Børn fra fattige familier får støtte til spejder og sport

Lyt til artiklen

Med et gratis klippekort til fritidsaktiviteter - værdi 1.000 kroner - kan børn og unge fra fattige familier gå til spejder og sport sammen med kammerater af mere velstående herkomst. Fritidspasset er et af de små, men meget synlige resultater af forliget om satspuljen. Omkring 600 millioner kroner er fordelt fortrinsvis til sociale og sunde projekter, og her fylder fritidspasset med en udgift på 17,5 mio. kr. over to år ikke alverden. Ud af isolation Men SF's gruppeformand, Ole Sohn, er desuagtet vældig glad for dette fingeraftryk, som partiet allerede forsøgte at få afsat på finansloven for i år. »Med et fritidspas skal børnene ikke have rede penge med til en aktivitet, og derved kan de komme ud af den sociale isolation«, siger han, der også ser passet som samfundets anerkendelse af, »at nogle familier er så fattige, at de ikke har råd«. I den anden ende af skalaen ligger plejehjemsgarantien, som også er en del af satspuljeforliget. Det indebærer, at ældre højst skal vente to måneder på en plejehjemsplads, når de er indstillet. Prisen for en garanti, som Venstre havde med allerede i kataloget over valgløfter i februar, er godt 200 mio. kr. om året, og her bidrager puljen med de 150 mio. kr. Resten skal regeringen finde på finansloven. Nye plejeboliger Den nye garanti betyder et behov for 1.300 nybyggede plejeboliger, for i omkring halvdelen af landets kommuner er ventetiden i dag over to måneder for et ældre menneske. Garantien skal være landsdækkende fra 1. januar 2009. Ældre Sagen hilser forliget velkommen, selv om ældrepolitisk konsulent Olav Feldbo drypper lidt betænkelighed i bægeret: »Kommunerne må ikke leve op til garantien ved at ændre på de retningslinjer, som de ældre indstilles til plejehjem efter«, siger han. Også Kommunernes Landsforening er positiv, men også her fornemmes betænkelighed, og formand for KL's socialudvalg, borgmester Vagn Ry Nielsen (S), føler sig ikke overbevist om, at de afsatte penge forslår: »Vi skal undgå, at pengene til at gennemføre denne plejehjemsgaranti til de ældre skal tages fra andre kommunale serviceområder eller fra andre dele af den nuværende kommunale ældrepleje«, siger han. Udsatte børn og unge Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, glæder sig især over satspuljens mulighed for at hjælpe og støtte socialt udsatte børn og unge, og socialordfører Martin Lidegaard (R) er tilfreds med ,at partiet har fået ønsket om øget oplysning om de skadelige virkninger ved prostitution opfyldt. »Især de unge skal kende de skadelige virkninger af prostitution«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her