Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, har strøget sig selv af listen over ministeremner. Rohdes partiformand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, holder nemlig fast ved, at ministre og deres ægtefæller skal offentliggøre deres økonomiske interesser. »Ordningen er indført og bliver opretholdt, så længe jeg skal udnævne ministre«, sagde statsministeren, da han i går til Ritzaus Bureau for første gang kommenterede røret om registret over ministrenes og ægtefællers økonomiske interesser. Noteret sig Rohdes modstand »Så må hver enkelt gøre op med sig selv, hvis man kommer i nærheden af at få et tilbud om en ministerpost, om man synes, at det er prisen værd. I vore dage skal der være åbenhed«. Anders Fogh Rasmussen havde noteret sig, at Jens Rohde er modstander af ordningen: »Det må jeg jo lade indgå i mine fremtidige overvejelser«. Til det siger Jens Rohde: »Han behøver ikke overveje så meget - det gør jeg sådan set heller ikke. Det er statsministerens suveræne ret at fastlægge personalepolitikken over for ministrene. Men det er også min suveræne ret, og pligt, som menneske at bestemme over min families integreret og sige, at deres oplysninger ikke skal lægges ud til offentligheden. Hvis de ender ikke kan nå sammen, så er den ikke længere«. Helge Adam Møller holder fast Heller ikke en anden kritiker, den konservative gruppeformand Helge Adam Møller, har fortrudt: »Jeg holder fast i, at jeg ikke er tilhænger af den type register. Statsministerens udtalelser får mig ikke til at skifte mening«, siger han. Anders Fogh Rasmussen mener ikke, at hans ny regering er kommet dårligt fra start med først familieminister Henriette Kjærs tilbagetræden på grund af en dom i fogedretten og udviklingsminister Ulla Tørnæs' mands ulovlige udenlandske arbejdskraft: »Det viser bare, at landet ikke står over for meget store problemer, når så små sager kan blive blæst så voldsomt op«. Lignende register i København Til gengæld får Københavns Kommune en lignende ordning. Overborgmester Lars Engberg (S) mener, at »fuldtidspolitikere bør offentliggøre oplysninger om økonomiske interesser«. »Jeg synes dog ikke, at ægtefæller bør med. Man kan også godt leve med en ordning, der ikke har alle roklubberne med. Det afgørende er at få klarlagt økonomiske og andre private interesser, der kan støde sammen med embedet«. Formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester Ejgil Rasmussen, Gedved (V), mener ikke, det er nødvendigt med en obligatorisk ordning: »Hvis nogen kommuner skulle finde på at gøre det som en frivillig ordning, er der ikke noget i vejen for det. Vi har i forvejen strenge habilitetsregler. Og så er det vel også sådan, at man ikke skal vælge nogen til borgmester, man ikke har tillid til«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























