Historien om en dansk soldats død

Da Johan Kirkmand igen kunne se klart, registrerede han, at en kvindelig officer kom gående hen mod ham. Kun fem-seks skridt væk. Hun svarede ham: »Jo«. Og lagde i det samme hovedet på skrå og græd. Johans søn var død, dræbt i Irak. Han hørte sig selv skrige igen. Endnu en officer kom gående. Denne gang en mand. De gik forbi ham og blev så stående. Pludselig kom Kirsten løbende ud ad entredøren og råbte flere gange: »Hvad er der sket? Hvad er der sket?«. Hun stoppede brat, da hun så de to officerer. Og råbte: »Nej, nej«. Og løb grædende tilbage til stuen. Johan vendte sig mod officererne: »Jeg er sønderjyde. Tre af mine farbrødre var med i Første Verdenskrig. Jeg har fået krig nok. Gå. Vær venlig at gå«. Men de blev stående, og den mandlige officer spurgte: »Skal vi ikke gå ind til din kone?«. Johan kom til besindelse og svarede: »Jo, selvfølgelig«. Fra nu af var alt forandret. Omgivelserne. Ja, selv kroppen. Johan og Kirsten havde det, som om de skulle kaste op hele tiden. Og sveden sprang. Johan følte, at han gled ind i et tomt rum. Hele tiden havde han hovedpine. Evnen til at føle sult forsvandt. En kvalmende træthed bredte sig. Alligevel kunne han ikke sove. Alt virkede pludselig ligegyldigt. Vejret, nyhederne og omgivelserne.
Retfærdighedssans
Bjarkes storebror Rune var ni år, da lillebroderen blev født. I forvejen havde Rune tre søstre, så han ønskede sig brændende en bror. Som han sagde til sin far og mor: »Hvis det ikke bliver en dreng, flytter jeg hjemmefra«. Det blev dog ikke nødvendigt. Og kort efter Bjarkes fødsel flyttede hele familien fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup til forstanderboligen ved Elbæk Folkehøjskole uden for Horsens. Bjarke kom i skole i Søvind, og som sine søskende gik han op i sport. Han vandt en del medaljer i svømning, men fodbold var hans store lidenskab. Og den dyrkede han i den lokale klub. Som familiens efternøler blev han strøget med hårene af både forældrene og sine søskende. Familien er præget af et stærkt sammenhold, og der blev passet godt på familiens yngste barn. Bjarke havde en veludviklet retfærdighedssans og stillede høje krav til sig selv og andre. Han ville gøre en forskel. Lærerne fortalte ham, at det kunne gavne ham, hvis han var knap så stædig. Johan var meget stolt over sin søns engagement og gåpåmod. Men han syntes også, at sønnen så verden lidt for meget i sort og hvid, når han talte om retfærdighed. Men det skyldtes nok ungdommens stærke følelser, funderede faderen. Som han formulerer det i dag: »Bjarke gik altid sine egne veje«. Bjarkes storebror Rune valgte en karriere i militæret og blev sendt til Bosnien. Bjarke så op til broren - og gik også ind i forsvaret. Trods modstand fra andre dele af familien. Han begyndte på sergentuddannelsen. Og fortalte sine skeptiske forældre, at det var en god lederuddannelse, når han senere skulle have et job i det civile. Målet var at læse økonomi på universitetet. Forældrene blev dog hurtigt klar over, at han allerede tidligt som sergentelev gik målrettet efter at blive sendt til Irak. Johan begyndte for alvor at føle sig urolig. Angsten voksede i ham - tanken om, at Bjarke kunne blive dræbt blev pludselig svær at fortrænge. Under hele Bjarkes militæruddannelse klamrede forældrene sig til håbet om, at noget ville ske, så han ikke kunne komme til Irak. De håbede, at Folketinget ikke ville forlænge aftalen om at have danske soldater i Irak. Men forgæves. Da Bjarke så fik en knæskade under en skiferie, voksede håbet. Johan tænkte, at der er lange ventetider på de offentlige sygehuse. Men Bjarke meddelte sine forældre, at hans verden ville bryde sammen, hvis han ikke kom til Irak. Så han tog på et privathospital og betalte for en hurtig behandling. Johans sidste håb var, at han havde svært ved at tro, at militæret ville sende en 21-årig i krig som delingsfører for 33 mand. Men igen forgæves. Så var der diskussionerne. Johan argumenterede mod krigen, og hvad den gør ved mennesker. Men når han pressede på, trak Bjarke sig. Han havde taget sin beslutning. Den sidste aften inden Bjarke rejste til Irak, sad forældrene sammen med ham ved middagsbordet. Sønnen fortalte, at han ikke ville komme hjem, når han fik sine tre ugers orlov. I stedet ville han tage ud og rejse. Det første stop ville blive Taj Mahal. Johan blev meget overrasket - og glad. Hele sit voksne liv havde han selv drømt om at besøge det smukke bygningsværk. Nu fik sønnen muligheden. Krigen var glemt en stund. Og da samtalen igen kom ind på Irak, indprentede faderen sin søn det gamle valgsprog: »Tålmod er det største mod«. Senere sendte Johan en helsides artikel om Taj Mahal til sønnen. Men Bjarke så den aldrig. Artiklen nåede først frem til den danske lejr efter hans død.
