De sendte Ashkan tilbage til helvede

»Tænk hvis jeg havde fået asyl for otte år siden. Så havde jeg fået en jddannelse og hafte et job. Nu virker alting meningsløst«. Ashkan lever af starthjælp får udbetalt 3.900 kroner om måneden. - Foto: Miriam Dalsgaard
»Tænk hvis jeg havde fået asyl for otte år siden. Så havde jeg fået en jddannelse og hafte et job. Nu virker alting meningsløst«. Ashkan lever af starthjælp får udbetalt 3.900 kroner om måneden. - Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Det er lidt ubehageligt. Flemming Hoff Kjeldsen føler, at han bryder det løfte, han gav i flyvekabinen. Den danske politimand havde lovet at blive ved Ashkans side, så længe han kunne. På vej op ad trappen ser han ned mod den første paskontrol i Teherans Lufthavn. På den anden side af kontrollen står Ashkan. Hans øjne følger Flemming Hoff Kjeldsen for hvert trin. Hjælp mig, signalerer blikket fra den iranske dreng, som virker meget lille ved siden af en mand i uniform. Man kan ikke se de friskt syede sting i begge Ashkans håndled. Turist På vej i Turkish Airlines fra Kastrup Lufthavn har den 18-årige iraner virket bange på midtersædet mellem Flemming Hoff Kjeldsen og en anden politimand. Drengen er meget bleg. Græder næsten konstant i starten. Så stopper gråden og slår over i stærk nervøsitet. Flemming Hoff Kjeldsen forsøger at berolige Ashkan ved at fortælle om proceduren i Teheran. Han har en gang tidligere eskorteret en afvist iransk asylansøger tilbage. Flemming Hoff Kjeldsen siger, at han vil fortælle de iranske myndigheder, at Ashkan kun har været turist i Danmark og ikke ville tilbage, da hans tremåneders visum udløb. Ashkan skal ofte på toilettet. Flemming Hoff Kjeldsen går med hver gang. Han skulle nødigt lave numre en gang til. Problemløs aflevering Nogle timer tidligere havde Ashkan også bedt om at komme på toilettet, i lufthavnen i Kastrup. Da han havde været derinde i lang tid, åbnede politipersonalet døren. De fandt Ashkan med blodstænk på kroppen. Han havde skåret i begge sine håndled med et barberblad og blev hurtigt kørt på skadestuen. Lægerne på Amager Hospital syede sårene sammen. Lægerne skrev i skadejournalen, at Ashkan burde tilses af en psykiater, da det ikke kunne udelukkes at der lå en psykisk sygdom bag selvmordsforsøget. Jobbet er udført Flemming Hoff Kjeldsen opfattede kun lægernes ord som en anbefaling og besluttede, at Ashkan skulle af sted. Ashkan havde før forsøgt at krybe uden om udvisningen, og hvis han ikke blev udvist nu, ville det ske om en måned. Han blev sat på Turkish Airlines klokken 16.20 iført sit blodstænkede tøj og med sammensyede håndled. Nu er det midnat. De når lufthavnen i Teheran. Det hele går meget stærkt, da Ashkan ankommer sammen med Flemming Hoff Kjeldsen og to andre betjente, der har været med hele vejen fra terminal 2 i Københavns Lufthavn. Manden fra den iranske paskontrol vifter de tre betjente væk med en håndbevægelse, der ikke kan diskuteres. Deres job er udført. De danske politifolk er lidt berørte af udleveringen og taler om at følge op på sagen, men får aldrig taget kontakt til de iranske myndigheder. Afleveringen foregik »problemfrit«, skriver Flemming Hoff Kjeldsen senere i politirapporten. Tid og sted flyder sammen I dag husker Ashkan, at betjentene var nervøse den dag i 1999 »Jeg kunne se, at deres hænder rystede, da de gik væk fra mig. Jeg bad dem om at tage mig med. De sagde, at de ville holde øje med mig, men det gjorde de ikke«, fortæller Ashkan, som nu er tilbage i Danmark, hvor han har fået asyl. Dengang var han 18 år gammel. I dag er han 23 og bor i en etværelses lejlighed på Amager. Når han tænker tilbage på tiden, efter politimændene forlod ham i Iran, trækker kinderne sig sammen, øjnene spiles op, og hele kroppen sitrer. Smerter holder ham vågen Ryggen smerter og holder ham ofte vågen om natten. Tit må han knække skuldrene tilbage i korte ryk og strække nakken. Når spørgsmålene bevæger sig tættere på Iran, kommer knækkene oftere, mere voldsomt, og hans stemme tager til i styrke. »Begrebet bange har mistet sin betydning for mig«, siger Ashkan, som i dag har svært ved at huske detaljerne fra Iran. Tid og sted flyder ofte sammen for ham. Men i papirer fra Rehabiliteringscentret for Torturofre og Flygtningenævnet er det hele skrevet ned. Først lader de iranske myndigheder ham gå. Ashkan tilbringer natten i forhørslokalet i Teherans lufthavn. Her