Stærkt belastende vidneudsagn i Hommel-sag

Han så noget beklemt ud. Stemmen var lavmælt. Flere gange rykkede han rundt på stolen i vidneskranken. Og den tidligere soldat svarede med korte sætninger. Det fik anklager Benny Holm Frandsen til at stoppe udspørgningen. Og kigge hen over de sorte briller og konstatere: »Jeg kan se, at det her er ret ubehageligt for dig«. Vidnet nikkede bekræftende, og anklageren beroligede ham med, at »det kan jeg godt forstå. Du var ret forarget over den måde, som fangerne sad på«. Den 24-årige mand rømmede sig, rettede sig op i stolen og svarede: »Ja«. Det replikskifte fik den tidligere soldat i spejdereskadronen i Irak til for alvor at åbne munden i Københavns Byret. Stressfremkaldende stillinger Med stadig mere sikker stemme gav Jeppe B. Poulsen en vidneforklaring, der støttede kollegaen, som lige havde vidnet. De forklarede, hvordan de som vagter i marts sidste år i Irak så militærpolitisoldater gå ind i fangegården og fastholde irakiske fanger i stressfremkaldende stillinger, når de ventede på afhøring. Hvordan fanger faldt sammen af træthed. Hvordan de ikke fik vand, tæpper eller adgang til toilet. De to tidligere soldaters vidneudsagn var anklager Benny Holm Frandsens trumfkort over for især de fire tiltalte militærpolitisergenter i sagen. Og de ramte også indirekte den hovedtiltalte, efterretningsofficer Annemette Hommel. Handlede de på Hommels ordre ? Det uafklarede spørgsmål er nu, om Hommel havde beordret militærpolitiet til den hårdhændede behandling af fangerne i de to fangegårde, før de kom ind til afhøring i selve afhøringsteltet. Under alle omstændigheder kom de to tidligere vagter også med nye, langt værre detaljer om den hårde behandling af fangerne, som ikke fremgår af anklageskriftet. Og som viser, at lejrens militærjuridiske rådgiver, Kurt Borgkvist, kendte til en del af forholdene. På knæ med ansigtet mod væggen Det hele begyndte en aften i marts sidste år, hvor Poulsen og fem andre spejdere kørte ind i den danske lejr i Basra i det sydlige Irak med en fange, som de netop havde anholdt. Andre soldater havde tilbageholdt to andre fanger. Alle mistænkt for at skabe optøjer og kende til bagholdsangreb på danske soldater. Egentlig havde spejderne afsluttet deres arbejde, men de blev bedt om at assistere militærpolitiet som vagter ved detentionen, der lå under åben himmel, fordi de tre fanger skulle afhøres i løbet af natten. De seks spejdere blev delt op i tre hold, der på skift skulle holde vagt. Kulden og blæsten fik spejderne til at klæde sig godt på. Militærpolitiet havde ansvaret og gav de to første spejdere på vagt besked om, at fangerne skulle forblive på knæ med ansigtet mod væggen i detentionen og ikke måtte tale sammen. Spejderne iagttog dog kun fangerne udefra. Kun militærpolitiet måtte gå ind i de to fangegårde og bringe de tilbageholdte ind til afhøring én ad gangen. Går til makronerne Kort efter kom lejrens militærjurist, Kurt Borgkvist, ud fra afhøringsteltet og talte med spejderne. Ifølge dem var juristens indledende replik: »Hommel går godt nok til makronerne«. Juristen bemærkede, at fangerne i detentionen kun sad iført kjortler og spurgte, om de ikke skulle have nogen tæpper mod nattekulden. Spejderne svarede, at »det har vi ikke fået besked på af militærpolitiet«. Borgkvist reagerede ikke og kørte fra detentionen. Blev mere strikse og hårde Klokken to om natten mødte Poulsen og kollegaen Mads Hedegård. Og ifølge de to spejdere blev forholdene i detentionen nu meget værre mellem afhøringerne. »Fangerne sad på knæ med krydsende ankler, og de var meget trætte. Det var en af militærpolitifolkene og Hommel, der bestemte«, forklarede Mads Hedegård i retten. Han fortalte, at militærpolitifolkene blev stadig mere strikse og hårde, som natten skred frem. »Fangerne måtte ikke hvile sig på anklerne. Når de faldt sammen, rettede militærpolitifolkene dem op, så de sad med rank ryg på knæ«, forklarede den tidligere spejder. Klokken fire gik det galt Omkring klokken fire om natten gik det helt galt. »En af fangerne tiltede helt om. Det så ud, som om han besvimede. Militærpolitifolkene løb ind og klaskede ham på kinden. Ligesom når man begynder med førstehjælp«, forklarede Mads Hedegård. Fangen vågnede op igen. Fik lov at sidde lidt i en afslappet stilling, inden militærpolitiet igen placerede ham på knæ. På et tidspunkt havde en anden fange fået »krampe i benene, så han ikke kunne gå«, fortalte Hedegård og fortsatte: »Hans busker gled ned omkring anklerne, så man kunne se hans bagdel, da de slæbte ham ind til afhøring«. Spejderen forklarede, at kort efter kom der en militærpolitimand ud fra afhøringsteltet og sagde, at fangen »havde skidt i bukserne«. »Han syntes, det var morsomt«, mindedes Hedegård. Hans kollega - Poulsen - var også forarget over behandlingen af fangen, der tabte bukserne: »Det var ikke særlig spændende at se på«. Hvilket fik anklager Benny Holm Frandsen til at spørge: »Kunne man bruge udtrykket nedværdigende?«. »Ja, det kan man godt«, svarede spejderen, der forklarede, at han fik det indtryk, at militærpolitiet ville vise, at det ikke gjorde noget, hvis fangerne troede, at danskerne kunne være lige så slemme som det tidligere irakiske styre. Tissede i fangegården Under hele forløbet fik fangerne ikke vand eller kom på toilettet i detentionen. De bad heller ikke om det. Én af fangerne tissede, mens han stadig sad på knæ i fangegården. Da de to vagter blev afløst efter fire timer - klokken seks om morgenen 10. marts - klagede de til deres gruppefører over behandlingen af fangerne. Og det førte til, at fangerne fik vand og mad, før de senere blev løsladt. Hommel erkendte fejl Senere på dagen blev der holdt et møde mellem spejderne, Annemette Hommel og hendes umiddelbare foresatte, major Henrik Kolding Kristensen, for at rede trådene ud. »Her erkendte Hommel, at det var en fejl, at fangerne ikke fik vand, mad og tæpper«, forklarede Poulsen i retten. Til gengæld var Hommel ubøjelig, når det handlede om siddestillingerne. De var i orden, mente hun. »Hun fortalte, at irakerne ikke var blevet behandlet værre end det, som en dansk officer bliver udsat for under øvelser derhjemme«, sagde spejderen i retten. Som afslutning på mødet fik spejderne at vide, at de havde »tavshedspligt«. De fortalte først om deres oplevelser til auditørerne, da afhøringerne var blevet til en sag i august sidste år. Og så nu i Københavns Byret.