Danmark har ikke været involveret i CIA-transporter af fanger, slår udenrigsminister Per Stig Møller (K) fast. Han oplyser, at Danmark netop har afleveret en redegørelse til Europarådets særlige efterforsker, schweizeren Dick Marty. Schweizeren undersøger påstande om, at CIA i flere tilfælde har bortført terrormistænkte fanger fra europæiske lande og anbragt dem i lejre i lande, der er kendt for at se gennem fingre med tortur af indsatte. »Danmark ikke involveret« Danmark melder hus forbi: »Han har blandt andet spurgt Europarådets medlemslande om, hvorvidt embedsmænd har været indbladet i ulovlig frihedsberøvelse eller transport af sådanne frihedsberøvede. For Danmarks vedkommende er svaret nej«, skriver udenrigsministeren i en pressemeddelelse. Alt regeringen kender til sagen Redegørelsen er 19 sider lang og hovedsageligt baseret på oplysninger fra Justitsministeriet. Og de 19 sider udgør samtlige de oplysninger, regeringen har om den sag, skriver Per Stig Møller. Svaret fra udenrigsministeren betyder altså, at danske embedsmænd f.eks. ikke har været involveret i sagen om dansk-egypteren Talaat Fuat Kasem, kaldet Abu Talal, der i 1995 angiveligt blev bortført af CIA i Kroatien efter hans ankomst fra Danmark. Den sag har de italienske myndigheder kendskab til. Både i Italien og i Tyskland efterforsker myndighederne konkrete sager om personer, der skal være blevet fragtet til fængsler i Egypten og Afghanistan. Per Stig: Ingen beviser Herhjemme har udenrigsministeren trods overvældende indicier ikke villet bekræfte, at CIA-fly har mellemlandet endsige overfløjet dansk territorium. Per Stig Møller har fastholdt, at der ikke eksisterer noget bevis for, at et amerikansk fly fra et mistænkt CIA-selskab, der i marts 2004 landede i Kastrup, har nogen forbindelse til CIA. Europarådet: 100 bortført Europarådets særlige efterforsker har afleveret en delrapport om sit arbejde, og her konkluderer schweizeren, at den amerikanske efterretningstjeneste har bortført mere end 100 personer i Europa og sendt dem videre til lande, hvor de er blevet udsat for tortur. Og det er »højst usandsynligt«, at europæiske regeringer eller deres efterretningstjenester ikke har haft kendskab til det, skriver Marty.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