Fatal vejbombe
I sin første mail til faderen lagde Bjarke ikke skjul på, at alvoren gik op for ham, da det nye hold soldater kom til den irakiske grænse: »Vi fik ved grænsen udleveret våben og ammunition, og geværet blev ladt med skarpt for første gang. Det var en lidt speciel følelse. For nu var det pludselig virkeligt og alvor«. Situationen i det ellers rolige Basra var blevet stadig mere spændt hen over sommeren. Og da britiske soldater stormede en irakisk politistation for at befri to britiske soldater 19. september, var Bjarke og hans gruppe i beredskab, så de kunne sættes ind. Men ordren kom aldrig. I dagene efter var der voldsomme demonstrationer, hvor irakere angreb britiske kampvogne, hældte benzin ud over soldaterne og satte ild til dem. Det gjorde indtryk på Bjarke. Han ringede hjem til sin ældre bror for at læsse af. Bjarkes budskab til broderen var ikke til at tage fejl af: Efter briternes angreb gik de irakiske oprørere mere og mere målrettet efter de danske soldater. »Vi slipper nok ikke, som vi har gjort hidtil«. »I skal nok ikke regne med, at jeg kommer hjem igen«, sluttede han. Samtalen gjorde indtryk på Rune. Som han siger i dag: »Det var, som om Bjarke vidste, at det ville gå galt«. Faderen Johan har talt med de andre soldater, der var med den dag Bjarke blev slået ihjel og har rekonstrueret, hvad der skete. Det var tidligt om morgenen 1. oktober, da otte danske soldater kørte ud i to biler af typen Mercedes Geländewagen. De nye biler beskyttede i et vist omfang mod sprængstykker, men ikke mod kraftige panserbrydende sprængladninger. Patruljen var ren rutine. Men denne gang skulle køreturen også vise, om en nyudnævnt gruppefører kunne klare opgaven. En mere erfaren sergent havde nemlig fået blindtarmsbetændelse. Bjarke besluttede sig for at tage med på turen for ved selvsyn at vurdere, om den nye gruppefører kunne klare opgaven. Han satte sig sammen med gruppeføreren i den anden bil. Omkring klokken 10.20 passerede de danske soldater den urolige, fattige bydel Al Harta i Basras udkant. Da de kørte over en bro, overhalede den første militærbil en irakisk lastbil. Da Bjarkes bil passerede lastbilen, skete det. En vejbombe med tre retningsbestemte ladninger gik af samtidig. Én ramte døren. Og rev armen af chaufføren. Gruppeføreren ved siden af blev slået bevidstløs et øjeblik. Den anden bombe bragede ind i maskingeværet, der pegede bagud. Metalstumper borede sig ind i skyttens hænder, arme og det ene knæ. Den tredje bombe ramte Bjarke, som sad midt i bilen foran radioen. Bilen fortsatte omkring 50 meter hen ad vejen, inden den ramte et autoværn. Imens hørte soldaterne en stemme, som de i dag mener må være Bjarkes. Han sendte et nødopkald via radioen til den danske militærlejr. Gruppeføreren kom til bevidsthed igen og kommanderede alle ud af bilen. Selv løb han - som han havde lært - ud foran bilen parat til at skyde, hvis de skulle blive beskudt. Inde i bilen råbte den sårede skytte til Bjarke: »Kirkmand, vi skal ud herfra«. »Jeg er færdig«, svarede Bjarke. Og sank sammen og døde. Gruppeføreren kaldte op via radioen til den danske lejr. Men fik ikke noget svar. Sammen med en anden soldat løb gruppeføreren hen til Bjarke. Tog ham i skulderremmen, halede ham ud af bilen og lagde ham i grøften. De vidste, at han var død, men forsøgte at give ham kunstig åndedræt. En pickup fra det irakiske politi nåede frem. Både Bjarke og de sårede blev lagt op på ladet. På vej mod en base med et irakisk hospital, mødte de en dansk patrulje i retning mod gerningsstedet. Patruljen overtog kommandoen og kørte de sårede og Bjarke til et britisk felthospital.
