Ph.d.-studerende er billig arbejdskraft på universiteter

De bliver tvunget til at udføre almindeligt kontorarbejde på instituttet eller undervise i fag, der slet ikke har noget med deres forskningsprojekt at gøre. De 50 ugentlige arbejdstimer forlænger studietiden, og når først den er overskredet, er der lukket for lønkassen. Sådan er hverdagen ifølge foreningen Ph.d.-nettet for landets ph.d.-studerende. »Der er ingen grænser for, hvad man kan blive sat til. Vi har oplevet, at nogle har fået til opgave at finde telefonnumre på samtlige kontaktpersoner på østeuropæiske universiteter, mens andre har rejst rundt og fremvist fysikforsøg for gymnasieelever«, siger Maria Jensen, der er formand for arbejdsgruppen Livet som ph.d.-studerende under foreningen Ph.d.-nettet. Få underviser i det relevante Ifølge Maria Jensen får de heldigste ph.d.-studerende - og det er de færreste - lov at undervise i fag, der er relevante for deres forskning. De andre må tage til takke med kontornusseri og knap så relevant undervisning, der sammen med obligatoriske kurser tager et år af deres tre år lange ph.d.-uddannelse. »På den måde er der i realiteten kun to år tilbage at forske i, og dermed står vi dårligere i konkurrencen med de udenlandske studerende, der typisk har forsket i mellem tre og fire år«, siger Maria Jensen og understreger, at pligtarbejdet ikke optræder på det endelige eksamensbevis. Der står kun selve forskningen. På det naturvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet bliver ph.d.-studerende for eksempel sat til at gennemføre rutinepræget undervisning, som institutleder Johan P. Hansen kalder det. »Det kan være øvelser for førsteårs- og andetårsstuderende. Vi sætter dem altså ikke til at give egentlige forelæsninger«. Skriver underMen er det ikke det samme som at bruge ph.d.-studerende som billig arbejdskraft? »Nej, isoleret set er det skam en dyr arbejdskraft, for studerende, der ikke er lige så langt i forløbet, gør det samme«. Og det er der ikke noget ulovligt i. De ph.d.-studerende skriver nemlig under på, at de i løbet af deres studium vil arbejde for deres institut. Problemet er bare, at der i bekendtgørelsen ikke står noget om, hvad de 840 timers arbejde skal indebære. Genkender ikke kritikken På det humanistiske fakultet på Københavns Universitet kan sekretariatschef Kirsten Stenbjerre ikke genkende kritikken fra de ph.d.-studerende. »Hos os underviser de studerende fortrinsvis i emner, der har forbindelse med deres afhandling. Skulle det ske, at de bliver sat til at undervise i andre emner, er det efter min mening også i orden. Det skal de jo kunne som færdiguddannede kandidater«, siger hun. Trods pligtarbejdet mener sekretariatschefen, at et ph.d.-studium kan afsluttes på de normerede tre år. »Det handler om at sætte et tilstrækkeligt ambitionsniveau. Mange vil gerne gøre det på allerhøjeste niveau og stiller konstant nye krav til sig selv. Dermed får de svært ved at afgrænse opgaven, men det er netop en del af uddannelsen at afpasse niveauet til den tid, der er til rådighed«, lyder det fra Kirsten Stenbjerre. Arbejder 'vanvittig meget' Heller ikke på det sundhedsvidenskabelige fakultet, der uddanner godt 10 procent af landets ph.d.-studerende, har lektor og ph.d.-studieleder, Jørgen Vinten, hørt kritiske røster fra de studerende. Dog vil han gerne medgive, at ph.d.-studerende udsætter sig selv for et stort arbejdspres og arbejder »vanvittigt meget«. Og at de nogle gange bliver sat til at undervise i emner, der ikke har noget med deres afhandling at gøre. »Vi bliver jo også nødt til at få økonomien til at hænge sammen, så derfor skal de undervise. Dog forsøger vi at begrænse deres undervisningsbyrde så meget som muligt og gøre den så relevant for deres afhandling som muligt. Problemet er bare, at det er det enkelte institut, der finder frem til, hvad de ph.d.-studerende skal arbejde med. Derfor ser vi store forskelle fra det ene forskningsmiljø til det andet«, siger Jørgen Vinten, der dog ikke vil gå så langt som til at tale om billig arbejdskraft.