Positive toner efter klimatopmøde i Grønland

»Nå, Connie Hedegaard, tøede ministrene så op?«, spørger DR's reporter. »Ja, det gjorde de, amerikaneren ligger oppe på værelset, smeltet i en kop«, siger den konservative danske miljøminister. Det er kun en lydprøve. I selve tv-interviewet, hvor Ilulissats mangefarvede huse og verdensberømte isfjord agerer dekorativ baggrund, holder Hedegaard den seriøse stil. Selv ikke nærgående slædehunde kan hyle hende ud af den. Tilfreds minister Det utraditionelle klimaseminar i Grønland har været en succes, erklærer miljøministeren endnu engang med en tilfreds mine, i lighed med næsten alle andre mødedeltagere på Hotel Arctic. Få timer forinden var det ellers svært at finde en grimasse, der kunne passe. Den amerikanske udsending var pludselig væk, da de 25 mødedeltagere skulle på helikoptertur for at få fælles billeder på nethinden af konkrete klimaforandringer ude ved den smeltende indlandsis. Brud på etiketten Chefklimaforhandleren Dr. Harlan L. Watson - en af de få deltagere, der ikke var miljøminister - havde travlt med at gentage over for Grønlands Radioavis, at der ikke var endegyldige beviser for en global opvarmning. Samt at USA måske nok er den største forurener, men også det land, der tjener flest penge på produktion. Udmeldingen var i strid med etiketten om ikke at kommentere forhandlingerne under mødet, og selv om flere deltagere tørt konstaterede, at den amerikanske Dr. Watson ikke ligefrem var nogen Sherlock Holmes, lagde han en dæmper på den gode stemning. Og brød den enighed, der ellers herskede på det efterfølgende pressemøde, hvor Connie Hedegaard havde forenet så forskellige lande som Storbritannien, Canada, Sydafrika og Kina. Krav om handling Landene har forskellige bevæggrunde for at gå aktivt ind i problematikken - for eksempel fremhævede Kinas generaldirektør for udviklingsreformer Gao Guangsheng primært det negative økonomiske aspekt ved den globale opvarmning, blandt andet oversvømmelse af landbrugsområder. Men alle understregede, at der ikke længere kan sættes videnskabelige spørgsmålstegn ved, om klimaændringerne er reelle. Og alle lagde vægt på, at der skal handles nu. »Vi har ikke råd til ikke at gøre noget«, som Hedegaard fastslog. Topmødets uformelle form betød, at der ikke var lagt op til noget forkromet slutdokument, der skulle underskrives. Men alle på pressemødet bakkede op om den danske ministers 10 løst formulerede konklusioner. Det handler først og fremmest om at se frem og ikke tilbage. Om at stoppe med at skyde skylden for dødvandet på andre lande og overveje, hvordan man selv kan tage ansvar for at løse problemerne. Om at få gang i mere bæredygtigt energiforbrug og i udvikling og udveksling af miljøteknologi landene imellem. Og om at forbedre både politikernes og befolkningernes viden om de miljømæssige og økonomiske konsekvenser ved forskellige løsningsmodeller. Greenpeace savner konkrete mål Og det er da pæne ord som afslutning på et prisværdigt initiativ, mener miljøorganisationer som Greenpeace, der ligger med klimaskibet Arctic Sunrise i fjorden ud for mødehotellet. »Men man burde have opstillet mere konkrete mål. Vi kan stadig ikke se, om USA er villig til at forpligte sig eller ej. Hvis ikke, er det usandsynligt at udviklingslande som Kina og Sydafrika for alvor vil gøre det«, siger klimakoordinator Martina Krüger fra Greenpeace. Den melding gør det igen svært for Connie Hedegaard at finde en grimasse, der kan passe: »Det er jo absurd. Hvis man havde lagt op til konkrete forpligtigelser, ville man ikke have formået at få politikerne til frit at diskutere de store linjer og nærme sig hinanden«, siger miljøministeren, der bakkes op af sine kolleger. »Mødet har skubbet yderligere til den optimisme i klimadebatten, der ikke eksisterende for blot et år siden. Kyoto-protokollen trådte endelig i kraft i februar, og langt flere lande har på det seneste meldt ud, at de vil handle«, fremhæver Storbritanniens miljøminister Elliot Morley. »Jeg tror, at mødet har bragt verden lidt tættere sammen«, siger Canadas miljøminister, Stéphane Dion. Topmøde i FN Han er om godt tre måneder vært for FN's årlige klimatopmøde, og ministre, embedsmænd og græsrødder er enige om, at det først er der, at man kan se, om ånden fra Ilulissat virkelig lever. Er der skabt et så stærkt fælles fokus, at det vil få klodens lande til at tage større skridt på klimaområdet end de bittesmå, det blev til ved seneste FN-møde i Buenos Aires i fjor? Og er amerikanerne virkelig ved at tø op?