Langtidsledige skal mødes med varme

Når det igen og igen mislykkes for en langtidsledig at komme i job, ryger troen på, at et job er inden for rækkevidde. De mislykkede forsøg påvirker både den ledige, sagsbehandleren og de virksomheder, der har brugt en masse energi på et menneske, der ikke bare er arbejdsløs, men måske også deprimeret og afhængig af alkohol eller stoffer. Men nu skal det være slut. Stemningen skal vendes, og samarbejdet styrkes, så de langtidsledige ikke bare holdes hen i årelang, passiv forsørgelse uden håb om at komme tilbage i arbejde. Håber på inspiration 57 kommunale socialrådgivere, virksomhedsledere, frivillige aktivister og tidligere ledige har derfor gennem det sidste år arbejdet i en tænketank for at lave et idékatalog til kommunerne om, hvordan de skal få langtidsledige i arbejdet igen. »Vi har bragt disse mennesker sammen for at se, hvordan de kan inspirere hinanden med deres forskellige grunde og perspektiver til få folk i arbejde«, siger projektleder Marianne Sakstoft fra Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats (CABI). Centeret hører under Beskæftigelsesministeriet og har stået bag det tre år lange projekt 'Jobskabelse', som tænketanken er en del af. Ideen med tænketanken er, at det skal være pilotprojektet til, hvordan kommunerne skal sammensætte forskellige parter for at kunne løse den svære opgave at få folk på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i job. »Det, der skal til, er, at alle parter bidrager med hver deres indsats til, at det her skal kunne lade sig gøre. Samtidig skal parterne lytte til hinanden og derved berige samarbejdet i stedet for at begrænse det«, siger Marianne Sakstoft. Derfor må den enkelte sagsbehandler eller jobkonsulent ikke sidde alene med opgaven. Mangler mentalt overskud Både virksomhederne og de ledige skal på banen. En række tidligere ledige har derfor været med i tænketanken for at forklare, hvilke tanker de sidder med hos socialrådgiveren. De fortæller, at de gerne ville have omsorg og forståelse for, at de ikke bare er dovne, men faktisk ikke har mentalt overskud til at se en arbejdsgiver i øjnene. »De tidligere ledige kan med deres egne fortællinger gøre det klart, hvad der helt reelt har gjort forskellen for, at det lykkedes. Det kan være meget centrale forhold som at have en kontaktperson, man har tillid til og som altid er der«, forklarer Marianne Sakstoft. Pisken hjælper ikke For det nytter ikke at tro, at hvis pisken bare er truende nok, får man de langtidsledige i arbejde. Der er altid en grund til, at de ikke har haft arbejde i lang tid, og de skal ofte have støtte og omsorg hele vejen til arbejdet, før de bliver der, mener hun. »De ledige skal mødes af nogen, der også tror på, at de har ressourcer at bidrage med. Så de ledige også føler sig uundværlige og bliver taget alvorligt«. Hvad enten de langtidsledige har fysiske skavanker, misbrugsproblemer eller depressioner, vil de ofte gerne i arbejde. Men de møder et system, der enten ikke forstår dem eller ikke samarbejder om at hjælpe dem. I morgen afholder CABI konferencen, hvor idéerne skal præsenteres for blandt andet Kommunernes Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening og politiske arbejdsmarkedsordførere. For selv om sagsbehandlere og jobkonsulenter kan vise noget af vejen, så er det ikke på det offentlige kontor, at den ledige får lyste til at arbejde, mener Marianne Sakstoft. »Det er ude i virkeligheden, motivationen for de ledige findes. At de møder velfungerende kolleger, der tager dem alvorligt. At det giver mening at have et arbejde«.