Danske øjne under isen på Sydpolen

Ved hjælp af Ørstedsatellitten er det lykkedes den unge danske forsker Cathrine Fox Maule at tegne et nyt kort over Antarktis. Kortet viser, hvor varmt der er under de enorme ismasser på Antarktis, og det afslører nye områder, der ser ud til at være præget af hidtil ukendte vulkaner. Den viden kan være med til at forklare, hvorfor isen smelter især i den vestlige del af kontinentet. »Cathrine Fox Maule giver os et nyt værktøj at arbejde med«, siger glaciologen Jørgen Peder Steffensen. »Det er ikke så længe siden, vi opdagede, at isen også smelter nedefra. Vi ved det blandt andet fra Grønland, hvor vi mener, at 5 procent af isen ædes op nedefra. Nu ved vi, at det også er så stor en del af det samlede billede af Antarktis, at hvis vi skal lave troværdige klimaberegninger fremover, så skal disse målinger medregnes«, siger han. Jordens magnetfelt Målingerne fra Grønland, som Jørgen Peder Steffensen henviser til, er foretaget ved hjælp af iskerneboringer, hvor man er draget ud på isen og har boret sig ned gennem den til dybder på 1.750 meter. Cathrine Fox Maules bord er sådan ét (med d), man sidder og skriver ved og en forbindelse til den danske Ørstedsatellit, der måler Jordens magnetfelt. Varme påvirker magnetfeltet. Jo varmere jordskorpen er, des mindre magnetisk er den, og ved 580 grader celsius ophører magnetismen i skorpen. Således kan hun se, hvor varm jordskorpen er, ved at måle magnetismen. Det giver især bonus, når man nu har et redskab til at måle i områder, hvor jordskorpen ellers er meget svært tilgængelig, og hidtil har det på nær ganske få steder været umuligt at tage temperaturen på den. Ishylden Larsen De enorme ismasser på Antarktis er i bevægelse. Især i den vestlige del af kontinentet sker der ændringer. Eksempelvis brækkede ishylden Larsen B, der er på størrelse med Luxembourg, i 2002 af og flød ud i ishavet. Det har fået de gletsjere, der lå bag ved Larsen B, til at bevæge sig otte gange hurtigere mod havet end tidligere. Larsen B er opkaldt efter den norske hvalfanger C.A. Larsen, der sejlede på de kanter i 1893. Han sad fast på den antarktiske halvø, der strækker sig op mod Sydamerika. Her er temperaturen steget 2,5 grader i løbet af de seneste 50 år, hvor den på verdensplan blot er steget 0,6 grader. Til gengæld er temperaturen faldet i den østlige del af Antarktis, hvor meget tyder på, at iskappen samtidig bliver tykkere på grund af øget nedbør. Hvorfor isen smelter på vestsiden, er forskerne ikke enige om. Drivhuseffekt kan være en del af forklaringen. Ændrede strømforhold en anden. Fremover kan forskerne nu også knytte undersøgelser af jordskorpens temperaturer til den samlede viden om forholdene på Antarktis, og der er nye målinger på vej. I 2009 bliver endnu tre satellitter sendt op i rummet i det danskledede projekt Swarm, der ligesom Ørstedsatellitten har til formål at studere Jordens magnetfelt. Til den tid vil det så være muligt at sammenligne disse første målinger for at se, hvordan varmeudledningen udvikler sig. Cathrine Fox Maules artikel bliver i dag offentliggjort i det internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrift Sciencexpress.