Salma ligner udadtil en helt almindelig, 19-årig kvinde af pakistansk oprindelse. Yndig, sorthåret og med store øjne. Men de mange armringe skjuler ar fra de knive og glasskår, hun har skåret sig med. »Når jeg ikke kunne holde det ud mere«, siger hun. Tre selvmordsforsøg med piller har hun også bag sig. Salmas forhistorie er af den slags, det gør ondt at høre på. En historie om omsorgssvigt, incest og andre former for seksuel udnyttelse. Salma havde fået en stedmor, da hun i begyndelsen af 2002 flyttede fra det socialpædagogiske opholdssted Brolund i Jylland og tilbage til familien i Odense. Faderen havde fundet en ny kone i Pakistan. Familien var også flyttet og boede nu i Vollsmose. Når Salma fortæller om sit liv med familien, handler det mest om seksuelle overgreb og tæsk. Hun prøvede at hente hjælp hos den nye stedmor, men forgæves. »Sådan noget gør din far ikke, han er en from mand, der læser Koranen og beder til Allah fem gange om dagen«, lød svaret. Salma selv siger, at alle i familien vidste, hvad der foregik, og at det ofte skete åbenlyst. Med tiden kom der også flere mænd ind over. Det var ikke kun de to yngste storebrødre og faderen, der forgreb sig på hende. Salma fortæller, at hun blev udnævnt til at være familiens »lille luder« og tvunget til at gå i seng med venner både af faderen og den mellemste storebror. Betalingen delte de i porten. Da hun kun var 15 år, blev hun dullet op i mere voksent tøj og sminke for at se ældre ud. Den mellemste storebror, som hun kalder ham, var den værste. Han tog hende også med på en tur, han havde som langturschauffør til Spanien, og 'lejede' hende ud til andre på rastepladser undervejs. Et par gange har hun stået og trukket på et bestemt hjørne i Odense, hvor de prostituerede holder til. En anden pakistansk kvinde skulle holde øje med hende. Salma har det hele som billeder inde i hovedet, når hun fortæller, men hun har svært ved at sætte tidspunkter på. En gang imellem lukker hun øjnene, når hun skal genkalde sig steder og situationer. Efter sommerferien 2002 begyndte Salma i 10. klasse i en ny skole i Odense. Men i begyndelsen af september forsvandt hun - både fra skolen og hjemmefra. Salmas far efterlyste hende selv, og efter en lille uges tid dukkede hun op på sit gamle opholdssted Brolund i Jylland. Hun var i en elendig forfatning, grædende og rådvild. Vidste ikke, hvad hun ville. Salma var igen fanget mellem den hjælp, hun vidste, hun kunne få udefra, og familien, som hun både elskede og hadede. Efter nogle dage på Brolund besluttede hun sig til at tage hjem og genoptage sin skolegang. Hun var bange for, at familien helt ville slå hånden af hende, hvis hun bad om igen at blive anbragt uden for hjemmet. »Uden min familie er jeg ingenting«. Det er den læresætning, Salma er blevet opdraget med. Og som hun gentager, når hun i dag forklarer, hvorfor hun gang på gang enten af fri vilje eller hårdt presset af familien er blevet ved med at komme tilbage. På den nye skole vidste hverken lærerne eller inspektøren noget om Salmas baggrund. Men de blev stærkt foruroligede, da Salma afleverede en dansk stil om emnet 'familie'. Salma havde udformet sin stil som tre digte. Det ene udtrykker savn efter den mor, der døde i 1997. De to andre med titlerne 'Hvorfor far?' og 'Er I min familie?' bruger udtryk som »I har brugt mig på den værste måde«. I digtet til faderen skrev Salma blandt andet : »Du brugte mig bare på den værste måde en far kan gøre mod sin datter. Hvorfor far? Hvorfor gjorde du det mod mig? Jeg var lille og forstod ikke noget. Så brugte du mig på den værste måde. Far jeg vil aldrig tilgive dig nogensinde. Far jeg hader dig men elsker dig fordi du er min far ...