Datatilsynet vil nu undersøge, om det er lovligt, når Det Centrale Personregister (CPR) sælger adresseoplysninger om borgere videre til RKI Kreditinformation, der registrerer dårlige betalere. Oplysningerne sælger RKI videre til 500 firmaer, så de kan følge med i, hvor de kunder, som de giver kredit, flytter hen. Tilladt at videregive oplysninger Kontorchef Lene Andersen, Datatilsynet, siger, at CPR har tilladelse til at videregive oplysninger til private, hvis de er berettiget til at behandle oplysningerne - det drejer sig f.eks. om firmaer, hvor folk har kontokort eller andre mellemværender. »Det, der er anderledes og specielt nu, er, at RKI er inde i billedet som et mellemled. Derfor vil vi i dag spørge CPR, hvad det er for en aftale, der er mellem CPR og RKI. Hvad ved CPR om, hvordan RKI videregiver oplysningerne, og hvordan sikrer man, at de er berettiget til at behandle dem. Vi skal have undersøgt, om CPR-loven og persondataloven er opfyldt«, siger Lene Andersen til Ritzau. Afventer resultat Justitsminister Lene Espersen (K), som Datatilsynet sorterer under, har kun en meget kortfattet kommentar til sagen. »Jeg er bekendt med, at Datatilsynet nu ser nærmere på sagen, og jeg afventer resultatet heraf, siger hun til Ritzau. Det Centrale Personregister hører under Indenrigsministeriet. Lars Løkke Rasmussen (V) ønsker ikke at kommentere sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























