Is? Aids? Hvad filen har is og aids med hinanden at gøre? En hel del, skal det straks vise sig. Skuespilleren og komikeren Peter Frödin roder lidt i papirerne ... jo, her er det. Altså: »FN har regnet ud, at det vil koste verdenssamfundet omkring 70 milliarder kroner om året at få sat en effektiv stopper for aids-katastrofen. Det er det samme beløb, som europæerne køber is for om året«. Han kigger op. »Det er da grotesk, ikke?«. Ja. Nærmest lidt komisk.

»Absolut. Det er indbegrebet af satire. Det kunne godt indgå i et eller andet stand-up-show. Den slags eksempler får én til at mærke tingene på en anden måde«. I familie Peter Frödin er medlem af Aids-Fondets præsidium og har været det i fire år. Sidste år deltog han aktivt i Humor mod Aids-kampagnen, og han ville også gerne have været med i denne omgang, hvis ikke det var, fordi han har været ude at rejse og først lige er kommet hjem. Så du har ikke problemer med at bruge komik i noget så tragisk som aids-katastrofen? »Næ. Komik og tragik er så meget i familie med hinanden. Og begge dele kan bruges til at gøre opmærksom på nogle ting, så folk hører efter. Det er jo målet. At man bruger humoren til at få folk til at lytte til noget, som måske ikke er så behageligt at høre på, men som er supernødvendigt at få ud«. Han stopper op. »Tag nu tsunami-katastrofen. Den hørte vi desværre nok kun så meget om og blev så berørte af, fordi så mange europæere var involveret. Den blev håndgribelig og personificeret«. Ironisk distanceSå humoren kan være med til at menneskeliggøre noget, som ellers er uforståeligt?

»Ja, det synes jeg. For det er jo nemt at fjerne sig fra det og lade være med at tage det ind. 40 millioner hiv-smittede, hva' fanden betyder det. Men hvis vi i stedet for siger, at vi kan stoppe katastrofen for det beløb, som europæerne køber is for om året ...? Undskyld, men skal vi så ikke gøre det?«. Men risikerer vi ikke bare, at alting bliver pakket ind i ironisk distance og ...? »Njahh. Nej, det kommer jo helt an på, hvor begavet det bliver gjort. For humor behøver jo ikke at være overfladisk og pjanket. Der, hvor jeg griner mest, er, når humoren stikker dybere. Når den fremstiller persontyper, man kender. Eller genkender i sig selv«. BlandingsbatteriNår humoren rammer de sider i én selv, man ikke er så stolt af? »Ja, det er der, det bliver rigtig sjovt. Når man for alvor kan mærke det - uanset, hvad det drejer sig om. For det at more sig er jo ikke kun én følelse. Det er et helt blandingsbatteri af følelser«. »Jeg tror også på, at når man glæder sig og smiler og griner, så lytter man også på en anden måde. Man er mere åben, og man forstår nogle andre ting. Og man får lyst til at gøre noget«. Noget for nogetMen hvordan har du det så med 'noget for noget'-mentaliteten? At vi skal have store forkromede shows og alle mulige smarte kampagner, før vi støtter en sag?

»Det er et dilemma. Men for eksempel hiv/aids, det har været en konstant katastrofe i så mange år, at folk måske er blevet trætte af at høre om det. Derfor er det vigtigt at finde nye måder at fortælle det på« Og så ender vi i en spiral, hvor pr-bureauerne kappes om at finde på nye måder at skaffe opmærksomhed på?

»Det ville da være vidunderligt, hvis alle bare havde en stribe girokort kørende over betalingsservice, og så gav man hver måned til det og det og det. Det er der selvfølgelig mange, der gør. Men midt i vores små hverdage, hvor vi alle går og kæmper med vores egne små katastrofer, så skal vi nogle gange hjælpes lidt på vej«.