«. Da Salma senere skrev et brev til sin klasselærer om, at der foregik ting i hjemmet, som hun ikke måtte sige noget om, besluttede skoleinspektøren at gå til Børn- og Ungeafdelingen i Odense Kommune med sin mistanke om seksuelle overgreb. Midt i december 2002 forsøgte Salma igen at begå selvmord ved at sluge et par håndfulde piller. Det var anden gang. Første gang var i september året før, da hun var blevet anbragt på opholdsstedet Brolund efter at have anmeldt sin far og de to yngste af storebrødrene for seksuelle overgreb. En sag, der blev afsluttet med, at politiet henlagde den på grund af 'bevisets stilling'. Men som første gang fortrød Salma sit selvmordsforsøg og henvendte sig selv på skadestuen i Odense, hvorfra hun blev indlagt på Odense Universitetshospital. Midt i januar kom Salma igen til skadestuen. Denne gang var hun dukket op på skolen og havde fortalt, at hendes søster havde tævet hende, blandt andet med en trækølle. Salma ville ikke hjem, men tilbage til det socialpædagogiske opholdssted Brolund. Men først sørgede viceskoleinspektøren for at køre hende på skadestuen. Af skadestuerapporten fremgår det, at hun havde hævelser, misfarvninger og ømhed flere steder på kroppen, men ingen brud. Skadestuen fandt situationen alvorlig nok til at indgive politianmeldelse. Men da sagen senere kom for retten med søsteren som tiltalt for vold, turde Salma ikke vidne. Søsteren blev frikendt, idet retten kun fandt det bevist, at hun havde stukket Salma en lussing. Salma kom tilbage til Brolund, som hun havde ønsket det. Det varede to og en halv måned. Så stak hun af. Uden varsel, fremgår det af sagsakterne. Hun blev afhentet af en ung mand i en bil. Salma fortæller, at det var en af broderens venner. Salma havde efterhånden fået et ry som 'pigen, der stikker af'. Lederen af Brolund, John Røssberg, fortæller, at det er ret typisk for piger som Salma. »Hun har det med at stikke af. Ikke kun, når hun har det skidt, men også fra relationer, der bliver for gode. Det er typisk for tidligt skadede«, siger han. Hjemme fortsatte elendigheden. Salmas lillebror var efterhånden den eneste i familien, der ikke gjorde hende ondt. Søsteren, som hun tidligere havde haft et godt forhold til, var flyttet tilbage til familien og var ifølge Salma den, der tit tævede hende. Den ældste storebror, der tidligere ikke havde været involveret i seksuelle overgreb, forsøgte sig en enkelt gang, men gennemførte dog ikke. Salmas sagsakter er der stille om hende i de næste måneder. Ifølge Salma selv var det blandt andet i denne periode, at hun systematisk blev misbrugt både af sin familie og af fremmede mænd. Det skete af og til under forhold, hvor også andre fædre var til stede med deres halvvoksne døtre og ofte 'byttede døtre' indbyrdes. Pigerne og deres fædre kom fra forskellige etniske mindretal, og Salma kendte nogle af dem, men de talte aldrig sammen om det, siger hun. »Vi så bare på hinanden, hvis vi mødtes«, siger hun. De oplysninger har Salma siden givet både til politiet i Odense og til politiet i den by, hvor hun senere en overgang boede på krisecenter for voldsramte kvinder. Men sagen om det, der mest af alt minder om en pædofilring, er aldrig blevet efterforsket. I efteråret 2003 mødte Salma en pakistansk mand, der bor i København. Salma siger, at han ikke er en sexkunde og ikke en kæreste, men en ven, der hjalp hende. I december 2003 stak hun igen af hjemmefra, denne gang for at tage over til denne ven og hans kone. Dem fortalte hun hele sin historie, og de hjalp hende med at finde et sted at bo hos nogle venner. Salmas far efterlyste hende, og samtidig begyndte familien at ringe til hende på mobiltelefonen og forsøge at overtale hende til at komme hjem. Salma var igen i tvivl og henvendte sig til Døgnkontakten i København. Her fortalte hun sin historie og også, at hun var bange for, at faderen havde planer om at tvangsgifte hende i Pakistan. Døgnkontakten kontaktede forvaltningen i Odense, og efter en kort kontakt til Børn- og Ungevagten tog Salma igen tilbage til familien. I januar stak hun af igen. Denne gang ringede hun til sin ven i København og sagde, at hun ville tage piller. Han bad hende taget toget til København - det gjorde hun, og på vejen tog hun pillerne. Vennen hentede hende ved toget og kørte hende til