I Hvedstrup ved Roskilde bor en svineavler, der indtil for nylig stillede sine døde grise offentligt til skue ved landevejen i en skraldespand hver onsdag eftermiddag. Onsdag aften kommer destruktionsanstalten Daka nemlig og henter svineavlerens kadavere, og for nemheds skyld kørte svineavleren spanden ned til vejen. Nogle lokale mener, at det var uhygiejnisk og lige skrap nok kost for den nærliggende børnehave, især fordi grisene ofte stank Naturligt forhold til død Andre sagde, at svineavleren bare var en skikkelig bondemand, og at han havde ret i, at folk skulle få sig et mere naturligt forhold til døden. Uanset hvad, er fremgangsmåden imidlertid i strid med reglerne om omgang med døde dyr. Og svineavleren fra Roskilde er ikke alene om at bryde dem. »Indtil et dødt dyr er blevet kørt til bortskaffelse, skal det opbevares, så der ikke er risiko for spredning af smitsomme sygdomme, det vil blandt andet sige ikke adgang til det for vilde dyr. Opbevaringen sker typisk i en container, som kan lukkes, enten med låg eller en presenning«, siger Jannie Storgaard, dyrlæge i Fødevarestyrelsen. Lille men konstant Svineavleren fra Hvedstrup handlede altså ulovligt ifølge Fødevarestyrelsen, der ikke har overblik over, hvor mange sager der er på landsbasis. Landets 12 fødevareregioner har heller ikke noget overblik over problemets størrelse, men melder samstemmende, at problemet er lille, men konstant. Oplysningskampagner fra myndigheder og landbrugsorganisationer har tilsyneladende ikke hjulpet, formentlig fordi både de enkelte landmænds besætninger og prisen for at sende dyrene til Daka er øget. Flere eksempler I Fødevareregion Vejle havde man for nogle år siden tre sager, en med døde kyllinger, der blev smidt i et hegn, og to med kalve, der blev henholdsvis gravet ned og brændt af. I fjor fandt Fødevareregion Fyn og politiet op mod 50 grisekroppe hos en landmand på Humble-egnen. Nogle var brændt i en halmstak, andre lå i en mose, og resten var spredt på møddingen ved markerne. I Region Viborg har man i år fundet 30 grise i en gylletank, og i Region Esbjerg gravede en svineavler en del dyr ned, da en luftvejssygdom pludselig dræbte næsten 100 fra hans besætning, og han ikke kunne få dem bortskaffet hurtigt nok. I de fleste tilfælde handler det dog om svineavlere, der lader de døde grise ligge offentligt til skue i vejkanten eller ved hegnet ind til naboen. Nogle i fødevareregionerne tror, at de fleste af de tilfælde bliver anmeldt, fordi folk ikke accepterer, at noget ligger og flyder og lugter i længere tid. Forbandet svineri Andre mener derimod, at naboer vægrer sig ved at kontakte myndighederne, fordi de er bange for repressalier. Det var for eksempel tilfældet i en konflikt mellem en svineavler og naboer i Skibby i fjor. »Men under alle omstændigheder er det noget forbandet svineri«, fastslår Gert Karkov, viceformand i Dansk Landbrug med ansvar for veterinærområdet. »Både levende og døde dyr skal behandles med respekt. Man må ikke lade dem ligge frit, og at nogle kan finde på at grave dem ned eller brænde dem, er ... ja, jeg er målløs«, siger han. Fejlslagen information Gert Karkov peger på, at landbruget gentagne gange har lavet informationskampagner, blandt andet ved at indrykke annoncer i brancheblade. »Men vi må nok tage fat i det igen. For selv om der heldigvis kun er tale om få brodne kar, er det for meget, bare der er ét tilfælde«, siger Gert Karkov. At fokus på problemet kan virke, viser eksemplet fra Hvedstrup. Efter at svineavleren i forsommeren blev omtalt på hjemmesider og i pressen, er han - i hvert fald for en tid - holdt op med at sætte grisene ud på vejen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























