Kommentar: En ubeskrivelig katastrofe

FOR CIRKA ti år siden blev Afrika ramt af en katastrofe, som på mange måder var mere fatal end sulten, sygdommene og fattigdommen. Katastrofens navn var 'donortræthed'. Årsagen var en udbredt fornemmelse i verdens rige lande af, at ulandsbistanden til Afrika ikke nyttede. At uanset hvor mange penge der blev pumpet ind i kontinentet, fortsatte elendigheden med at vokse. Resultatet blev et markant fald i bistanden. Og endnu mere elendighed. På den årlige internationale aids-dag - og med fænomenet donor-træthed spøgende i baghovedet - melder spørgsmålet sig: Hvordan kan vi skrive om hiv/aids uden at skræmme læserne væk? Hvorledes skal vi beskrive en katastrofe, som bare bliver ved med at vokse i omfang, og som dybest set er ... ja, ubeskrivelig? Over for læsere, som dagligt bombarderes med beretninger om sultkatastrofer, jordskælv og andre årsager til lidelse af ubegribeligt omfang? Hvordan kan vi gøre det nærværende, som for mange fornemmes fjernt og uoverskueligt? Svaret er, at det kan vi ikke altid. Skal heller ikke. Nogle gange må vi stole på, at vores læsere udmærket forstår alvoren, uden at vi behøver at vifte med den pædagogiske pegepind. RUNDT OMKRING i Danmark vil en række mennesker i dag holde den samme tale. Nogle vil gøre det ved arrangementer i anledning af aids-dagen. Andre vil tale på deres arbejdsplads. Her er, hvad de vil sige: »I 1981 startede en epidemi, der i dag har udviklet sig til den værste katastrofe, verden nogen sinde har set. Over 25 millioner er døde, over 40 millioner er smittede. Fortsætter vi med at vende det blinde øje til, vil antallet af døde sætte nye rekorder«. »Det er i dag 1. december. Det er World Aids Day, og jeg tager ordet på vegne af de børn og voksne, der ikke bliver hørt«. »De fleste hiv-smittede dør, inden de fylder 30 år. Udstødte, alene og gemt væk, fordi aids er en sygdom, ingen vil se i øjnene. Der er lande, hvor hver anden kvinde er smittet med hiv og dør af aids, mens børnene er små. Hvor børn passer døende forældre, begraver dem og overlades til sig selv«. »Der er lande, hvor børn bor på gaden, udstødte og smittede med hiv af den sprøjte, de deler på bunden af samfundet. Lande, hvor døden ikke er det værste. Det er derimod visheden om, at den, man elsker, ikke er værdig til behandling«. »Tænk hvilken forskel det ville gøre, hvis kvinder fik lov til at beskytte sig selv og fik adgang til den medicin, der kan mindske risikoen for, at de smitter deres egne børn ved fødslen. Hvis 15 millioner børn ikke skulle leve som forældreløse, men voksede op med forældre, omsorg og skolegang. Hvis alle fik adgang til undervisning og indsigt, så uvidenhed ikke længere var den største smittekilde«. »Tænk hvilken forskel det ville gøre, hvis vi, der kender til katastrofen, udbredte budskabet og pressede alverden til at åbne øjnene og handle«. »Så ville denne tale ikke være forgæves«. I de cirka to minutter, det har taget at læse dette, er 18 mennesker blevet smittet med hiv. Den dag, verden indser, at hiv og aids ikke kun er en katastrofe for Sydafrika, Indien, Kina, Rusland eller Ukraine, men for hele verden - den dag gør en forskel. TAK, fordi du læste.