Kommuner svigter voldsramte kvinder

Sagsbehandlere i de sociale forvaltninger har ikke altid forståelse for de kvinder, der flygter fra et voldeligt forhold. Og slet ikke, hvis kvinden ikke taler - eller kun taler meget lidt - dansk. Ofte får de ikke den hjælp, de har krav på. Det fremgår af en ny rapport fra Dannerhuset i København, som i to perioder har gennemført et projekt med særlig støtte til ikke-dansktalende kvinder på krisecentret. Lille viden Voldsramte kvinder med en etnisk minoritetsbaggrund har ofte slet ingen eller kun en meget lille viden om det danske samfund og om, hvilken hjælp de kan få. Det gælder især kvinder, der ikke taler dansk, men også nogle af dem, der er vokset op eller har boet i mange år her i landet, fremgår det af rapporten. Den viser, at hjælpen fra de sociale myndigheder er afhængig af den enkelte sagsbehandler og i et vist omfang også af, hvordan de enkelte lokalcentre eller kommuner har organiseret hjælpen. En tredjedel af de kvinder, der indgik i projektet, havde problemer med at få tilsagn fra kommunen om betaling af deres ophold på krisecentret. Ni ud af ti fik aldrig udarbejdet den handleplan, de har krav på. Og ofte var det svært at få tilkendt den tolkeassistance, som kvinderne har ret til. Der kunne gå uger, før det var muligt at få et møde i stand med sagsbehandleren, og mange af kvinderne har oplevet at skifte sagsbehandler undervejs. Nogle sagsbehandlere finder kvinderne meget besværlige og forstår ikke, at de kan være traumatiserede af den vold, de har været udsat for. Gik på omgang Rapporten nævner et tilfælde, hvor et lokalcenter fandt en kvinde så belastende, at ingen ville være fast sagsbehandler for hende. Det betød, at hun 'gik på omgang' mellem sagsbehandlerne og derfor ikke fik opfyldt sine behov. Projektet i Dannerhuset bestod i, at der blev tilknyttet en særlig medarbejder til at hjælpe denne gruppe kvinder. Projektmedarbejderen trådte ind som bisidder for kvinderne i mødet med de danske myndigheder, samtidig med, at hun underviste dem i det danske system og lærte dem at færdes i byen. Gradvis blev kvinderne i stand til at klare flere af deres problemer og kontakter med myndighederne selv, men det fremgår af rapporten, at den vanskelige kontakt med socialforvaltningerne i flere tilfælde har betydet, at kvinderne var nødt til at blive på krisecentret i længere tid, end det ellers havde været nødvendigt. Mangler ressourcer »Især i Københavnsområdet er nogle af de lokale centre i socialforvaltningerne så overbelastede, at de slet ikke har ressourcer til disse sager. Og når man så også møder meget lidt forståelse for de sproglige barrierer, betyder det i mange tilfælde, at man bliver mødt med en lukket dør«, siger Dorte Hedevang, der er en af de to projektmedarbejdere, som har været ansat i Dannerhuset. »Det virker, som om sagsbehandlerne ofte glemmer kvinden, når de først har fået hende anbragt på et krisecenter. Jeg mener, der er brug for flere ressourcer til at tage sig af denne gruppe kvinder både på socialcentrene og på krisecentrene«, siger Dorte Hedevang. Projektet, som var finansieret af Integrationsministeriet, er nu afsluttet. Det betyder, at der ikke længere er penge til at have en særlig medarbejder ansat som støtte for de ikke-dansktalende. »Derfor er vi i nogle tilfælde nødt til at henvise disse kvinder til andre krisecentre med flere ressourcer«, siger Karen Thomsen, Dannerhusets krisecenter. Dannerhusets medarbejdere skal nu diskutere, hvordan de kan bære kritikken af socialforvaltningerne videre og få politisk fokus på problemerne. Intet om emnet i uddannelsen Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) har som led i regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder været ude i flere kommuner og undervise de ansatte i problemer omkring vold i familien. »Et af problemerne er, at der ikke er noget om dette emne hverken i grunduddannelsen eller i efteruddannelsen. Men det skulle komme som led i regeringens fortsatte handlingsplan«, siger forkvinde for LOKK Jytte Mejnholt. På grund af ferie i Social- og Ligestillingsministeriet har det ikke været muligt at få oplyst, hvilke nye initiativer, der er sat i gang. »Men det er ikke nok at uddanne sagsbehandlerne. Hvis man ikke samtidig åbner pengekassen til bedre tolkning og andre hjælpeforanstaltninger, nytter det ikke«, sige Karen Thomsen.