Kikkerten er indstillet på næste valg

Støjniveauet på en socialdemokratisk kongres når snildt kritiske grænser med snak, mumlen og grinen - men der var usædvanligt stille, da den tusindtallige skare sent i eftermiddags rettede blikket mod fremtiden og lagde ører til de to formandskandidater. Så stille, at man kunne høre en rød fane slaske indendørs i Odense Congress Center, lyttede folket til to gange to taler: fra de to formandskandidater og deres loyale anbefalere. Kun taktfaste klapsalver afbrød den koncentrerede lytten, og målt på det store, socialdemokratiske klapometer står de to kandidater lige. Selv om Helle Thorning-Schmidt tydeligvis havde flest på tilhørerpladserne. Ukendt taler Ved lodtrækning havde duellanterne fordelt talerstolen, så Helle Thorning-Schmidts ganske ukendte fortaler, tillidsrepræsentant Kirsten Nielsen, som den første sendte sine velforberedte og nedskrevne ord ud til forsamlingen. Som talskvinde for 370 medarbejdere - timelønnede såmænd - på en mellemstor virksomhed tog hun naturligt fat i angsten for udflytning af arbejdspladser. »Politikerne på Christiansborg betyder meget for vores konkurrenceevne i Danmark. Det gør en forskel, om det er Socialdemokraterne, der har magten«, sagde hun. Og erklærede sig jævnt og ligefrem »stolt« af at have fået æren - og nervøsiteten - ved at skulle anbefale Thorning-Schmidt. Eller Helle, som hun kaldte sin foretrukne formand for S efter 12. april. Som tillidsrepræsentant kritiserede hun sit parti for at have tabt kontakt med manden og kvinden på gulvet og arbejdspladsen, og hun appellerede til stærkere indsats for den svageste del af befolkningen. Selv om valgkampen mellem de to kandidater har gået på placering til henholdsvis højre og venstre i partiet, holdt Kirsten Nielsen nærmest lidt foragteligt den diskussion ud i strakt arm. »Det er for akademisk. For at sige det kort skal Socialdemokraterne skabe resultater. Det er det, vi forventer på arbejdspladserne«, sagde hun for ligesom at tage gassen ud af den kritik, der placerer Thorning-Schmidt helt ude i højrerabatten i kørselsretningen. 'Helle er en gave' Også beskyldningerne mod hendes favorit om, at hun er for velklædt og for adskillige år siden havde en Gucci-taske under armen, afparerede Kirsten Nielsen med et: »Helle er en gave for vores parti, og så gør det vel ikke noget, at gaven er pakket flot ind«, sagde hun. Og fik behørigt og lydhørt udslag på klapometeret. Inden gaven selv kom på podiet, var det folketingsmedlem Sandy Brincks tur til at rose og anbefale Frank Jensen som partiets næste formand. Det gjorde hun muntert og mundret, ved gang på gang at slå fast, at han har de tre nødvendige ting i bagagen til at blive en fremgangsrig leder: »Der er tre ting, som er afgørende for et godt, socialdemokratisk lederskab: erfaring, holdning og vision. Og Frank har alle tre ting til overflod«, sagde hun. Samtidig gjorde hun meget ud af at beskrive sin kandidat som et varm, følsomt og faktisk også selvironisk menneske. Men frem for alt en socialdemokrat, hvis hjerte især slår for de svageste i samfundet. Hun brugte også et afsnit på at kokettere med Frank Jensens ungdommelige ydre og alder. »Tidligere blev han kaldt konfirmanden og var for ung til alt muligt. Siden valget er han blevet en olding«, sagde hun til et kollektivt grin fra salen. Faktisk gik hun så vidt at sammenligne den socialdemokratiske kronprins med den ægte vare: »Frank har ligesom kronprins Frederik bevaret den ungdommelige udstråling, og jeg foretrækker ikke mænd, der er født med topmave, habit og manchetknapper. Jeg foretrækker mænd med skub i«. Begge de to anbefalere lagde ikke skjul på, at de hver for sig betragtede deres kandidat som den bedst egnede til at drive den borgerlige regering tilbage i rollen som opposition. Men akkurat lige så enige var de om, at en betingelse for fremgang og generobring af regeringskontorerne kræver et ultimativt opgør med fløjkrigene i folketingsgruppen. Et samlet parti Den handske samlede Helle Thorning-Schmidt op, da det blev hendes tur. Hun slog fast, at partiet skal stå mere samlet - både ude i landet, i kommunerne og på Christiansborg. Samtidig slog hun sin varme linje til fagbevægelsen fast og kvitterede for opbakningen blandt landets socialdemokratiske borgmestre: »Vi skal styrke fællesskabet med fagbevægelsen - vi er én bevægelse. Og så synes jeg ikke, vi har lyttet nok til de mange socialdemokratiske borgmestre og kommunale tillidsfolk«, sagde hun. Men søgte samtidig at lægge afstand til påstande om, at hun er så midtsøgende, at det kan være svært at se forskel på en Thorning-Schmidt og andre midterpartier. »Lad mig slå fast én gang for alle: Venstre har altid været og vil altid være et højreorienteret, egoistisk og liberalistisk parti«, sagde hun og lagde endnu mere afstand til påstanden om, at Dansk Folkeparti skulle være at finde på den politiske midte. »Jeg forstår slet ikke, at nogen kan ryge med på den med, at Dansk Folkeparti er et midterparti. Det er de ikke, og det bliver de aldrig. At kalde Dansk Folkeparti for et midterparti svarer til at kalde min håndtaske for en Fällræv«, sagde hun. Og kom så med den ene linje - efter indlagt pause og med eftertryk på alle ord - som kan blive afgørende for formandsvalget: »Kære partifæller, jeg siger det lige ud: Jeg kan slå Anders Fogh!«. Så hårdt trak Frank Jensen ikke sin ansøgning til medlemmerne op. Med afsæt i en lang beskrivelse af sin baggrund og opvækst i det nordjyske som nummer to søn ud af en drengeflok på fire, gjorde han kronologisk rede for, hvorfor hans politiske engagement især er på de svages side. Han slog gang på gang på, at Danmark skal investere i fremtiden - netop af hensyn til de svageste. Den nuværende politiske ordfører satte navn og gruppe på de mennesker, som under den borgerlige regering har fået smækket samfundets dør lige i hovedet: Ledige over 50 år, store grupper af indvandrere, unge uden praktikplads, mange kronisk syge og handikappede, voksne på førtidspension, ensomme ældre og mange fattige på varig kontanthjælp. Også Frank Jensen havde lagt ører til kritikken af de evindelige fløjkrige på Christiansborg, som i de sidste dage af valgkampen stak sit hoved frem i debatten. »I folketingsgruppen må de sidste rester af fløjkrigen ophøre. Uanset om I vil støtte Helle eller mig, må vi stå sammen«, sagde han og sendte også blikket i retning af Fogh. Eller gerne en forhenværende Fogh: »Kun sammen kan vi vise danskerne, at vi har det stærkeste projekt«.