Kapitel 1. »Han gjorde det ved mig«

I dag er lejligheden både hendes tilflugt og hendes fængsel. Hun går i skole, men ellers bevæger hun sig ikke meget ud. Hun er bange, hver gang hun forlader lejligheden. Og dem, hun frygter, er dem, der burde have stået hende nærmest: Familien. Men Salmas familie har været hende alt, alt for nær. Meget nærmere, end en far og en flok storebrødre burde. Derfor bor hun i dag på en adresse, der er beskyttet af politiet. Et sted i Danmark sidder hun på sengen, det eneste møbel i den lille etværelses lejlighed, og fortæller sin historie. Dette er historien om Salma, født for 19 år siden i Danmark i en pakistansk familie. Seksuelt misbrugt siden hun var en lille pige. Det var den yngste af hendes tre storebrødre, der begyndte. Dengang var Salma ni eller ti år, og hendes mor var alvorligt syg og lå på hospitalet. Den fem år ældre bror sagde til Salma, at de skulle »lege en leg«. Og så voldtog han hende. Da moderen døde i 1997, gik der ikke lang tid, før faderen også begyndte. »Han havde købt en fin natkjole til mig. Med prikker. Det begyndte med, at han ville klø mig på ryggen, mens jeg havde den natkjole på. Og så blev det til mere og mere«, siger Salma. »Jeg ville ikke, men han sagde til mig på pakistansk: »Det gør ikke noget««. Hun er meget blufærdig, når hun fortæller om de seksuelle overgreb. Går aldrig i detaljer, men bruger konsekvent udtrykket: »Han gjorde det ved mig«. Af politirapporterne fremgår det, at der har været tale om både almindeligt, oralt og analt samleje. Det handler ikke bare om et par gange. Der er tale om hyppige, i perioder næsten daglige overgreb. Den mellemste storebror, 12 år ældre end Salma, 'gjorde det også ved hende'. Han begyndte senere, men blev med tiden den værste. Når hun fortæller historien, flyder nogle tidspunkter og begivenheder sammen. Men historien efterlader et billede af en pige, der i perioder nærmest fungerede som sexslave i familien. »Hvis jeg ikke ville, sagde de: Du har gjort det før, så du kan godt gøre det igen. Og hvis jeg blev ved med at sige nej, tæskede de mig«, fortæller hun stille. Sagsakterne fra kommunen tegner et billede af en pige, der var meget alene i verden. Faderen var ofte bortrejst til Pakistan i længere perioder, og i en af rapporterne fra Børn- og Ungeafdelingen fremgår det, at Salma en overgang måtte leve af gamle ærter fra fryseren og rester fra skolens frokost. En enkelt gang prøvede Salma at betro sig om forholdene i hjemmet og de seksuelle overgreb til sin moster, der også boede i Odense. Men der var ingen hjælp at hente. »Det er ikke vores problem«, lød svaret. Senere fortalte hun det til sin storesøster, der på det tidspunkt var flyttet hjemmefra. Søsteren fortalte, at hun selv var blevet seksuelt misbrugt af de to ældste storebrødre, men at hun aldrig havde sagt det til nogen. Salma sagde, at hun ville anmelde det. »Det skal du ikke, det er familie«, lød søsterens svar. »Sådan er det. Vi opdrages til at holde sammen i familien. Du er ikke noget uden din familie«, siger Salma igen og igen, når hun fortæller sin historie. Det var den mellemste storebrors danske ekskæreste, der omsider tog affære. 20. juli 2001 betroede Salma sig til hende og fortalte det hele. Bagefter ringede Salma til sin søster og sagde, at hun ville melde brødrene og faderen til politiet. »Hvis du gør det, så anmeld kun dine brødre. Ikke far«, sagde søsteren. Men nu rullede bolden. Den danske kvinde kontaktede Børn- og Ungeforvaltningen, som anmeldte sagen til politiet. 