Torturofre i klemme under strammere sprogkrav

I tyve år har Muslem Kazem kæmpet med det danske sprog. I forhold til mange andre udlændinge er han nået langt. Men sætningerne flyder ikke så ubesværet for det 55-årige torturoffer, som Danmark kræver af nye statsborgere. »Jeg fatter ikke det danske sprog«, siger Muslem Kazem, der i 1985 kom her til landet som flygtning fra Saddam Husseins terrorregime i Irak. Han er patient på Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre i København (RCT). Her har flere eksperter slået fast, at han ikke er i stand til at lære mere dansk. Torturen i de irakiske fængsler har givet ham varige men og har ramt hans evne til at tilegne sig et nyt sprog. Strammer kursen Efter de gældende regler skulle han dermed kunne få dispensation fra sprogkravet, så han kunne få dansk statsborgerskab. Men i foråret fik han afslag. Folketingets Indfødsretsudvalg havde strammet kursen, og ligesom en række andre torturofre har han fået et standardbrev med beskeden: »De kan ikke blive statsborger nu«. Skyldfølelse Muslem Kazem kan godt forstå, at Danmark forlanger, at nye statsborgere skal kunne dansk. Men han synes, at det skulle være muligt at fravige reglen i særlige tilfælde. »Det er et naturligt krav at stille, at man skal kunne dansk. Men der er nogle mennesker, som har levet under helt specielle forhold. Derfor må der være nogle undtagelser«, siger han. »Jeg kan ikke lære mere dansk. Et af mine problemer er, at jeg ikke kan koncentrere mig. Det er kommet, efter at jeg tre gange har været fængslet og udsat for tortur - både fysisk og psykisk. Jeg har ikke haft normale livsforhold. Jeg har også været udsat for et likvideringsforsøg på gaden i Irak. Det lykkedes mig at springe til side, men min fætter blev ramt og døde. Det har jeg stadig skyldfølelse over«, siger Muslem Kazem. Komplet færdig Da han kom til Danmark, blev han uddannet som svejser. I fire år arbejdede han på det nu lukkede B&W Skibsværft, indtil han i 1993 blev nødt til at holde op. »Jeg var komplet færdig på grund af svejserøgen og larmen«, fortæller han. Lægerne fandt ud af, at han var slidt op, og i dag får han førtidspension. Hans hustru, der arbejder i en kantine, har endnu ikke fået svar på sin ansøgning om statsborgerskab. Hans ældste søn, som er ansat i en grafisk virksomhed, er blevet dansk statsborger. »Det skaber nogle problemer, hvis vi vil ud at rejse. Der er nogle lande, jeg ikke kan rejse til. Det gælder for eksempel Irak. I dag er jeg hverken dansker eller iraker. Jeg har heller ikke irakisk pas. Jeg har været i Danmark i 20 år og levet min ungdom her. Jeg synes, jeg må have en ret til ligesom alle andre at deltage i valg. Danmark er jo et demokratisk land«, siger Muslem Kazem. »Jeg føler, at jeg bliver nedgraderet, fordi jeg har et problem. Men hvorfor skal jeg straffes på grund af de problemer, jeg har? Jeg betragter det som en slags straf, at jeg ikke kan blive dansk statsborger. Jeg vil søge igen, for jeg føler, det er min ret«. Ti år i Danmark Den 35-årige Abbas M. sidder som den eneste i sin lille familie tilbage uden dansk statsborgerskab. »Min kone og vore to drenge på ti og syv år har fået dansk indfødsret for lang tid siden«, fortæller Abbas. Han vil ikke have sit fulde navn frem. Selv om det er ti år siden, han kom til Danmark, frygter han fortsat at blive ramt af den terror og tortur, han flygtede fra i Irak. »Jeg vil have stabilitet i mit liv. I det land, jeg kommer fra, kan man ikke leve i sikkerhed. Jeg er stadig bange for at blive forfulgt«, siger han. Blev taget som gidsel Allerede som 16-årig blev han taget som gidsel af de irakiske sikkerhedsstyrker. De var på jagt efter storebroderen, der var deserteret fra hæren under krigen mod Iran og var gået ind i oppositionen til styret. Faderen fik besked på, at Abbas ville blive løsladt, når storebroderen meldte sig. Imens forsøgte fangevogterne at presse oplysninger ud af deres gidsel. I tre år blev han udsat for alle mulige former for tortur i fængslet. »Dér blev mit liv ødelagt«. Øjnene svigter Fangevogterne nøjedes ikke med rå vold. De brugte også elektricitet og hæftede ledninger til hans fingre og penis. Andre gange gav de ham en hjelm på hovedet og satte strøm til. En dag straffede en fangevogter ham ved at væde en klud i petroleum og binde den stramt for hans øjne. Siden har han fået stigende problemer med synet. Øjnene er nu på vej til helt at svigte. »Mit syn bliver dårligere og dårligere. Min læge siger, at jeg måske helt mister synet«, siger Abbas.Det meste af hans hverdag går med besøg hos læger, der forsøger at hjælpe ham med de mange fysiske og psykiske langtidsvirkninger af torturen. Han lider under konstante smerter og har store vanskeligheder med at koncentrere sig om noget. »Jeg vil gerne lære det danske sprog. Det er ikke bare for at få indfødsret. Man har brug for at kunne sproget i det land, hvor man bor. Jeg bliver flov, når jeg ikke forstår, hvad folk spørger mig om«, siger han. Kommer ikke langt med det danske Men selv om han flere gange har været på sprogkursus, er det ikke lykkedes for ham at komme ret langt med det danske. Heller ikke selv om en ildsjæl af en lærer har givet ham enetimer. »Efter to og et halvt år sagde læreren: Nu har vi prøvet alt, hvad vi kan. Du må gå til behandling, for intet af det, vi har prøvet, er lykkedes«, fortæller Abbas, der har store vanskeligheder med at koncentrere sig om noget og voldsomme problemer ved at skulle opholde sig i et rum sammen med andre. »Efter et kvarters tid begynder jeg at ryste. Jeg får angstanfald og bliver svimmel. Så føler jeg, at jeg ikke kan blive ét sekund længere i rummet, men må udenfor med det samme«. Forskelligt hvor hårdt tortur påvirker Også han er blevet behandlet på rehabiliteringscentret RCT. Ligesom med Muslem Kazem vurderer eksperterne, at Abbas M. ikke kan lære dansk på grund af de psykiske langtidsskader fra den tortur, han har været udsat for. »Det er velkendt, at torturofre kan have indlærings- og hukommelsesvanskeligheder. Det er en del af det posttraumatiske stresssyndrom, de lider under. Men det er meget forskelligt fra menneske til menneske, hvor hårdt vanskelighederne slår igennem«, siger socialrådgiver Bente Midtgaard fra RCT. Hun understreger, at torturofrene bliver undersøgt meget nøje af blandt andre psykologer, inden centret tager stilling til, om vedkommende ikke kan lære dansk. Først derefter kan der blive tale om at søge dispensation fra danskkravet ved ansøgning om statsborgerskab. »Vi laver kun dispensationsansøgninger for personer, vi har i behandling, og som vi kender godt. Det danske sprog er meget væsentligt at lære for at kunne klare et ordentligt dagligliv. Vor opgave er at få folk til at fungere i maksimal grad. Og der er sproget en vigtig faktor. Det er ikke nogen ønskesituation ikke at kunne sproget».