skadestuen på Bispebjerg Hospital, hvorfra hun blev overflyttet til den lukkede afdeling. Efter et par dage sendte forvaltningen i Odense en medarbejder til København for at hente hende. »Han lovede, at jeg hverken ville blive kørt hjem til min familie eller indkvarteret i Vollsmose. Alligevel indskrev de mig på et klubværelse lige i nærheden af vores hus. Min far kunne se mig hjemmefra. Han ringede til mig og sagde, at nu kom han og hentede mig«, fortæller Salma. Så stak hun af igen. Og denne gang gik hun for alvor under jorden. Efter den seneste kontakt med Børn- og Ungeafdelingen havde hun ikke længere tillid til forvaltningen i Odense Kommune. Men hun besluttede, at hun ville anmelde faderens og brødrenes seksuelle overgreb til politiet igen, når hun var blevet 18 år, og dermed var uden for Børn- og Ungeafdelingens rækkevidde. I mellemtiden fandt hun sig et sted at bo og begyndte på en ungdomsuddannelse. Til alle præsenterede hun sig med et nyt navn. Men en dag var der bud efter hende hjemmefra. Sådan opfattede Salma det i hvert fald, da hun hørte fra en nabo, at der havde været en og spørge efter hende på hendes rigtige navn. Salma flyttede igen til et andet sted i landet. Hun gik til politiet, som hjalp hende med at finde plads på et krisecenter. Salma har siden været i kontakt med politiet to gange. Dagen efter, at hun var fyldt 18 år, kontaktede hun politiet i Odense. Det var sidste sommer. Denne gang fortalte hun også om alle de andre tilfælde af seksuel udnyttelse - ikke kun om overgrebene fra brødrene og faderen. Den samme historie har hun fortalt til politiet et andet sted i landet, som imidlertid har valgt at sende den 'hjem' til Odense og overlade den videre efterforskning til politiet dér. Salmas historie har en facet mere. Hun siger, at hun i 2003 fødte et barn i al hemmelighed i Tyskland. Efter fødslen blev hun tvunget af sin bror til at underskrive nogle papirer, og barnet blev taget fra hende. Hun mener selv, at det højst sandsynligt var enten hendes bror eller en af hans venner, der var far til barnet. Den del af historien har vi ikke kunnet få verificeret. Den optræder ikke i hendes sagsakter hverken fra kommunen eller fra Brolund. Lederen på Brolund, John Røssberg, siger generelt om incestofre og deres erindringer: »Der er typisk to måder at reagere på. Enten fortrænger man det hele, eller også kan det vokse inde i hovedet«. John Røssberg har ikke tidligere hørt, at Salma skulle have fået et barn. Men han er ikke i tvivl, når vi spørger til hendes troværdighed i øvrigt. »Vi tror fuldt og fast på hende. Den del af historien, vi kender til, hænger godt nok sammen«. Salma fastholder, at også den del af hendes historie, der handler om barnet, er sand. Politiet har aldrig ladet hende undersøge for, om hun har født. 27. december sidste år meddeler politiet i et brev, at sagen endnu en gang er henlagt - igen på grund af 'bevisets stilling'. Politiet har gennemført en ny efterforskning, har afhørt familiemedlemmerne og gennemført ransagning efter videooptagelser af overgrebene, som ifølge Salma af og til er blevet filmet. Men der er ikke beviser til en retssag, siger politiet. Salma bor i dag på en hemmelig adresse et sted i Danmark. Hun har senest været i kontakt med familien i Odense i december sidste år. Det var en telefonsamtale. I dag siger hun ikke længere: »Jeg er ikke noget uden min familie«. Hun er vred. Vred på sin familie over alt det, den har udsat hende for. Vred over, at den er sluppet godt fra det. »De tror nok, at jeg kommer tilbage en dag, ligesom min søster gjorde. Men jeg kommer aldrig tilbage til min familie«, siger hun. Hun er også vred på et miljø, der tillader, at ikke alene hun, men også andre piger udnyttes seksuelt. Når vi spørger hende, hvorfor hun gerne vil have sin historie frem, handler det først og fremmest om det punkt. »Jeg vil gerne vise andre piger i min situation, at de ikke skal finde sig i den slags«, siger hun. inge.methling@pol.dk poul.christian.poulsen@pol.dk