R: Muhammedtegninger er mobning

Truede tegnere eller krænkede muslimer. Hvem er egentlig de sande ofre i den seneste tids debat om Morgenavisen Jyllands-Postens 12 tegninger af profeten Muhammed? Og kan man overhovedet kalde nogen for ofre? I anledning af FN's Internationale Menneskerettighedsdag var Institut for Menneskerettigheder vært for et debatmøde om ytringsfrihedens ofre midt i Turbinehallernes grønne græskulisse. Men trods ihærdige forsøg fra paneldeltager Isi Foighel, forhenværende dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, på at dreje diskussionen ind på mødets oprindelige dagsorden, ytringsfrihedens generelle ofre, endte debatten hele tiden på dette efterårs nok mest omdiskuterede samtaleemne: Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Mobbekampagne Folketingspolitiker Elsebeth Gerner Nielsen (R) sammenlignede i sit oplæg Jyllands-Postens tegninger som en provokation på højde med mobning i skolerne. »På skolerne laver man regler for at forhindre mobning. Jeg er taknemmelig for regler, der beskytter den svage, som for eksempel blasfemiparagraffen«, sagde hun og fyrede med blikket rettet mod publikum sin endelige salve af mod Jyllands-Postens paneldeltager, kulturredaktør Flemming Rose. »Jyllands-Posten har sat gang i en barnlig og naiv mobbekampagne. Muslimerne herhjemme hoppede ikke på limpinden, men det gjorde de i Pakistan«, fastslog Elsebeth Gerner Nielsen, og efter klapsalverne at dømme var de halvandet hundrede tilhørere enige. Pustet for meget op Henvisningen til de seneste dages strejker og demonstrationer i det jordskælvsramte land fik den sidste paneldeltager, Hanne Severinsen, folketingsmedlem for Venstre og formand for den danske delegation i Europarådet, til at bede om ordet. Hun advarede mod, at man blæser tingene for meget op og dyrker offerrollen. »At FN's menneskerettighedskommissær har blandet sig i debatten om tegningerne har pustet sagen unødvendigt op, og hele den internationale reaktion på de 12 tegninger er en lille fjer, der er blevet til en masse høns«, mente Hanne Severinsen. Manden i centrum for de skarpe kommentarer, Flemming Rose, var selvfølgelig ikke enig i kritikken og måtte bruge det meste af sin taletid på at argumentere mod beskyldningerne: »Var det smart? Ja da. Det viser debatten jo. Tegningerne er gode, fordi de lever op til det gamle journalistiske princip: 'Don't tell it, show it'. Tegningerne har i den grad vist, at der var et problem. Og nu har vi fået den debat, vi burde have haft for mange år siden«, pointerede kulturredaktøren.