Den danske muslimske organisation Al Aqsa har allerede en anklage for at have givet økonomisk støttet til terrorisme hængende over hovedet. Og nu forstærkes anklagen. Ifølge den britiske avis The Independent anklager Israel en navngiven Hamas-aktivist for at have kanaliseret nødhjælpspenge til terrororganisationer og efterladte familier til selvmordsbombere. Aktivisten er fra byen Jenin på Vestbredden og beskyldes for i de seneste ni år at have fordelt ni millioner euro til selvmordsbombere og deres familier - penge, der officielt var beregnet til nødhjælpsarbejde. Justitsministeren ind i sagen Anklageskriftet mod aktivisten nævner en række europæiske nødhjælpsorganisationer, herunder Al Aqsa-organisationen, der har afdelinger i Danmark, Sverige, Belgien og Østrig. Herhjemme overvejer justitsminister Lene Espersen (K) i forvejen, om de ledende medlemmer af den danske afdeling af Al Aqsa skal tiltales for at have indsamlet økonomisk støtte til den militære gren af Hamas-bevægelsen. Det sker ifølge Ritzau efter, at Bagmandspolitiet i 2002 fik beslaglagt organisationens penge på konti i Danske Bank. Al Aqsa afviser anklager Bliver organisationen tiltalt er det i givet fald første gang en organisation retsforfølges for at give økonomisk støtte til terrorisme. Strafferammen er fængsel i 10 år. Den danske afdeling af Al Aqsa har hele tiden afvist anklager om at have støttet Hamas og har henvist til, at de indsamlede penge især er gået til forældreløse børn i Palæstina. Det tyske politi har efterforsket en lignende sag med den tyske al Aqsa-organisation. Men sagen er blevet opgivet og organisationens midler frigivet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























