Russisk general udløser store danske protester

Anatolij Kulikov afviser enhver snak om drab på uskyldige. - Foto: Martin Lehmann
Anatolij Kulikov afviser enhver snak om drab på uskyldige. - Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Den tidligere russiske indenrigsminister, general Anatolij Kulikov udløste stærk politisk kritik, da han kom til det halvstatslige Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS): En forening meldte ham til politiet for medansvar for krigsforbrydelser i Tjetjenien, oppositionen kræver en redegørelse for hans besøg , og SF mener, at invitationen af den russiske general kan koste instituttets leder, Per Carlsen, hans kommende post som ambassadør i Moskva. SF: Mangel på dømmekraft Per Carlsen, der skal tiltræde ambassadørposten 1. september, siger, at det var ham, der personligt inviterede Anatolij Kulikov til at tale om international terrorbekæmpelse. Dermed har han ifølge SF's formand, Holger K. Nielsen, »udvist en sådan mangel på dømmekraft, at det er et spørgsmål, om han kan sidde som ambassadør i Moskva«. Støttekomiteen for Tjetjenien, der stod bag politianmeldelsen, mener, at Anatolij Kulikov som øverstkommanderende for de russiske sikkerhedsstyrker, MVD, under den såkaldte første Tjetjenienkrig fra 1994-96 havde det øverste ansvar for massive angreb på den tjetjenske civilbefolkning. Ren samvittighed Komiteen fremhæver hans medansvar for et angreb i april 1995 på provinsbyen Samanskij, som blev helt ødelagt, og hvor mange omkom, fordi de ikke kunne slippe ud. »Min samvittighed er ren«, sagde Anatolij Kulikov ved mødet i Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han om angrebet på Samanskij sagde: »Banditterne fik som fortjent«. Krav om redegørelse Enhedslisten og SF kræver en redegørelse for invitationen af Anatolij Kulikov, mens Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, kalder invitationen »malplaceret«. Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer, opfordrede i FN's Menneskeretskommission i Genève Rusland til at efterforske anklagerne om krigsforbrydelser i Tjetjenien. I mandags anklagede menneskeretsorganisationen Human Rights Watch Rusland for massive overgreb i den lille udbryderrepublik, og i sidste måned fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Rusland har begået alvorlige overgreb, herunder tortur og drab. »Den russiske regering er ansvarlig for betingelsesløst at undersøge disse krænkelser af menneskerettighederne og stille de ansvarlige for en domstol«, sagde Joschka Fischer i Genève. Herhjemme afviste statsadvokat Birgitte Vestberg at indlede en sag mod Anatolij Kulikov, fordi han efter anklagemyndighedens vurdering ikke vil kunne retsforfølges i Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her