Snagen og nyfigenhed er nogle af de ord, som Venstres formænd ude i landets amter hæfter på statsminister Anders Fogh Rasmussens krav om, at ministre og deres ægtefæller skal optræde på en åben liste med deres private indtægter, aktier og hverv. Blandt 13 af Venstres 16 amtsformænd, som ville medvirke i Politikens rundspørge, erklærer 10, at de ikke finder det relevant at få den slags oplysninger om ægtefæller. »Aldeles ikke. De er selvstændige mennesker. Og hvis vi starter dér, bliver det så også børnene? Jeg er utrolig bange for, hvad vi sætter i gang«, siger formand på Fyn, Torben K. Jørgensen. »Og jeg bryder mig ikke om, at vi er blevet så moralske. Anders er meget optaget af det dér, men det er jeg ikke. Så begynder vi at diskutere noget helt andet - politikken drukner. Folk skal dømmes på deres politiske handlinger, ikke på deres aktiebeholdning«, mener han. Statsministeren skal vide det Opbakningen er en smule større til kravet om ministres private investeringer og indtægter. Mange mener, at oplysningerne er relevante, men et flertal på 7 af de 13 formænd mener principielt, at det er forkert at lægge dem til offentligt skue. »Nej, det er ikke relevant. Men det er relevant, at en statsminister, før han udnævner ministre, kender til de enkeltes arrangementer, for at tjekke deres habilitet. Det kan også gælde forældre og børn«, siger formand i Frederiksborg Amt, Jørgen Svaneberg. Dermed læner han sig op ad ordningen i Sverige, hvor ministrenes nærtstående oplyser om deres interesser, men oplysningerne bliver ikke offentliggjort. Nogle er for registeret Der er dog også amtsformænd, der argumenterer for Foghs register. »Ja, i allerhøjeste grad. Folk er i dag involveret i alle mulige ting og sager, og alene af den grund er det relevant med klarhed over sammenfald af interesser. Vi fjerner en del mystik ved at have åbne døre«, siger formand i Århus Amt, Søren Hillingsøe, der også finder ægtefælleregistret relevant. Amtsformand i København, Lars Stolshøj, er enig: »Ja. På ministerniveau. Ikke for at snage, men for at lukke af for spekulationer«. Uenighed går dybere Også Venstres folketingsgruppe er uenig om registret. Individuel frihed over for kollektiv forpligtelse Professor Ove Kaj Petersen fra Handelshøjskolen i København kalder balladen en »klassisk liberal diskussion af individuel frihed over for kollektiv forpligtelse« og uddyber: »Protesten er forståelig set ud fra en mere liberal, frihedsorienteret holdning om, hvad skal det enkelte menneske pålægges. Det overrasker mig, at statsministeren har indtaget en så ikke-liberal holdning i det her, og det er nok også det, der overrasker og i nogle tilfælde forarger internt i Venstre«. Professoren vurderer samtidig, at uenighederne stikker dybere end registret. »De kræfter, der er i gang, viser en grundlæggende diskussion om den fremtidige udvikling i partiet. Det viser en gryende utilfredshed med den mere midtsøgende kurs, og derfor er det oplagt, at protesten kommer fra det liberale bagland«, siger han. Politiken har også spurgt amtsformændene, om folketingsmedlemmer bør tvinges til at optræde i det lignende register, som i dag findes, men som er frivilligt. Det foreslog partiet SF forleden. Men her er formændene endnu mere skeptiske end over for oplysninger om ministrene og deres ægtefæller. 11 af de 13 mener, at registret skal forblive frivilligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























