Kompromiskurs

»DET ER KUN BØRN, der skændes om principper. Voksne mennesker tager stilling fra sag til sag«. Udsagnet er hverken særlig realistisk eller indlysende rigtigt, men det er en meget god indgang til at forstå Socialdemokraternes ny måde at føre oppositionspolitik på. Partiet ønsker ikke at fremstå surmulende eller bundet af mere eller mindre forældede ideologiske principper. Det vil derfor søge indflydelse, indgå forlig og på den måde overbevise os alle sammen om, at det fortjener at komme tilbage til regeringsmagten. Hvis man husker den visnepolitik, Ritt Bjerregaard og Svend Auken i 1980'erne førte over for Schlüterregeringen, er der klart tale om en klogere kurs. At sige fra på forhånd og per automatik gør sjældent et godt indtryk på de flytbare vælgere. I det lys giver Helle Thorning-Schmidts ny linje udmærket mening. Det er til gengæld afgørende, at man så husker at tage stilling fra sag til sag. Konsekvent kompromismageri er nemlig heller ikke vejen til at samle ny støtte. I DEN sammenhæng er Socialdemokraternes nye mediepolitiske signaler ikke bare uklare, men decideret ukloge. Partiet signalerer, at det gerne vil være med i et medieforlig, selv om det medieforlig også omfatter den p.t. udskudte privatisering af TV 2. Ordfører Mogens Jensen og Mette Frederiksens lidt disharmoniske duo må betyde, at partiet vil sluge privatiseringen af TV 2 mod at kunne sætte andre, uspecificerede fingeraftryk på mediepolitikken. Men uanset uklarheden om hvornår og hvordan, giver den linje ikke rigtig mening. En privatisering af TV 2 vil være den største mediepolitiske beslutning i 20 år og en af de få beslutninger, statsmagten kan tage på medieområdet, der virkelig vil gøre en forskel. Hvis man mener sin modstand mod privatiseringen alvorligt, findes der ikke 'andre indrømmelser', der kan opveje den. Samtidig er privatiseringen langtfra populær blandt vælgerne. Det er en beslutning, som de færreste danskere kan se konkrete fordele ved. Og det er ikke så mærkeligt: Der er ikke nogen. Helle Thorning-Schmidt har vist mod til at afvige fra klassiske socialdemokratiske positioner, når det gav mening i forhold til store vælgergrupper. Men at søge forlig alene for at få symbolsk indflydelse og opgive en oppositionel vindersag, ja, det er svært at se perspektivet i. Her bør det konkrete skøn føre til samme resultat som de ideologiske principper: Privatiseringen er en dårlig ide. Og en ide, som regeringen hidtil kun har haft genvordigheder ud af. Hvorfor tage medansvar for det?