Irakiske fanger troede Hommel var en mand

Flere af de tidligere irakiske fanger i den danske militærlejr i Irak var ikke i tvivl om beskrivelsen af den person, der afhørte dem. De var overbevist om, at efterretningsofficer Annemette Hommel var en mand. En fange beskrev hende senere over for auditørkorpset som »en middelhøj skaldet mand«, mens en anden beskrev officeren som lille, rødmosset, kraftig og med »et bredt ansigt«. Trak på smilebåndet Og da auditørerne spurgte en af de tidligere fanger, om afhøringsofficeren kunne være en kvinde, svarede han, at det kunne han ikke forestille sig. Annemette Hommel kunne da heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, da hun hørte fangernes beskrivelse blive læst op af anklager Benny Holm Frandsen i Københavns Byret. Han gennemgik otte tidligere fangers vidneforklaringer, som sidste år i november blev afgivet til auditørerne. Altid jakke Tidligere i retten har Hommel forklaret, at hun gjorde meget ud af at være iført en klassisk militæruniform og aldrig smed jakken, da hun afhørte irakiske fanger i foråret og sommeren 2004. Det skulle ikke være åbenlyst, at hun var en kvinde, så det forstyrrede afhøringen. Og det var åbenbart lykkedes. Der var ellers ikke meget at grine af, hvis man skulle tage de fleste fangers forklaring for pålydende. De forklarede, at manden , der afhørte, råbte og skreg, når de enkeltvis sad til afhøring i teltet på knæ med rank ryg. Hvis de faldt sammen, fik de et dask i nakken af to militærpolitifolk, som stod bag dem i afhøringsteltet. Tissede i bukserne Under en afhøring fik en fange krampe i benene, og han sagde til auditørerne, at Hommel truede ham med at blive skudt. En anden fange har forklaret, at vagterne gav ham et knæ i ryggen, hvis han faldt sammen i den knælende stilling. Hverken i detentionen eller under afhøringerne fik de vand, mad eller toiletadgang. Og én tissede i bukserne to gange. Men to fangers vidneforklaringer til auditørerne afveg fra de andres. Den ene fremhævede, at han måtte sidde, som han ville i detentionen og i afhøringsteltet. Han erklærede, at han var blevet udspurgt på en »ordentlig måde«. Forklaringen blev delvist bakket op af en anden fange. De tidligere fangers forklaringer fik da også dommeren i Al Qurnah til at skrive til auditørerne, at der var »modsigelser og uoverensstemmelser i vidneudsagnene«. Og han konkluderede, at forklaringerne var »overdrevne«. Hård tone Hommel fik også uventet hjælp fra den mandlige tolk, som oprindelig skrev klagen mod hende, og som fik hele sagen til at rulle. Mohammad E. forklarede, at han har mange soldatervenner fra sin tid i Irak i foråret sidste år »også Annemette Hommel«, som han udtrykte det. Og det var ikke hans tanke, at der skulle komme en retssag ud af klagen, som han sendte til lejrens daværende chef, oberst Henrik Flach. »Det var egentlig en forklaring på, hvorfor jeg sagde op som tolk i begyndelsen af juli. Og hvis man havde stoppet den måde, man afhørte på i lejren, havde jeg ikke haft nogen problemer med at forlænge min kontrakt«, fortalte han retten og tilføjede så: »Jeg håber ikke, at hun bliver straffet«. Til gengæld var han barsk, da han beskrev opbevaringen og afhøringerne af fangerne, som han oplevede to gange. Den ene gang var i april sidste år. »Det var meget hårdt for dem. En fange fortalte mig under afhøringerne, at han ikke havde fået noget mad og vand. Det oversatte jeg til Hommel, men hun sagde, at han ikke fik noget, før hun gav lov til det«, fortalte den tidligere tolk. Mohammad forklarede også, at fangerne blev beordret til at sidde på knæ med rank ryg, når de blev afhørt. Hvis de sank sammen af træthed, tvang militærpolitifolkene dem til at rette sig op. »Hommel råbte og brugte stærke ord. Jeg fik at vide, at jeg også skulle råbe, når jeg oversatte. Men jeg er en meget stille og rolig type, så jeg råbte ikke så højt«, forklarede han. Fik vand I slutningen af retsmødet forklarede tre militærpolitisergenter, at de ikke havde observeret nogen overtrædelser af krigens regler eller menneskerettighederne. Lige som andre tidligere vidner fra militærpolitiet kunne de ikke huske ret meget. Hverken datoer eller navne. Men de var sikre på, at de ikke havde oplevet noget usædvanligt. Næsten som med én mund forklarede de, at »fangerne måtte sidde ned, som de ville«. Og at der var vand til stede ved de to afhøringer i april og juni. Desuden fik fangerne adgang til toilet.