Mangel på trænere hindrer integration

Masser af indvandrerbørn vil meget gerne dyrke idræt - men i boligområderne med størst koncentration af indvandrere og socialt svage familier mangler der i udstrakt grad foreninger med idrætsaktiviteter. Og det bliver sværere og sværere at få frivillige trænere, lyder meldingen fra Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI). Anders Laurell Møller, som er formand for Nørrebro Taekwondoklub i København, hvor ni ud af ti medlemmer har indvandrerbaggrund, har en forklaring på problemet - nemlig at det er »hamrende ressourcekrævende at være træner for et hold, hvor langt de fleste er nydanskere«. Og indvandrerkonsulent Lars Kruse i Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har samme synspunkt: »En frivillig træner brænder for sin sport, men hvis han samtidig skal tackle individuelle sociale problemer og kulturelle sammenstød, falder han hurtigt fra«, siger han. Statslige støttekroner Lars Kruse nævner områder som Tingbjerg i København, Gellerup i Århus og Vollsmose i Odense, hvor det er svært at rekruttere trænere til de unge. Til trods for at der findes klubber i områderne, som gør et godt stykke arbejde. Uden de engagerede trænere og ledere bliver det sværere at opnå statslige støttekroner administreret af eksempelvis DIF og DGI. Blandt andet har DIF og DGI hver fået 800.000 kroner fra Integrationsministeriets satspulje. Henrik Jensen, hovedbestyrelsesmedlem i DGI og politisk ansvarlig for integration, understreger, at der skal være en lokal vilje til at gøre noget selv, før der udbetales støtte. »Vi sætter ikke de store tiltag i gang, uden at vide på forhånd at det vil forankre sig i lokalsamfundet«, siger Henrik Jensen. For at undgå trænerfrafald og lukning af hold peger Lars Kruse fra DIF på den løsning, at klubben får penge til at ansætte en person, som skal løse de problemer, som ikke har noget med sport at gøre. Blandt andet kan vedkommende aflaste træneren ved at samle forældre, som kan køre holdet til udebanekampe, finde en ekstra holdleder eller løse konflikter mellem spillerne. Gradbøjet frivillighed »Man bliver nødt til at gradbøje begrebet frivillighed og bruge penge på at ansætte nogle mennesker, som kan varetage det arbejde. For at få nydanskerne til at føle sig velkomne i danske klubber må man sørge for, at deres dagligdag i klubberne fungerer«, siger Lars Kruse. Nørrebro Taekwondoklub er ifølge Lars Kruse et eksempel på en klub, som er vokset til at fylde meget både sportsligt og socialt i lokalområdet. Det er sket, efter at klubben i en periode fik mulighed for at ansætte en fuldtidsmedarbejder ved siden af de frivillige ledere. Klubben har cirka 350 medlemmer og fungerer samtidig som en slags alternativ fritidsklub med bordfodbold og PlayStation. Taekwondoklubben er også et godt eksempel på, hvordan en etableret klub for relativt små midler kan nå langt. Det gjorde klubben eksempelvis, da den i foråret fik 10.000 kroner til en prøveperiode med rabat på kontingentet og kampdragten. Tilbuddet fik medlemstallet til at stige med mindst 70 børn på et halvt år, siger Anders Laurell Møller, formanden for klubben. »Vi har mange tilfælde, hvor to eller tre børn af en søskendeflok på fem gerne vil være med, men hvor forældrene først har råd, når de ældste kan betale deres eget kontingent og de små kan overtage storebrors gamle dragt. Det er jo enormt ærgerligt både for dem og for os, når det er sådan noget, der sætter barrieren«, siger Anders Laurell Møller.