Hjem inden jul
Bjarkes far kan ikke lade være med at føle skyld: »Jeg gjorde ikke nok for at holde ham hjemme«. Johan Kirkmand står ude på den stille villavej. I praktisk tøj og sorte træsko. Indimellem stryger den pensionerede højskoleforstander hånden gennem det grå hår. Næsten tre uger er gået, siden det skete. Efter et familieråd har han besluttet at fortælle historien om Bjarke - og argumentere for sin modstand mod Danmarks deltagelse i konflikten i Irak. Håndtrykket er fast og blikket direkte. Han byder inden for i det røde træhus i Hundslund. På skrivebordet i stuen står portrætbilledet af Bjarke i uniform, soldaterhuen ligger foran billedet. Johan har forberedt sig grundigt. Håndskrevne ark skal fastholde hans tanker, de ligger foran ham. Han lægger ikke skjul på formålet: »De danske soldater skal hjem inden jul. Ligesom Norge nu trækker deres soldater ud af Irak«. Vreden ligger lige under overfladen. For en uge siden ringede han til den komite, der vil trække statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i retten, anklaget for at have brudt grundloven ved at gå ind i krigen mod Irak. Johan har stillet sig til rådighed for sagen. Han har svært ved at forstå regeringens argumenter. Vestlige ledere lagde vægt på, at den tidligere enehersker Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben - hvilket viste sig at være forkert. »For mig lagde USA's tidligere udenrigsminister Colin Powell låg på den debat ved for nylig at erklære, at det var en plet på hans ære, at han havde brugt det argument«, siger Johan Kirkmand. Men den danske regering holder fast i, at Danmark tilsluttede sig krigen, fordi »Saddam var en brutal diktator«, som Johan formulerer det. Og han spørger: »Betyder det, at vi skal fortsætte den linje i vores udenrigspolitik og angribe Nordkorea, Syrien, Iran og Burma?«. Selv peger han på, at FN's generalsekretær Kofi Annan »har udtalt, at Irakkrigen ikke hviler på et FN-mandat« - derfor er regeringens beslutning om at deltage med danske soldater forkert. »Jeg forstod ikke den beslutning, jeg forstår stadig ikke den beslutning og vil aldrig komme til at forstå den«, fremfører han. Bjarkes død er derfor meningsløs: »Jeg kan slet ikke se den mindste mening med hans død, fordi Folketinget ikke havde et klart folkeretsligt grundlag bag beslutningen«. Johan Kirkmand har siden Bjarkes død været optaget af, om sønnen havde skudt på irakere. Eller om han som delingsfører havde givet ordre til at skyde. Derfor har han spurgt en række soldater i sønnens deling om det, og det havde Bjarke ikke gjort. »Det var usigeligt befriende«, konstaterer han. Han forklarer, at sønnen havde et følsomt sind. Og at Bjarke ville have haft svært ved at leve med at skyde et menneske. Senere ude på de grønne fodboldbaner i den nærliggende landsby Søvind fortæller Johan stolt, at sønnen var en af klubbens topscorere, da den rykkede op i den jyske serie 1. »Han scorede 11 mål«, smiler han. Og tager sig pludselig i det: »Ja, det er jo ligegyldigt i dag«.