21. juli var Salma til afhøring hos politiet, og to dage efter blev hun sendt til retsmedicinsk undersøgelse på Odense Universitetshospital. Af den retsmedicinske erklæring fremgår det klart, at Salma ikke længere var jomfru. »Læsionerne på jomfruhinden kan meget vel være opstået for flere år siden«, hedder det i erklæringen. Der står også, at Salma har flere ar på kroppen - på ryggen, på benene og bag på lårene - som godt kan stamme fra vold. Salma var på det tidspunkt 14 år gammel. Og hendes oplevelser talte ud over de konkrete seksuelle overgreb episoder med tæsk, nogle gange med en trækølle, og med brændende cigaretter, der var slukket på hendes krop. Efter afhøringen hos politiet akutanbragte Børn- og Ungeafdelingen hende i en familiepleje i Odense. Kort efter blev hun flyttet til opholdsstedet Brolund i Jylland, som specielt tager sig af omsorgssvigtede og seksuelt misbrugte børn. Her kom hun i psykologbehandling. Hendes adresse blev holdt hemmelig for familien. »Hun var en helt forhutlet pige med alle de typiske reaktioner hos børn, der har været udsat for seksuelt misbrug«, siger opholdsstedets leder, John Røssberg. »Hun havde nærmest brug for krisehjælp, og vi brugte meget tid på at holde i hånd«. Imens har politiet sigtet de to brødre for seksuelle overgreb. Faderen var da i Pakistan, men blev afhørt og sigtet, da han kom tilbage til Danmark. Alle nægtede pure. Som bevismateriale havde Salma blandt andet afleveret et par trusser med pletter, der skulle være rester af sæd fra den mellemste storebror. Han blev varetægtsfængslet, men kort tid efter løsladt af landsretten. En analyse af pletterne bekræftede, at det var sæd, men materialet var for sparsomt til en dna-analyse, fremgår det af politiets papirer. Salma blev indkaldt til afhøring i retten 13. august, men retsmødet blev aldrig til noget. To dage før forsøgte Salma at begå selvmord med smertestillende piller og blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Århus. 6. november skrev politiet til Børn- og Ungeafdelingen og til Salma, at man har indstillet efterforskningen og besluttet at »opgive påtale«. Politiet mente ikke, sagen kunne holde. Mens sagen rullede, havde Salma sporadisk kontakt til søsteren fra en telefon, der ikke kunne spores. I løbet af november blev denne kontakt optrappet, og det endte med, at Salma stak af fra Brolund og tog over til søsteren i København. Der fulgte en hel del møder mellem Salmas sagsbehandler i Odense, medarbejdere fra Brolund og familien. Salmas far krævede, at hun kom hjem. Selv gav hun udtryk for, at hun helst ville tilbage til Brolund. Akterne i Salmas sag hos kommunen er ikke helt klare for perioden hen over jul og nytår og de første måneder i 2002. Det ser ud til, at Salma skiftevis var hos søsteren i København og hos familien i Odense, samtidig med at hun stadig officielt var anbragt på Brolund. Af papirerne kan man læse, at hun har været meget i tvivl. Inden møder med sagsbehandlerne og pædagogerne har hun givet udtryk for, at hun under ingen omstændigheder ville flytte tilbage til familien. »Men når jeg så sidder til møde sammen med min familie, kan jeg ikke sige dem imod«, forklarer Salma i dag. Så det endte med, at hun gav efter for presset. 13. marts 2002 skrev Salma, der på det tidspunkt var 15 år, et brev til forvaltningen om, at hun helst vil være hjemme, og hun blev officielt hjemgivet fra Brolund. »Vi strittede voldsomt imod, og det samme gjorde forvaltningen i Odense. Men når hun selv siger, at hun gerne vil, er der ikke meget at gøre«, siger John Røssberg fra Brolund i dag. »Det ville have krævet en tvangsanbringelse, og det har forvaltningens jurist vurderet, at der ikke var grundlag for, når politiet havde henlagt sagen«. Fra Salma selv lyder forklaringen: »Uden min familie er jeg jo ingenting«. Derfor tog hun hjem igen.