udebliver, kommer det på straffeattesten«, siger Tinne Thomassen. Hun er administrerende dommer i det lukningstruede domhus i Slagelse, hvor der i dag er i alt to dommere, en retsassessor og to dommerfuldmægtige. Mange vil blive væk »Hvis man ser bort fra bødesagerne, hvor der allerede i dag udebliver 80 til 90 procent, tror jeg, at udeblivelserne i de andre sager vil blive tre- eller firedoblet«, siger Thomassen. Derfor tror hun, at det bliver nødvendigt at aflyse langt flere retsmøder. I dag kan det ofte undgås, fordi politiet kender klientellet i nærområdet og i løbet af en halv times tid kan hente småforbryderen ind i retslokalet. Men den trafik er ikke mulig, når retten sidder i en helt anden by, og den tiltalte skal køres over lange afstande. »Jeg mener, man skulle lave en mere skånsom justering af antallet af byretter. Min private vurdering er, at der er flere minusser end plusser ved reformen«, siger Tinne Thomassen. Vil ramme de svage Stort set samme argumenter lyder fra den administrerende dommer i Herning, Henrik Schinkel Stamp. Og de går igen hos dommerne i Svendborg, Ringkøbing, Aabenraa, Thisted, Køge, Frederikssund og mange andre af de byer, som står til at miste byens stolthed, Domhuset. Når Retten i Store Heddinge bliver lukket, og borgerne i stedet skal til Næstved for at komme i retten, vil det tage halvanden til to timer med bus eller tog hver vej. Dommer Jens Carl Jørgensen tror især, det vil ramme de svage i befolkningen. Udskyd reformen »Det er et skred i retssikkerheden for de pågældende mennesker. Det er noget andet at skulle afsætte en hel dag til at kæmpe for 500 kroner i bøde, end det er at skulle afsætte en time til det«, siger Jens Carl Jørgensen. Han håber, regeringen vil udskyde reformen, så et visionsudvalg får mulighed for at genoverveje det hele. Justitsminister Lene Espersen (K) ønsker ikke at tilføje yderligere, før hun i slutningen af februar eller begyndelsen af marts fremlægger regeringens lovforslag. Men hun har tidligere sagt, at hun tror, det er vigtigere for borgerne at få et godt domstolssystem, end at de skal rejse lidt længere. Domstolsstyrelsen er i det store hele også positiv over for retsreformen. Det samme er Dommerforeningen og dens formand Henrik Linde, der i øvrigt selv er chefdommer for Retten i Korsør - som efter planen skal lukkes. »Det gør selvfølgelig indtryk, hvad mine kolleger siger. Men for gennemsnitsborgeren vil det være ufatteligt sjældent, de skal møde i retten. Til gengæld får vi nogle retsbygninger, som er mere tidssvarende, der bliver større mulighed for at bruge flere sagkyndige dommere, en del af de sager, der i dag begynder i landsretten, skal fremover begynde i byretten, etc.«, siger Henrik Linde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























