Gaver spises og drikkes på stedet hos Hvilshøj og co.

Lyt til artiklen

I Integrationsministeriet spises og drikkes gaver fra ministeriets leverandører og samarbejdspartnere af medarbejderne ved enten julefrokosten eller sommerfesten. »Vi fortærer vel at mærke gaverne sammen«, understreger ministersekretær Anne Ulstrup Stærk, der på foranledning af Politiken har undersøgt ministeriets regler for at modtage gaver. Kuglepenne er ok Integrationsministeriet er således lidt mere puritansk end den underordnede Udlændingestyrelsen, hvor gaver samles ind og fordeles blandt medarbejderne ved et årligt lotteri. Hverken i ministeriet eller i styrelsen må de enkelte medarbejdere tage imod personlige gaver. »Undtaget er små lejlighedsgaver i forbindelse med repræsentative besøg som kuglepenne, slipsenåle og nøgleringe«, siger Anne Ulstrup Stærk. »Det grundliggende princip er, at der ikke må sås tvivl om ministeriets upartiskhed«. Ministeriets regler er ikke nedfældet på skrift. Gaveforbud I Udlændingestyrelsen var der skriftlige regler, men de er suspenderet. Der er i øjeblikket totalt gaveforbud. I en pressemeddelelse slog styrelsen onsdag fast, at de »kostbare persiske tæpper«, som ifølge medierne skulle være blevet udloddet blandt medarbejderne, er et eller to små tæpper i A4-størrelse. »Der har i det hele taget ikke været tale om kostbare gaver«, siger informationschef Morten Laursen. I pressemeddelelsen dementerer styrelsen også oplysninger om, at gaver på forhånd er tildelt cheferne. Samråd i Folketinget Efter sommerferien venter et større politisk opgør om gaverne til Udlændingestyrelsen. Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) skal i samråd i Folketingets Integrationsudvalg 10. august. Desuden har både Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten og Kamal Qureshi, SF, stillet flere spørgsmål. De drejer sig især om, hvor meget tidligere integrationsminister, Bertel Haarder (V), og hans embedsmænd vidste om Udlændingestyrelsens gavelotteri og modtagelse af gaver. Kamal Qureshi vil bl.a. vide, om »regeringen finder det i orden, at Udlændingestyrelsen har en praksis med modtagelse af gaver fra sine kunder?«. SF-politikeren vil også vide, om Bertel Haarder som integrationsminister selv har modtaget gaver fra »borgere, institutioner, sportsklubber, virksomheder m.fl., som har haft sager kørende i Udlændingestyrelsen?«. Jørgen Arbo-Bæhr ønsker en uvildig undersøgelse af gavepraksis og sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen. »Det er den eneste måde at nå til bunds i kaos i Udlændingestyrelsen på«, siger Arbo-Bæhr, der samtidig vil have undersøgt, hvor meget Integrationsministeriet vidste om gaverne. Haarder holdt tale Som integrationsminister har Bertel Haarder 7. januar 2003 holdt en tale i forbindelse med et af de årlige lotterier. Han havde ifølge eget udsagn også en »hadegave« med - en grøn vase. Bertel Haarder siger til Ritzau, at han ikke vidste, at han på den måde medvirkede i et nytårslotteri om de gaver, styrelsen havde fået i årets løb: »Nej, det anede jeg ikke«, siger Haarder. Det gjorde derimod Integrationsministeriets daværende departementschef, Niels Preisler, der efter valget i februar flyttede med Bertel Haarder til Undervisningsministeriet. Niels Preisler siger til Ritzau, at han selv har deltaget i et julearrangement. Han gik dog, før selve lotteriet begyndte. Gaveregler »Jeg var bekendt med, at der var et gaveregulativ, og jeg var bekendt med, at der var gavelodtrækninger i forbindelse med Udlændingestyrelsens nytårsreception«, siger Niels Preisler. »Jeg tror, at jeg også selv har deltaget og holdt en tale ved et af de her arrangementer, men jeg deltog ikke i selve lodtrækningen. Men jeg var bekendt med, at det foregik«. »Det var mit indtryk, at en stor del af gaverne kom fra ambassader. Der var også andre, der gav gaver. Men der var et gaveregulativ, der tog højde for det, og som sikrede, at ingen personligt modtog en gave«, siger Niels Preisler. Han tilføjer, at han ikke kan huske, hvilket år det drejer sig om. 73 ulovlige tilladelser Udlændingestyrelsens julelotteri har vakt opmærksomhed i kølvandet på først to sager om bestikkelse og derefter suspendering af en medarbejder, der tog mod fodboldrejser. En nuværende og en tidligere medarbejder i styrelsens ekspedition er mistænkt for at have udstedt ulovlige opholdstilladelser til kinesiske studerende. Begge nægter sig skyldige i at have modtaget bestikkelse. Fast står efter de første undersøgelser, at der i Udlændingestyrelsens ekspedition er givet 73 opholdstilladelser på forkert grundlag. Desuden har det vist sig, at både Udlændingestyrelsen og nogle medarbejdere i årevis har fået cirkusbilletter som en slags tak for behandlingen af opholdstilladelser til artister.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her