siger betjentene, at han skal indrømme, at han har søgt asyl i Danmark. Ashkan benægter det, og om morgenen får han lov til at gå. En kvinde som hans mor To dage senere dukker tre civilklædte betjente op hos Ashkans bedstemor, hvor han bor. De tager Ashkan med. Han vil være tilbage om en time, fortæller de bedstemoderen. Der går omkring 21 måneder, før hun ser ham igen. I bilen får han bind for øjnene. Efter et stykke tid bliver han hevet ud i sine skjorteærmer og skubbet op ad en trappe. Flere gange falder han, for så at blive sparket videre til han ender i noget, der virker som en hal. En mand begynder at tale roligt til Ashkan. Han påstår, at han kender Ashkans far og siger, at han ikke vil Ashkan noget ondt: Men Ashkan skal forklare, hvad han har lavet i Danmark, og hvorfor han er kommet tilbage til Iran. Pludselig får Ashkan en kraftig lussing i hovedet. Hænderne bliver bundet fast på ryggen, og han bliver kastet ind i et lille værelse, hvor en mand begynder at sparke og slå ham. Spark i ansigtet Senere bliver han smidt ind i en ny celle, en metaldør smækker bag ham, og gulvet dækkes pludselig med koldt vand. Ashkan falder i søvn, mens han sidder op. En person kommer ind og råber, at han skal stille sig op mod muren. Et spark i ansigtet rammer ham, før han når at rejse sig. Med bind for øjnene bliver han ført ud af cellen til endnu et forhør, hvor de spørger til hans mor, som er medlem af en royal iransk modstandsgruppe, der er blevet optrevlet, mens familien har været i Danmark. De spørger også til hans ophold i Danmark, og hvilke politiske aktiviteter han har deltaget i. Sådan fortsætter det i uger og måneder. Ashkan mister langsomt tidsfornemmelsen, mens han opholder sig i to iranske fængsler. Gnider sårene med salt Flere gange hænges han op i en jernstang med hovedet nedad og hænder og fødder bundet sammen. De slår hanm under fodsålerne med ledninger. Vablerne prikker de hul i og gnider sårene med salt. De giver ham håndjern på og spænder ham op i et træ i flere timer. Han får elektriske stød og hænges nøgen i samme stilling, som ved Jesu korsfæstelse. De vrider hans testikler rundt, indtil han besvimer. Hænger ham op i en ventilator og lader ham køre rundt. Mad får han kun hver anden eller tredje dag. Nogle gange hælder de lidt ris ind på cellegulvet. Andre gange giver en flink vagt ham noget toastbrød. Moren skriger Én ting nagler sig fast i Ashkans hukommelse. Under en afhøring fortæller de ham, at hans mor er kommet og har tilstået alt. Få minutter efter hører Ashkan en kvindestemme i værelset ved siden af. Hun skriger, græder og råber højt. Det lyder som om, hun råber på Ashkan. Først lang tid efter finder han ud af, at det ikke var hende. At det kun var tænkt til at nedbryde ham. Langsomt ebber forhørene og torturen ud. Flugt uden fremtid Efter cirka halvandet år bliver Ashkan løsladt mod kaution og hentet af sin bedstemor. Et lån i hendes hus betaler kautionen. Ashkan får at vide, at han skal melde sig jævnligt hos politiet, og at han ikke må forlade Teheran. Men efter et kort ophold hos sin bedstemor beslutter Ashkan sig igen for at flygte. Det er i foråret 2002, og Ashkan er 21 år gammel. Først tager han til en by i det nordlige Iran, hvor han opholder sig i tre måneder. Her får han kontakt til moderen i Danmark, som sammen med hans søster nu har fået opholdstilladelse i Danmark. Moderen giver Ashkan et telefonnummer på en tyrkisk kvinde, som kan hjælpe ham, og han får forbindelse til menneskesmuglere, som hjælper ham ud af Iran gennem Tyrkiet og videre til Grækenland. Bødlerne kommer Den 20. marts 2003 rejser han tilbage til Danmark, og i december året efter får han asyl. I dag lever Ashkan af den særlige bistandshjælp til flygtninge, starthjælpen. Han har svært ved at se en fremtid for sig selv. Selv hvis han ville, kunne han ikke tage en uddannelse, få et job eller lære ordentligt dansk. Når han har læst ti linjer i en bog, glemmer han og skal starte forfra. Når han ser en parkeringsvagt på gaden, gibber det i ham. Hvis elevatoren i lejlighedens opgang støjer om natten, tror han, at bødlerne er kommet for at hente ham. Spørger man, hvordan han var før torturen, svarer han: »Tiden har ikke læget, men forværret tingene for mig. Det hele mister mere og mere sin betydning. Der er sket så meget, at jeg har fuldstændigt glemt, hvem jeg var før«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her