Hommel: Tolk var på irakernes side

Nærmest som i en dramatisk scene på teatret spillede efterretningsofficer Annemette Hommel stort set alle roller, da hun løftede blikket fra vidneskranken og hævede stemmen. Tonen skiftede fra vred til klynkende, da hun i Københavns Byret imiterede tolkene og de irakiske fangers udtalelser under en afgørende afhøring 9. juni sidste år. Alt sammen for at forklare, hvorfor hun betragtede lejrens tolke som uduelige. Afhøring efter frokost Fire irakere var dengang blevet anholdt, fordi de var mistænkt for et bagholdsangreb på danske soldater fire dage tidligere. Lige efter frokost kom de til den danske militærlejrs detention ved Basra i det sydlige Irak, og kort efter begyndte Annemette Hommel sin udspørgen via en kvindelig tolk. Ifølge anklageskriftet skulle Hommel her have beordret militærpolitifolk til at sørge for, at tre af de anholdte blev fastholdt i en stilling på knæ med rank ryg. Og have betegnet de afhørte som pikhoveder, røve og svin. Desuden skulle hun have truet én fange med, at hun måske ville slå ham ihjel. Men det var en noget anden version, som hun fortalte i byretten. Med forarget stemme lagde hun ikke skjul på sin menig om én af de anholdte, som var en genganger fra en tidligere anholdelse tre måneder tidligere. »Han havde truet danske soldater på livet«, fremførte hun. Arrogant Iraker var forberedt Ifølge Hommel havde irakeren forberedt sig grundigt på en ny udspørgen, og han gjorde alt for at obstruere afhøringen: »Han var arrogant og overlegen. Kom med lange svar og ville hele tiden have vand og mad«. På et tidspunkt udbrød han: »I kan da bare gøre med mig, hvad I har lyst til. I kan da bare slå mig ihjel«. Ifølge Hommel afleverede han denne salut med et »overlegent udtryk«, og hun erkendte i retten, at hun havde svaret irakeren med et: »Det kan da godt være«. Men det var kun for at vise den obsternasige iraker, at hun havde gennemskuet hans forsøg på at ødelægge udspørgningen. Hun kunne lige så godt have sagt: Rend og hop. Mente hun. »Jeg hverken kunne eller ville slå ham ihjel«, sagde Annemette Hommel i retten. Den kvindelige tolk var fra Danmark, men med arabiske rødder. Og selv om hun oversatte Hommels trussel, ville tolken ikke være med længere. Eller som Annemette Hommel i går formulerede det: »Hun hjalp den tilbageholdte og tog hans parti«. Under alle omstændigheder sagde tolken under afhøringen i juni sidste år til Hommel, at »sådan noget vil jeg ikke oversætte«. Ondt i foden Senere ville irakeren op og stå for at strække benene. Efter at have afslået ønsket et par gange, lod Hommel ham komme op. Men han ville ikke sætte sig igen. Til sidst satte han sig dog på bagdelen med benene strakt ud foran sig. Hans ene fod gjorde en akavet bevægelse. Ifølge Hommel fik det den kvindelige tolk til at udbryde: »Åh nej, se hans fod, det er helt galt«. Med en klynkende stemme spillede Annemette Hommel i retten nu rollen som den klagende iraker, der havde opdaget, at han kunne få sympati fra tolken. Og hun skiftede rolle til tolken, der råbte: »Det her vil jeg ikke være med til«. Tolken smed alt fra sig og løb ud af teltet. Hommel løb efter hende for at sikre sig, at tolken i sin oprevne tilstand ikke gjorde noget uhensigtsmæssigt. Især var Hommel bange for, at tolken ville kontakte medierne. »Man skal ikke gå i pressen med noget, som man har misforstået«, forklarede hun byretten. Det lykkedes dog ikke at finde den kvindelige tolk, så hun gik tilbage til forhørsteltet og den irakiske fange. »Han sad på en stol og røg en cigaret«, fortalte Hommel. En læge undersøgte irakeren og konstaterede, at han intet fejlede. Han fik dog en panodil for migræne, som han allerede ved anholdelsen havde gjort opmærksom på. Desuden havde han lidt muskelømhed. Afhøringen er en af tre afhøringsepisoder i foråret 2004, der har ført til, at Annemette Hommel er tiltalt for »særlig grov pligtforsømmelse« efter den militære straffelovs paragraf 15, som kan give op til et års fængsel. Hurtigt efterspil Og sagen med de afhørte iraker i juni fik med det samme et efterspil, da den daværende chef for lejren, oberst Henrik Flach, tilkendegav over for Hommel, at frem over skulle afhøringerne ændres. De anholdte skulle have vand og mad, når de bad om det. Samt sidde på en stol. Og skulle alene udspørges med henblik på at konstatere deres identitet. Hommel fik dog Flachs ord for, at de hidtidige afhøringer var i orden. Alligevel var Annemette Hommel meget vred. Som hun fremførte i retten: »Tolken havde tiltaget sig en ny rolle som lejrens næstkommanderende«.